Et døgn med: "De skal bruge beskyttelsesdragter, når de begraver de døde"

04.30

Jeg står op hjemme i Kolding, for jeg skal nå toget mod København, hvor jeg underviser i oral radiologi på Odontologisk Institut. 

05.09

Toget kører. Tænder min telefon og læser de seneste nyheder om krigen. Hvor har der været krigshandlinger? Hvilke byer er blevet angrebet? Jeg har både familie og venner tilbage i Ukraine. Min far, som også er tandlæge, og mine bedsteforældre bor i den vestlige del af landet. Her er forholdsvist roligt. Min hjembys indbyggertal er dog mere end fordoblet af interne flygtninge. De sover i sportshaller, skoler og kirker. Det betyder også, at min far har mange akutte behandlinger, som han udfører gratis til internt fordrevne. 

06.00

Jeg har påtaget mig opgaven som koordinator af nødhjælp fra Danmark til Ukraine for organisationen Bevar Ukraine. Det er afgørende for mig at hjælpe alt det, jeg kan, når mine landsmænd er i fare. I løbet af natten har jeg fået 40 beskeder. En virksomhed kan donere 100 par gummistøvler. Andre har madvarer med kort udløbsdato, som de gerne vil have hurtigt frem. Jeg skal finde ud af, hvem der kan hente donationerne, og hvem der kan transportere dem til Ukraine. Jeg er ved at blive ekspert i logistik og lagerarbejde. 

06.50 

Lige nu er der hårdt brug for madvarer og medicin, men også puder, dyner og liggeunderlag til de mange interne flygtninge. Det er svært at vaske og desinficere i en krigssituation. Jeg får en trist besked fra en af mine kontakter i Ukraine. Der er brug for beskyttelsesdragter – hvide engangs ­ dragter – til de byer, der er blevet befriet. De skal bruge dem, når de skal begrave de mange døde. 

07.10

Ankommer til Nordhavn Station og går til instituttet. Undervejs taler jeg med min mor, som ellers normalt bor i Ukraine, men som er hos mig her i Danmark nu, og med mine børn og min kæreste. 

7.30

Arbejdsdagen starter. Jeg lægger Ukraine og telefonen væk og koncentrerer mig om mit arbejde. Det er et lille vindue af frisk luft for mig i en svær tid. Jeg føler mig privilegeret over at arbejde inden for mit specialområde, oral radiologi. 

12.00 

Jeg er færdig med undervisningen. Tænder for mobiltelefonen. Den er straks rødglødende. På vej hjem ordner jeg bl.a., at et penge, de er blevet lovet fra en sponsor. Der er også en ukrainsk flygtning, som spørger, om jeg vil kaste et blik på hendes CV. Hun vil gerne have et job i Danmark. Jeg får mange henvendelser af den slags og prøver at hjælpe. 

15.30 

Toget kører ind på perronen i Kolding. For nylig glemte jeg at stå af, fordi jeg var i fuld gang med at koordinere nødhjælp på telefonen. Så måtte jeg få min kæreste til at hente mig i Vejen. 

16.00

Vi er lige flyttet ind, så der skal pakkes ud – et luksusproblem i forhold til det, der sker i mit hjemland. Intensiteten i opkaldene om nødhjælp går ned. Der er tid til at spise med familien. Ser nyheder igen. Bliver bekymret. Russerne har bombet i det sydlige Ukraine, hvor to af mine studiekammerater bor. 

20.00

Min telefon begynder at ringe igen. De chauffører, som skal køre nødhjælpen, spørger til næste dags rute. Folk fra lagrene vil også have afklaret, hvad der skal ske i morgen. 

22.30

Jeg kan endelig gå i seng. Når lige at tale med min kusine, som bor alene med sin søn i Polen. Hun er ensom og har brug for at snakke.