Leder:

Lad os få tænderne på finansloven

Vi har brug for en ny og visionær model for voksentandplejen, der fremtidssikrer tandsundheden. Som altid stiller Tandlægeforeningen sig til rådighed med tal, analyser og erfaringer, skriver Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen.

Susanne Kleist leder
Tekst: Susanne Kleist / Foto: Les Kaner

Inflationen raser, pandemien trækker stadig økonomiske spor, og der er krig i Europa. 

Der var derfor ikke lagt op til store armbevægelser og prestigefulde initiativer, da finansminister Nicolai Wammen på årets sidste sommerdag præsenterede regeringens bud på det, han med egne ord kalder en ”stram finanslov”. 

Jeg er derfor opløftet over, at regeringen har lyttet til os og afsat 125 mio. kr. på finansloven til at uddanne flere tandlæger. Over de kommende fire år vil tandlægeuddannelserne i Aarhus og København samlet set optage 120 flere tandlægestuderende. 

Initiativet er bidende nødvendigt. Jeg tror, de fleste af os mærker konsekvenserne af, at der i flere år er blevet uddannet for få tandlæger. Mange steder i landet – fra Nordjylland til Bornholm – er der akut tandlægemangel. Jeg hører om flere og flere kollegaer i privat praksis, som har hævet ventetiden, nogle har endda lukket for tilgang af nye patienter, og der er klinikker, der må sige farvel til gode og trofaste patienter pga. travlhed. I det offentlige hører jeg om længere indkaldeintervaller – nogle steder langt over kommunens egen målsætning. Det kan hverken vi eller patienterne være tjent med. 

De fleste af os mærker konsekvenserne af, at der i flere år er blevet uddannet for få tandlæger

Med bevillingen kan der fremover optages ca. 200 tandlægestuderende om året. Med det nuværende frafald svarer det til ca. 146 dimittender. Det løser ikke den akutte tandlægemangel, men er et rigtig godt skridt på vejen. 

Det var det søde – og nu til det sure. 

Skiftende regeringer har siden 2018 bebudet, at der ville komme en ny model for voksentandplejen. En ambition, som samtlige af de politiske partier, Tandlægebladet har talt med til valgkampsdækningen i dette blad, deler. 

Formålet med en ny model var bl.a. at forenkle kludetæppet af tilskudsordninger på tandlægeområdet. I foråret lovede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i et ministersvar, at den længe ventede model ville blive præsenteret inden udgangen af 2022. Men vi har ikke set skyggen af den, og den er heller ikke at finde i regeringens bud på en finanslov. 

Vi har brug for en ny og visionær model for voksentandplejen, der fremtidssikrer tandsundheden. En model, der gør op med uligheden i sundhed og tilgodeser særligt udsatte patienter. En model, der forenkler og ikke forringer muligheden for at søge om tilskud til tandpleje. En model, der tager højde for, at sundhed i munden hænger sammen med sundhed i resten af kroppen. Og en model, der sikrer, at tandlægernes tid bruges på patienterne fremfor papirnusseri. 

Vi er klar, og vi stiller os som altid til rådighed med tal, analyser og erfaringer, der kan kvalificere en ny model for voksentandplejen. 

Lad os få tænderne på finansloven.