Detaljen: Tilbagebetaling
Hien Cao kom selv til Danmark som flygtning fra Vietnam og tilbyder nu gratis akut tandbehandling til ukrainske flygtninge i sin klinik i Gilleleje.
I tandlægestolen på klinikken i Gilleleje ligger Juliana Avramchuk, der sammen med sin mand Pavel er flygtet fra Ukraine. De kom til Danmark i midten af marts og er landet i det nordsjællandske. En kindtand volder hende store smerter, så hun har taget imod tilbuddet fra den lokale tandlæge, Hien Cao, om at få gratis akut tandbehandling.
Ligesom en række andre tandlæger, fx Tandlægehuset Brande og tandlægekæderne Godt Smil og Colosseum, har Hien Cao besluttet at hjælpe de ukrainske flygtninge, der er kommet til Danmark, indtil en løsning om tilskud til sundhedsydelser er på plads. I skrivende stund har mere end 19.000 ukrainere søgt om opholdstilladelse i Danmark.
Hien Cao kom selv til Danmark som flygtning fra Vietnam i 1981 og er meget taknemmelig over den hjælp og støtte, hun og hendes familie blev mødt med. Hun vil derfor gerne betale tilbage og hjælpe de ukrainske flygtninge i Gribskov Kommune. Indtil videre har Hien Cao taget imod otte ukrainere på klinikken. Hun er klar til at tage imod endnu flere som Juliana, der også har Pavel med hos tandlægen i dag.
Efter kort tid kan Juliana rejse sig fra stolen og gå ud ad døren med en fyldning i sin kindtand. Hun og hendes mand er meget taknemmelige over tilbuddet, og Hien Cao er glad for at kunne give sit bidrag til de fordrevne ukrainere.