"En tandbørste er ikke det første, du tænker på, når du lever på gaden"

Ann Wenzel spørger: 

Hvordan fik du tid og energi til at etablere tandplejetilbud for hjemløse, og hvorfor har det været vigtigt for dig, at hjemløse og socialt udsatte skulle have sådan et tilbud? Og hvordan er status i dag? 

– Det begyndte, da jeg i 1990’erne var tandlæge på det psykiatriske sygehus Nordvang i det daværende Københavns Amt. Der lå et forsorgshjem nede ad vejen, som nogle gange sendte hjemløse patienter til os. Når jeg så, hvor dårlig deres tandsundhed var, undrede jeg mig over, at der ikke var noget særligt tilbud om tandpleje til dem. Jeg havde tidligere lavet undersøgelser af misbrugeres og psykisk syges tandsundhed, så jeg lavede en undersøgelse af de hjemløses i 1999. Det viste sig at se forfærdelig dårligt ud. En tandbørste er ikke det første, du tænker på, når du lever på gaden. Det måtte der gøres opmærksom på – også fordi mine kolleger ude i praksis aldrig eller sjældent kom i berøring med hjemløse og derfor ikke kunne forventes at være opmærksom på de store problemer.

Hvorfor var det vigtigt for dig at gøre opmærksom på netop de hjemløses manglende tandsundhed? 

– Marginalgrupperne har været i fokus for mig i hele mit professionelle liv. De psykisk syge, misbrugere og de hjemløse og de senere år også udviklingshæmmede borgere og plejehjemsbeboerne. Er der et sted, hvor ulighed i sundhed generelt bliver tydelig og kan måles konkret, er det på antallet af tænder i munden. Derfor giver tandpleje mening i kampen mod ulighed i sundhed, hvilket altid har tændt mig. Desuden er hjemløse nogle af de mest taknemmelige patienter, du overhovedet kan finde. At få ordnet tænderne betyder meget for dem. Dårlige tænder hæmmer dem socialt og er det ved deres udseende, som de skammer sig mest over. 

Hvad gjorde du? 

– Det var jo et resultat af manges engagerede indsats. Men det startede i 2000, da den daværende socialoverlæge i Københavns Kommune, Preben Brandt – igennem mange år Danmarksmester i at hjælpe hjemløse – fortalte mig, at Røde Kors var i gang med at etablere De Hjemløses Hus ude på Nørrebro. Han spurgte, om det ikke kunne være en idé at få en tandklinik baseret på frivillig arbejdskraft stablet på benene i huset. Jeg greb idéen, og i 2002 åbnede klinikken. Det blev en succes og fik en del presseomtale. Mange tandlæger meldte sig til klinikken. Det gav en anden dimension til det at være tandlæge, når man kunne hjælpe en virkelig svag og marginaliseret gruppe med store tandproblemer. Og samfundet fik et andet billede af tandlæger end det gængse af, at vi bare vil tjene penge.

Nu er socialtandplejen skrevet ind loven. Er det ikke et stort fremskridt? 

– Bestemt, og jeg er glad for, at det, som startede dengang i 1990’erne, nu har udviklet sig til et lovkrav. Når det er sagt, er jeg ikke voldsomt optimistisk. Hvis man kigger på evalueringer af omsorgstandplejen og specialtandplejen, er der store problemer ude i kommunerne, så det skulle være mærkeligt, om man lige på socialtandplejen er helt fremme i skoene. Det er også mit indtryk, at det bliver grebet forskelligt an fra kommune til kommune. Jeg ser frem til en evaluering af ordningen. 

Hvordan ser du på fremtiden for tandplejen til de socialt udsatte? 

– Lovgivningen om socialtandplejen tager jo kun hånd om de allermest socialt marginaliserede borgere. Der er en stor gruppe af bl.a. kontanthjælpsmodtagere, som ikke kommer til tandlægen, fordi de simpelthen ikke har råd. De nuværende støtteordninger skal gøres mindre bureaukratiske, så den gruppe også kan få hjælp til tandpleje. 

Hvem vil du gerne sende stafetten videre til? 

– Jeg vil gerne sende den videre til specialtandlæge i tand­-, mund-­ og kæbekirurgi, Malene Hallund, og spørge, hvad der har fået hende til at være praktiserende specialtandlæge og ikke tandlæge på en kæbekirurgisk afdeling på et hospital, som hendes specialtandlægeuddannelse egentlig er målrettet mod.

Børge Hede spørger: 

Hvorfor har du valgt at blive praktiserende specialtandlæge og ikke tandlæge på en kæbekirurgisk afdeling på et hospital?