Tandbehandling hjalp kontanthjælpsmodtagere tættere på arbejdsmarkedet

Bør tandlæger spille en større rolle i jobcentrenes indsats for de mennesker, der er fjernest fra arbejdsmarkedet – kontanthjælpsmodtagerne? 

Det spørgsmål er en naturlig følge af et forsøg med at nudge kontanthjælpsmodtagere fra et jobcenter i Københavns socialt belastede nordvestkvarter til at gå til tandlægen. 

I studiet foretog forskerholdets tandlæger og tandlægestuderende en motiverende intervention blandt godt hundrede kontanthjælpsmodtagere, som sagsbehandlere på jobcenteret havde rekrutteret. Deres tilknytning til arbejdsmarkedet blev siden holdt op mod en tilsvarende kontrolgruppe, og begge grupper blev fulgt i halvandet år. Resultaterne viste på flere parametre, at interventionsgruppens medlemmer havde rykket sig mere i forhold til jobmarkedet end de andre (se Faktaboks). 

En af tandlægerne, som var med i forsøget, er Katrine Dannemand Jensen, som dengang var ph.d.-studerende. 

– De indgik i to forskellige grupper. I den ene gjorde vi intet ud over, at vi bad dem udfylde nogle spørgeskemaer, og vi gjorde dem opmærksomme på, at vi arbejdede med et projekt, som handlede om tandsundhed, og om den har betydning for tilknytningen til arbejdsmarkedet, fortæller hun. 

– Den anden gruppe undersøgte vi. Det var ret interimistisk. De sad i en stol, og vi fik dem til at åbne munden, så vi kunne registrere fx hvor mange tænder, der manglede, og hvor meget caries, der var synligt. Vi havde nogle socialrådgiverstuderende til at hjælpe dem med at søge om hjælp til tandpleje, og nogle blev så henvist til fem tandlæger, som vi havde kontakt med. 

Hendes indtryk var klart, at det fyldte meget i deltagernes bevidsthed, hvis deres tænders tilstand var dårlig. 

– Mange af dem, vi havde i stolen fortalte, at det føltes som en voldsom barriere for dem. Det blev italesat, siger hun. 

– Det er en kombination af det æstetiske og det fysiske med smerter og evnen til at tygge den mad, man gerne vil spise, og som også kan betyde, at man ikke kan spise så sund en kost. 

Ikke-signifikant, men værdifuld 

Det var umiddelbart tydeligt, at motivationen havde en betydning for deltagernes tilbøjelighed til at søge tandlæge. Hvor lidt under halvdelen af interventionsgruppens medlemmer endte med at søge om tilskud til tandbehandling, var tallet i kontrolgruppen helt nede på godt 7 %. 

Deltagernes beskæftigelsesstatus blev derefter tjekket i det danske jobregister DREAM i halvandet år med seks måneders mellemrum. 

Ved studiets afslutning viste det sig, at interventionsgruppens deltagere gennemsnitligt havde haft fem uger mere med arbejdsmarkedstilknytning end dem i kontrolgruppen. 

‘Arbejdsmarkedstilknytning’ vil i denne sammenhæng ikke sige, at deltagerne havde fundet egentlig beskæftigelse, men at de var rykket tættere på arbejdsmarkedet fx i form af en virksomhedspraktik, eller at de havde fået et flexjob. 

Det jobcenter, hvor forsøget blev udført, tager sig af nogle af de allerdårligst stillede borgere i samfundet med meget ringe jobudsigter, og det var netop pointen. Forskerne ville se, om tandbehandling kunne hjælpe denne meget tunge målgruppe. 

Den positive effekt i interventionsgruppen var at se efter både seks måneder, et år og halvandet år, omend den ikke altid var statistisk signifikant. Tydeligst var effekten efter et år (se Faktaboks). 

Men selv om interventionens effekt ikke altid var signifikant rent statistisk set, har den stadig værdi, mener lektor og forskningsområdeleder på Odontologisk Institut ved Københavns Universitet Esben Boeskov Øzhayat, som stod i spidsen for studiet. 

Det gælder helt konkret i samfundsøkonomisk sammenhæng. 

– Kontanthjælp koster samfundet en hulens masse penge, så vi skal ikke rykke ret mange borgere ud af arbejdsløshed, før indsatsen kan betale sig, påpeger han. 

Dertil kommer det personlige aspekt for de pågældende kontanthjælpsmodtagere selv. 

– Man skal tænke på, at dette her er en meget speciel gruppe. Succesraten i forhold til selvforsørgelse er ekstremt lav, så bare det at rykke dem en smule tættere på arbejdsmarkedet kan for nogle være en kæmpesucces, lyder det fra Esben Boeskov Øzhayat.

Han er overbevist om, at en motiverende intervention kunne give endnu klarere resultater, hvis den blev mere tilpasset den enkeltes situation. 

– Vi anede ikke, om deltagerne overhovedet havde tandproblemer, eller om de stod et dårligt sted i deres liv, da vi lavede vores indsats. Men det er klart, at der er en tendens. Hvis man nu gjorde interventionen lidt mere målrettet fx mod dem, der er mest parate, tror jeg, man kunne få en meget større effekt, siger han. 

Tættere samarbejde med tandlæger 

Ifølge Maria Bødker Boje, der er centerchef hos Jobcenter København, Center for Jobindsats, har borgere, der ofte har meget komplekse liv også langt sværere ved både at få – og at passe – behandling i sundhedsvæsnet, herunder tandlægebehandling. 

– Vi oplevede med deltagelsen i projektet, at vi fik fokus på tandhygiejnen, fordi det blev gjort nemmere og mere tilgængeligt. Og at det i højere grad førte til, at borgere, der havde behov for det, fik en vurdering af deres behandlingsmuligheder og efterfølgende takkede ja til behandling. 

– Vi kan se, at flere af deltagerne i projektet efterfølgende har fået mod på at deltage i en mere virksomhedsrettet indsats, og vi ved, at det er et vigtigt skridt fremad for lige præcis den her gruppe af udsatte borgere, lyder det fra Maria Bødker Boje. 

Hun understreger, at der i høj grad er brug for, at de forskellige systemer bliver endnu bedre til at samarbejde omkring udsatte borgere. 

 – Jeg anser det som en vigtig velfærdsopgave at sikre, at også de mest udsatte borgere kan få den hjælp, de har brug for. Så jeg ser gerne et langt tættere samarbejde med tandlægerne.