Mulig politisk åbning for ændring af loven
Der er stigende politisk forståelse for, at de regler for overdragelse af journaler på tandklinikker, der blev hastevedtaget sidste år, er ulogiske og bureaukratiske, lyder det fra Tandlægeforeningens formand, der tror på en ændring af loven inden for en overskuelig fremtid.
1. juli kan ændringen af autorisationslovens regler for overdragelse af patientjournaler på tandklinikker fejre et års fødselsdag. Men der er ikke meget at råbe hurra for, hvis du spørger landets klinikejere og Tandlægeforeningen.
Tandlægebladet har i en række artikler afdækket, hvordan de nye regler har skabt forvirring og øget bureaukrati på landets tandklinikker, da klinikejeren nu skal indhente samtykke til journaloverdragelse fra hver enkelt patient, hvis klinikken skifter CVR-nummer – uanset, om klinikejeren fortsat er den samme.
Tandlægeforeningen har derfor kaldt lovændringen ”hul i hovedet” og advaret om, at den kan risikere at gå ud over patientsikkerheden.
– Det er spild af tandlægernes tid og ikke mindst af patienternes tid – og så kan vi risikere, at nogle patienter kommer til at stå uden tandlæge, fordi deres journal ligger i Styrelsen for Patientsikkerhed, lød det fra formand for Klinikejerne, Torben Schønwaldt, i Tandlægebladet i maj.
Tandlægebladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra daværende sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, nu løsgænger i Folketinget, Liselott Blixt, der var en af arkitekterne bag lovændringen, samt fra sundhedsordførerne fra Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og SF, som alle var med til at vedtage de nye regler tilbage i 2021.
Der er stigende politisk forståelse for, at ændringen af loven er ulogisk og bureaukratisk
SUSANNE KLEIST, FORMAND FOR TANDLÆGEFORENINGEN
Vi ville gerne have spurgt, om de med den viden, de har i dag, vil arbejde for at ændre lovgivningen, så en klinikejer ikke skal indhente samtykke i forbindelse med en overdragelse, hvis vedkommende kan dokumentere, at der ikke sker ændringer for patienterne. Ingen af dem har dog ønsket at stille op til interview.
Politisk lydhørhed
Men noget kunne tyde på, at der alligevel er blevet lyttet bag Borgens mure. Ifølge Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist, er der positive takter fra flere partier, der er åbne over for at se på en ændring af lovgivningen.
– Min oplevelse er, at der er stigende politisk forståelse for, at den ændring af autorisationsloven, der blev hastevedtaget sidste år, er ulogisk og bureaukratisk. Lovændringen gælder kun for tandlægerne og ikke for andre sundhedspersoner, og der er ikke proportionalitet mellem, hvad man fra politisk side ønskede at få ud af lovgivningen, og hvad der er tilfældet i praksis, understreger Susanne Kleist.
Ifølge formanden har Tandlægeforeningen været i tæt dialog med Folketingets partier og embedsmænd i Sundhedsministeriet og bidraget med faglige argumenter og ikke mindst erfaringer fra klinikkerne rundt om i landet.
– Vi har en god dialog med en række ordførere, så jeg er fortrøstningsfuld – og jeg tror på, at hvis vi fastholder et politisk tryk, så er der politisk lydhørhed over for at få lovgivningen ændret inden for en overskuelig fremtid, lyder det fra Susanne Kleist.