Årgang 2022:

"Det håndværksmæssige har altid ligget mit hjerte nær"

Mød den nyuddannede tandlæge Reda Salim Abd Al-Hassan fra København, som har fået job tre dage om ugen hos en af sine undervisere.

REDA SALIM ABD AL-HASSAN

REDA SALIM ABD AL-HASSAN

KØBENHAVN

Jeg har fået job tre dage om ugen hos en af mine undervisere – Asta Teilum i Lyngby – hvor jeg skal starte allerede 1. juli. Da vi sad i klinikken tilbage i foråret, spurgte hun, om jeg havde fundet job – og for en måneds tid siden ringede hun mig så op og inviterede mig til samtale. Jeg var ved at falde bagover! Til samtalen syntes jeg, at der var en rigtig god stemning og atmosfære, så da jeg blev tilbudt jobbet, sagde jeg ja med det samme. Og så har jeg også fået job i Næstved Kommunale Tandpleje to dage om ugen, som jeg fik på en opslået stilling. Jeg bor i København og har to små børn, så i min jobsøgning har det været vigtigt for mig ikke at have alt for lang transporttid. Jeg har indtryk af, at der er mere konkurrence om stillingerne i København, så jeg har måttet tage lidt længere væk for at optjene timer til selvstændigt virke. Men det går nok, og jeg tror også, at det bliver spændende at komme udenfor København og opleve et andet miljø. 

Det er vigtigt for mig at arbejde et sted, hvor jeg kan udvikle mig og få faglig sparring af dygtige, erfarne tandlæger. Jeg kan godt lide et højt tempo, og jeg glæder mig til at skulle bruge det meste af min tid på patienterne, da det er ret begrænset, hvor mange patienter vi ser på skolen. 

Da jeg gik i folkeskole, troede jeg ikke, at jeg var særligt boglig, så jeg satsede på at blive håndværker. Men i gymnasiet begyndte jeg at få høje karakterer, og så åbnede dørene sig for nogle helt andre akademiske uddannelser. Det håndværksmæssige har altid ligget mit hjerte nær, og sammen med en interesse for det sundhedsvidenskabelige var tandlægestudiet helt oplagt for mig. 

Om 10 år håber jeg, at jeg har fået min egen klinik. Og så vil jeg gerne specialisere mig inden for rehabiliterende behandlinger, kirurgi og æstetik.