"Implantaterne reddede jazzmusikerens karriere"

Børge Hede spørger: 

Hvorfor har du valgt at blive praktiserende specialtandlæge og ikke tandlæge på en kæbekirurgisk afdeling på et hospital? 

– Da jeg blev færdig som specialtandlæge i 2007, var det ikke nemt at få job. Jeg tog derfor en stilling som klinisk underviser på Tandlægeskolen i København og startede samtidig i henvisningspraksis. Hurtigt blev jeg fanget af at bruge min kirurgi i praksis og samtidig undervise og være tilknyttet Tandlægeskolen. Jeg kunne nu dygtiggøre mig endnu mere indenfor implantologien og den orale kirurgi. Her opdagede jeg også den store glæde ved at undervise. Lige nu underviser jeg på den kliniske del af tandlægeuddannelsen – dvs. fx operativ fjernelse af visdomstænder – og holder forelæsninger i oral kirurgi. Jeg er samtidig ansvarlig for den kirurgiske del af implantologiundervisningen for 9. semester. Jeg elsker at inspirere og videregive min viden til studerende eller andre tandlæger. Det er et privilegie at få lov til at undervise. Jeg er selv blevet inspireret og undervist af ældre og dygtige kolleger. Nu føler jeg en stor lyst og faktisk også en forpligtigelse til at være den, der videregiver min egen erfaring og viden. 

Hvad er så det bedste ved at være praktiserende specialtandlæge? 

– Jeg bruger nok to tredjedele af min arbejdstid med behandlinger og resten på undervisning – både på skolen og på at afholde kurser i kirurgi og implantologi. Det er givende at kunne hjælpe kollegaer med deres patienter. Det er ofte svære tilfælde eller forløb, hvor patienterne kan være bange. Jeg synes, at jeg er god til at udvise omsorg, lytte til patienterne og få dem til at føle sig trygge og samtidig sikre, at de får den rigtige behandling. Det er vigtigt for mig, at de går fra klinikken og synes, det har været en god oplevelse at blive opereret. 

Kan du komme med et eksempel? 

– På et tidspunkt havde jeg en anerkendt international jazzmusiker, som kom til mig med et meget dårligt tandsæt. Som blæseinstrumentalist er munden en del af instrumentet. Uden tænder ville hele hans karriere og passion for at spille musik forsvinde. Vi lavede en plan med implantatunderstøttet fuldkæbebro i begge kæber, som gjorde, at han ikke på noget tidspunkt stod uden tænder. Implantaterne reddede jazzmusikerens karriere. 

Hvorfor blev du kæbekirurg? 

– Som studerende tog jeg orlov et halvt år for at tage til Sydafrika for at windsurfe og dykke. Jeg opsøgte dog alligevel tandlæger for at se tandlægeverdenen dernede. Jeg mødte en kæbekirurg, som arbejdede både på hospitalet og tandlægeskolen, men også i fattige townships og henvisningspraksis. Jeg fik lov at assistere ham i to måneder. Det var så spændende, at det ikke blev til meget surfing. Til gengæld blev det til et venskab på nu 27. år – og at jeg blev bidt af kæbekirurgien. 

Hvad er du fagligt mest optaget af lige nu? 

– Hvordan vi bedst får integreret vores høje faglighed i kirurgien med den nyeste teknologi. Det er vigtigt, at vi vælger den rigtige teknologi og de rigtige behandlinger, så vi får et workflow gavn for både behandlingen og patienterne. 

Hvilke fordele har den nye teknologi?

– Den kan i mange tilfælde skabe en bedre behandling i komplekse cases. Digital behandlingsplanlægning og printede guideskinner giver os mulighed for at planlægge og indsætte implantatet mere præcist. Jeg tror også, at den digitale teknologi kan bruges til at forbedre kommunikationen os tandlæger imellem, men også til patienterne. Hvis vi kan vise patienterne 3­d-scanninger og digitale planer, kan de bedre forstå deres behandlingsbehov og den kommende behandling. Teknologien kan selvfølgelig også bruges til at dokumentere vores behandlinger mere detaljeret. 

Hvem vil du sende stafetten videre til? 

– Jeg vil gerne sende fagstafetten videre til Lars Nygaard. Han evner at kombinere sin høje faglighed med et hjerte, der brænder for at hjælpe hoved-­hals-cancer­-patienter med komplekse protetiske behandlinger. 

Malene Hallund spørger: 

Hvad får dig til at fokusere så stor en del af din faglighed på behandlingen af svære og tidskrævende kræftpatienter? Og hvordan får du plads til det i din travle dagligdag i privat praksis?