"Jeg er ofte sidste stop på vejen"

Malene Hallund spørger:

Hvad får dig til at fokusere så stor en del af din faglighed på behandlingen af svære og tidskrævende cancerpatienter? Og hvordan får du plads til det i din travle dagligdag i privat praksis? 

– Min interesse for cancerpatienter går mange år tilbage. Jeg startede min uddannelse som sygeplejerske som 21-årig, hvor jeg i februar 1983 startede på Plastik- og Kæbekirurgisk Afdeling på Rigshospitalet. Min første opgave var at gøre en ældre herre klar til sin 75-års fødselsdag, hvor familien kom. Han havde haft mundhulecancer og havde mistet hele underkæben, så vi puttede ca. 30 meter gaze ind i hans underansigt. Han gennemførte sin fødselsdag, og næste dag døde han. Den oplevelse satte mit eget liv i perspektiv, og mit fokus på cancerpatienter fortsatte, da jeg senere blev tandlæge og startede på Tandlægeskolen på Afdeling for Protetik som behandlingstandlæge i 1995. Her fik jeg ret hurtigt lov til at behandle hoved-hals-cancer-patienter.

Så det er din baggrund som sygeplejerske, der har formet dig som tandlæge? 

– Ja, det er formodentligt min sygeplejebaggrund, der gør, at jeg har lyst til det, og at jeg får en kæmpe glæde af det, fordi jeg hjælper nogle folk, som virkelig har brug for det og ikke bare har knækket en tand. Her handler det i stedet om, at patienten skal kunne spise, drikke, tale og i det hele taget kunne leve. Jeg kan godt lide, der er et større slag i bolledejen end bare tænder, og jeg synes, jeg meget smukt har fået en rød tråd igennem min karriere med cancerpatienter. 

Hvordan oplever du, at cancerpatienter adskiller sig fra almindelige patienter? 

– Både menneskeligt og teknisk er det hårdt at arbejde med cancerpatienter. Du skal kunne rumme patienternes sorg og dødsangst, og rent teknisk viser senskader af strålebehandling sig ved, at der ofte er en meget stor grad af fejlsynkning, ekstrem mundtørhed og påvirkede tyggemuskler, som gør det svært for patienterne at gabe. Samtidig er risikoen for at få caries for dem mangedoblet. Mange af dem, jeg får ind, er meget komplekse, og derfor er der meget at behandle. Det tager lang tid, men jeg prioriterer det, fordi det er helt afgørende for min odontologiske karriere, at jeg har de her patienter, og jeg nyder helt banalt at kunne gøre en forskel for dem. 

Du har kæmpet for, at denne patientgruppe skal have støtte til behandlingerne. Hvorfor? 

– Der er et paradoks i lovgivningen, hvor stråleskadepatienter er en opgave for privatpraktiserende tandlæger, og det mener jeg ikke, det altid burde være. Det er en lang diskussion, som jeg har været en del af i 25 år. Da jeg blev ansat som afdelingstandlæge på Specialklinik for Kæbeprotetik på Tandlægeskolen i København i 2001 og syv år frem, kæmpede jeg sammen med Kræftens Bekæmpelse for, at vi kunne påtage os at behandle de her cancerpatienter på skolen. Det blev af praktiske årsager desværre ikke til noget, selv om tanken var indlysende, da vi på Tandlægeskolen havde alle de relevante specialer samlet. I sundhedsloven har vi paragraf 166.1, hvor patienterne har mulighed for at søge økonomisk støtte, hvis man har ”betydeligt dokumenterede tandproblemer”. Men hvad er ”betydelig”? Man skulle gøre sådan, at når du får strålebehandling, så burde du automatisk få en bevilling til dine tænder. 

Fortsætter din kamp for patientgruppen? 

– Ja, men det er lidt som at slås mod vindmøller. Jeg har prøvet at sætte fokus på det politisk, men der sker ikke noget på trods af, at det er den 10.-hyppigste cancerform. Da jeg var afdelingstandlæge på Tandlægeskolen, havde jeg en anden platform, men nu er jeg jo bare almindelig privatpraktiserende. Helt praktisk har det været og er stadig svært at få tid til det. Nu behandler jeg så mange af dem, og jeg har mellem fem og otte hoved-hals-cancer-patienter hver dag året rundt. De bliver primært henvist fra kollegaer, patientforeninger og hospitaler, som ved, at jeg har en særlig ekspertise, og ofte er jeg sidste stop på vejen. Men hvem er der bagefter mig? Jeg har brug for, at yngre kollegaer bliver lige så indigneret over det her, som jeg er, og som tager faklen videre. Det er hårdt arbejde, og du skal vænne dig til, at alt ikke går, som du har tænkt dig i behandlingen, men det er det hele værd, når du i den grad kan gøre en forskel for denne udsatte og traumatiserede patientgruppe. 

Hvem vil du gerne sende stafetten videre til? 

– Jeg vil gerne sende stafetten videre til Jan Thomsen, fordi han igennem 20-25 år utrætteligt har været landets flittigste kursusgiver. Han har haft stor betydning for flere generationer af tandlægers efteruddannelser. 

Lars Nygaard spørger: 

Hvordan har du kunnet blive ved med at holde gejsten til at holde alle dine kurser? Hvilke glæder og omkostninger har der været, og hvad er dit bud på fremtidens efteruddannelser?