"Det er en vild erkendelse, at jeg egentlig er kommet ret langt"
Birgit Nissen er rejst til Italien for at deltage i et mindfulnesskursus for tandlæger for at få redskaber til at opnå en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv.
07.00
Jeg står op og tager yogatøj på. På min yogamåtte ligger et personligt ”bekræftelseskort”, og på mit står: ”Jeg vælger mig selv, jeg stoler på mig, kun jeg kender min rette vej og min sandhed”. Det giver mig en god følelse og energi til resten af dagen. Jeg har tilmeldt mig rejsen, fordi jeg står et sted i mit liv – både fagligt og privat – hvor jeg skal træffe nogle valg og har brug for en klarhed over, hvad der er vigtigt.
08.30
Vi spiser vegansk morgenmad, stadig iført yogatøj. Hotellet er et gammelt kloster, der ligger i et fredet naturreservat. Her er stort set ikke wi-fi, og det giver en dejlig ro og mulighed for fordybelse.
09.30
Dagens første session handler om at så et frø. Vi taler om, hvad der betyder noget for os som tandlæger og mennesker. Gennem snakken med de andre opdager jeg, at jeg kan mange flere ting, end jeg troede. Og at jeg egentlig er ret langt i min udviklingsproces både fagligt og personligt. Det er en vild erkendelse, da jeg hjemmefra var et svært sted med mange uafklarede spørgsmål. Nogle af de erfarne klinikejere på kurset vil gerne høre mine erfaringer. Det giver et selvtillidsboost til min videre proces og arbejde med mig selv.
13.00
Eftermiddagssessionen handler om stress og trivsel. Vi vandrer i stilhed til en nærliggende flod. Undervejs reflekterer jeg over formiddagens snakke. Nede ved floden er der mulighed for et dyp i det forårskolde vand, og vi arbejder med vejrtrækning. Jeg springer dog floddyppet over.
18.00
Vi skal spise i total stilhed uden elektrisk lys. Kun ilden fra pejsen og nogle stearinlys lyser det dunkle rum op. Vi sidder ved to langborde og spiser i stilhed. Det var meget mærkeligt og akavet første dag, hvor vi ikke kendte hinanden. For hvor skal man kigge hen? Og hvordan når man kanden med vand uden ord? Men når man finder ud af at være i det, giver det en utrolig ro, og man kan dufte og smage mere på maden, end man plejer. En aften bliver jeg følelsesmæssigt påvirket under middagen, fordi jeg pludselig får tid til at bearbejde alle de ting, der er sket, og tænke over, hvad der betyder noget.
19.30
Jeg udarbejder en personlig handlingsplan sammen med en af instruktørerne. Det giver ro, at tingene bliver konkrete og sat i system, så jeg ved, hvad jeg skal, når jeg kommer hjem. Vi laver en vision for mit arbejdsliv – hvor vil jeg hen? Hvordan kan drømmene blive til virkelighed i mit tempo? Det hjælper mig til at skabe fokus. Selvom jeg er en relativt ung tandlæge, har jeg gennem otte år på arbejdsmarkedet allerede fået nogle knubs, så jeg har brug for at vide, hvad der skal ske fremadrettet. Jeg er gravid, så lige nu fylder det også, hvordan jeg fremover får skabt en god balance mellem arbejdsliv og privatliv. Vi har aftalt i gruppen, at vi kan ringe og skrive til hinanden, når vi kommer hjem, så der er mulighed for sparring og at kunne blotte sig og dele op- og nedture. I branchen kan det hurtigt komme til at se meget perfekt ud med flotte cases i diverse onlinegrupper, men det skal være OK at have en hård dag med udfordringer og erkende, at vi alle laver fejl – på den måde bliver vi bedre tandlæger.
22.30
Jeg går i seng og læser mine noter fra dagen igennem. Jeg sender en sms til min kæreste, da mit værelse er et af de eneste steder, man kan være heldig at fange noget mobildækning.