Tusinder svage ældre svigtes fortsat
En ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at der stadig er mange tusinde svage ældre, der ikke bliver visiteret til omsorgstandplejen. Uambitiøst og handlingsløst, lyder kritikken.
Det er fortsat kun knap halvdelen af de borgere, der burde blive visiteret til omsorgstandplejen, som rent faktisk bliver det. Dermed er der op mod 53 % svage ældre, der ikke får den tandpleje, de er berettiget til. Det viser en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, der er blevet udarbejdet i kølvandet på forespørgslen, som Jane Heitmann, ældre- og omsorgsordfører for Venstre, rettede til sundhedsminister Magnus Heunicke i foråret 2021.
– Det piner mig, at man fra regeringens side ikke er mere ambitiøs i forhold til at sikre en værdig alderdom for vores ældre, for omsorgstandpleje handler netop også om værdighed, siger Jane Heitmann om undersøgelsens resultater. Sundhedsstyrelsens overordnede konklusion indbefatter dog også, at hovedparten af kommunerne har implementeret anbefalingerne for en styrket forebyggelses- og informationsindsats, men at kvalitetssikringen er mangelfuld, og at der stadig er et behov for yderligere fokus på informationsindsatsen.
Forvirring om visitation
Tandlægeforeningens formand for offentligt ansatte tandlæger, Susanne Egtoft Nielsen, mener også, det er en nedslående konklusion, som opfølgningen giver.
– Vi kan konkludere, at indsatsen ikke har ført nogen handling med sig, og at det ikke er nok at sige, at kommunerne ”bør” gøre noget. Hvis vi skal have øget visitationen, så kræver det noget centralt hjælp, siger Susanne Egtoft Nielsen.
Hun peger på, at anbefalingen i 2016 lød på at lægge omsorgs- og specialtandplejen sammen til ét tandplejetilbud. Sidenhen er socialtandplejen blevet indført, og det betyder, at der nu er tre separate tilbud, som visitatorerne skal jonglere imellem.
– Jeg tror ikke, det handler om omsorgstandplejen specifikt, men at det generelt er for svært at finde ud af, hvor man skal visitere folk hen. Ved at lægge omsorgs-, special- og socialtandplejen sammen og lade fagprofessionelle vurdere, om en patient kan få et tilbud, slipper man for tvivl og bøvl, siger Susanne Egtoft Nielsen.
Sundhedsministeriet har på baggrund af Sundhedsstyrelsens opfølgning sat et arbejde i gang med at belyse problemstillingen nærmere, men det er ifølge Jane Heitmann ikke godt nok.
– Jeg havde gerne set, at regeringen her havde understreget, at det skulle være en hurtigarbejdende arbejdsgruppe. Ligesom jeg også gerne havde set, at man fra regeringens side havde sendt et signal om, at man havde en ambition om at komme i mål med en ny lovgivning for hele voksentandplejelovgivningen, inden valget udskrives, siger Jane Heitmann.
Tidslinje
2016: Efter pres fra Tandlægebladet kom Sundhedsstyrelsen med sine anbefalinger til en modernisering af omsorgstandplejen, der er til for svage ældre og andre, som har svært ved at benytte almindelig tandlæge.
2019: 26.079 borgere bliver visiteret til omsorgstandplejen. Målgruppen vurderes til mellem 52.000 og 63.000.
2022: Nyt notat fra Sundhedsstyrelsen viser, at der i 2021 blev henvist 26.292 borgere, hvor målgruppen var justeret til 50.000.