6 skarpe til Susanne Zimmer, Frie Grønne
Valget er udskrevet! Men hvad vil politikerne på tandlægeområdet? Og hvordan vil de fremme tandsundheden i Danmark? Tandlægebladet har spurgt partiernes sundhedsordførere. Læs Frie Grønnes bud her.
Mange patienter med hoved-halskræft får senfølger i form af massive tandproblemer, men det offentlige giver via § 166 kun tilskud til en del af den nødvendige tandbehandling og først, når skaden er sket. Vil du arbejde for, at tandbehandling bliver en del af det samlede kræftpakkeforløb?
Ja det vil vi. I Frie Grønne ønsker vi, at alle får gratis tandlægebehandling over sygesikringen, dog undtagen kosmetisk behandling.
Mange danskere får store tandproblemer pga. medicin, der har mundtørhed som bivirkning, og de fleste skal selv betale det meste af tandlægeregningen. Bør der indføres en tilskudsordning for dem, der har et ekstra stort behov for tandbehandling pga. mundtørhed, der skyldes medicinforbrug?
Ja, som ovenfor beskrevet ønsker Frie Grønne gratis tandlægebehandling.
Kontanthjælpsmodtagere kan via § 82a få tilskud til tandbehandling på op til 10.000 kroner. Der er dog en egenbetaling på 600 kroner, og hvis man er over 25 år, skal man også selv betale 35 % af den resterende tandlægeregning op til 10.000 kroner. Vil du arbejde for at afskaffe egenbetalingen for kontanthjælpsmodtagere?
Ja, Frie Grønne ønsker gratis tandlægebehandling.
Det offentlige betaler 100 % af lægeregningen, men kun cirka 15 % af tandlægeregningen. Skal det være billigere at gå til tandlæge – og i så fald for hvem og hvordan?
Tandlægeregningen skal 100 % betales af det offentlige – for alle. På lige fod med lægeregningen.
Siden 2018, hvor tandlægeoverenskomsten blev opsagt, har skiftende regeringer lovet en ny model for voksentandplejen, men den er endnu ikke kommet. Vil du arbejde for, at en ny model for voksentandplejen bliver vedtaget inden for det næste år?
Ja.
Skal der åbnes for, at andre end tandlæger kan eje en tandlægeklinik?
Det kan være tandlæger eller andre personalegrupper i tandplejen, som ejer tandlægeklinikken.