"Jeg ville skabe noget, som jeg selv manglede"
Idéen til en podcastserie om tandlægefaget fik Maja Rindom under COVID-19-pandemien, da hun savnede et fagligt supplement til de mange webinarer, som løb over skærmen. Selv om hun ingen erfaring havde med formidling, gik hun med inspiration fra udenlandske podcasts og en god portion nysgerrighed i gang med opgaven, som indtil videre har kastet fire afsnit af sig.
Et nyt univers for tandlæger og tandfagligt interesserede.
Sådan præsenterer tandlæge Maja Rindom podcasten Dentalsound på sin hjemmeside. Den 1. februar 2022 blev den første episode af den første sæson af den første danske tandfaglige podcast tilgængelig. Episoden satte fokus på æstetisk tandpleje.
– Undervejs i mine forberedelser har jeg lært, at når man skal lave en podcast, skal man liste en masse emner og mulige gæster op, så det har jeg gjort. En af dem var Marc Onuoha. Han er en populær foredragsholder og dygtig kliniker, når det gælder æstetik, så jeg tænkte, at han var et meget relevant og interessant kort at starte med, og hvis han sagde ja til at medvirke, så havde jeg nok ikke skudt helt ved siden af med min idé. Heldigvis ville han gerne være med, fortæller Maja Rindom.
MAJA RINDOM
Tandlæge, Læbe-Ganespalte Centret på Rigshospitalet Står bag podcasten Dentalsound, en odontologisk podcast, der forener videnskab, forskning og ekspertviden.
Bruge min tandfaglighed
Men hvad fik den 37-årige mor til to og deltidsansatte tandlæge på Læbe-Ganespalte Centret på Rigshospitalet til at gå i gang med at lave en tandfaglig podcast?
I løbet af COVID-19-pandemien deltog jeg ligesom så mange andre i en masse webinarer og andre faglige online arrangementer, men det var, som om jeg manglede et fagligt supplement til webinarerne. Noget, jeg kunne lytte til og fordybe mig i, når jeg havde tid. Så i bund og grund var min idé, at jeg ville skabe noget, som jeg selv manglede, og at jeg ville bruge min tandfaglighed, siger Maja Rindom.
Hun har selv lyttet meget til podcasts – bl.a. nogle udenlandske om tandfaglighed – og da der ikke var nogen dansk pendant, gik det en sen aftentime op for hende, at det var en podcast, hun skulle lave.
– Men mine forudsætninger for at lave podcast var ikkeeksisterende, så jeg måtte starte helt fra scratch med kurser i både det tekniske, det formidlingsmæssige, og hvordan jeg kunne sætte scenen og opbygge en identitet som tandlæge med en podcast, forklarer Maja Rindom. Det endte med, at hun investerede i udstyr og oprettede et studie derhjemme i privaten, og det er her, hun har optaget sæson 1 af Dentalsound.
Angstprovokerende
For Maja Rindom var det angstprovokerende at dele de første prøveoptagelser med sit netværk og nærmeste tandlægekolleger for at få sparring.
– Bare fordi jeg synes, at et emne er interessant, er det jo ikke sikkert, at andre synes det. Og får jeg nu også stillet de rigtige spørgsmål til gæsten. Men jeg fik god feedback og en masse idéer, så der tænkte jeg, at jeg nok havde ramt et eller andet rigtigt, og det gav mig mod på at gå videre med projektet, fortæller Maja Rindom.
Hun mener, at man som iværksætter først og fremmest er nødt til at tro på sig selv og brænde fagligt for sin idé.
– Både min familie, venner og kollegaer har heppet på mig og min idé fra start af. Enkelte synes måske, det var et lidt stort projekt at kaste sig ud i. Det må du ikke lade dig gå på af, siger Maja Rindom.
Som iværksætter er man først og fremmest nødt til at tro på sig selv og brænde fagligt for sin idé
MAJA RINDOM
Nye indsigter
Allerede nu har det at lave podcasten givet Maja Rindom mange nye indsigter i, hvor tandlægefaget er på vej hen.
– Et eksempel er, hvor hurtigt hele digitaliseringen går. Her må lytterne meget gerne kunne høre, at det, jeg får fortalt af min gæst, også er nyt og overraskende for mig. I hver episode, må der meget gerne være noget helt konkret, som man kan tage med og bruge på klinikken. Fx fik jeg i episoden om endodonti med Kenneth Jordy en hel del tilbagemeldinger fra lytterne på de ting, min gæst fortalte om skylleprocedure og instrumenter, siger Maja Rindom.
Tid og eksponering
Det er kommet bag på Maja Rindom, hvor meget tid der er gået med først at lære at lave podcast, udvikle et koncept og ikke mindst at researche på de faglige emner til de enkelte episoder.
– Går man ind i et projekt som det her, kræver det tid. Også fordi jeg har alle kasketterne på – tekniker, researcher og udspørger. Og så har jeg fundet ud af, hvor travle tandlæger er. Der er en del koordinering og kalendergymnastik, når jeg skal have dem i studiet. Jeg ville nok ikke have kunnet gøre det, hvis jeg var fuldtidsansat. Den eksponering, som følger med, når man bliver en ”stemme” i højttaleren, har også været lidt overraskende for podcastværten.
– Jeg troede egentlig bare, at jeg skulle sidde bag mikrofonen. Men folk er også nysgerrige efter at vide, hvem jeg er, og hvorfor jeg laver det her, siger hun.
Danne netværk
For Maja Rindom har eksponeringen også den fordel, at hun har fået udvidet sit netværk meget på kort tid, og at hun dermed er kommet i kontakt med mange dygtige og engagerede kolleger, som kommer med tilbagemeldinger og idéer – nogle tilbyder sig endda som deltagere i podcasten.
– Det er mit håb, at jeg kan bruge det fremover. Udover at jeg gerne vil fortsætte med podcasten, vil jeg gerne supplere med en eller anden form for netværksdannelse. Det kan godt være en lille smule ensomt at være tandlæge. Jeg tror, at det ville være godt med et forum, hvor vi kunne mødes – måske både fysisk og online – og diskutere faglige emner og udveksle idéer og erfaring.
3 TIPS TIL ANDRE MED EN IVÆRKSÆTTERDRØM FRA MAJA RINDOM
- Start, før du er klar. Du bliver aldrig helt klar
- Mærk efter, om du oprigtigt brænder for din idé – og gå så efter den
- Undervurder ikke værdien af dit netværk