Tandlæger og læger i brev til sundhedsministeren:

Evaluering af ”Strammerpakken” kalder på handling

Evalueringen af Styrelsen for Patientsikkerheds sundhedsfaglige tilsyn, der i 2016 blev strammet efter politisk ønske, afslører problemer og manglende tillid til den måde, tilsynet forvaltes på. Det mener Tandlægeforeningen og Lægeforeningen, der foreslår en hurtigtarbejdende taskforce.

Journal
Tekst: Anne Burlund

Den stramning af det sundhedsfaglige tilsyn – også kaldet ”Strammerpakken”, som Folketinget vedtog i 2016 – har haft massive og utilsigtede konsekvenser. Sådan lyder det i et brev fra Tandlægeforeningen og Lægeforeningen til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde på baggrund af en evaluering af Styrelsen for Patientsikkerheds sundhedsfaglige tilsyn, som Sundhedsministeriet for nylig har offentliggjort. 

”Tilsynets ageren spænder ben for tillid, åbenhed og læring,” står der bl.a. i brevet til Sophie Løhde, der selv var sundhedsminister i 2016. 

De to foreninger understreger, at det er vigtigt med en fagligt stærk tilsynsmyndighed i Danmark, som kan gribe ind mod de brodne kar, men som også kan finde den rette balance og især har fokus på at forbedre patientsikkerheden gennem åbenhed og læring. 

”Balancen hos styrelsen har desværre været skæv og mistænkeliggørende over for sundhedspersoner bredt set alt for længe, og det spænder ben for bedre patientsikkerhed. Det er hverken patienter eller sundhedsprofessionelle tjent med,” lyder det i brevet til ministeren.

Tilsynets ageren spænder ben for tillid, åbenhed og læring

TANDLÆGEFORENINGEN OG LÆGEFORENINGEN

Ifølge Tandlægeforeningens formand er tandlægers retssikkerhed i det nuværende tilsyn i dag uhørt dårlig: 

– Dialogmuligheden, inden der udstedes en sanktion, er fuldstændig uden betydning, og samtidig har tandlægerne ingen ankemulighed for en af de hyppigst anvendte sanktioner. Kendsgerninger, der i høj grad bidrager til tandlægers oplevelse af utryghed, og det gavner bestemt heller ikke læring eller patientsikkerheden, lyder det fra Susanne Kleist.

Behov for dialog og taskforce

Derfor er der ifølge de to foreninger et presserende behov for at indlede en dialog om, hvordan det kan sikres, at tandlæger, læger og andre sundhedspersoner kan føle sig trygge og have tillid til, at deres tilsynssag behandles objektivt, retfærdigt og gennemsigtigt, hvis de kommer i tilsyn. 

Tandlægeforeningen og Lægeforeningen foreslår derfor, at der meget hurtigt nedsættes en taskforce, som bl.a. skal etablere et mere gennemsigtigt og lyttende og mindre ”truende” tilsyn og arbejde for at optimere information og kommunikation til sundhedspersoner, der er underlagt et tilsyn. 

Tandlægeforeningen og Lægeforeningen bør ifølge de to foreninger indgå i taskforcen, som de gerne ser afslutter sit arbejde inden sommerferien. 

Tandlægebladet har forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Sophie Løhde, men hun har ikke ønsket at udtale sig, før hun har sendt et officielt svar på brevet fra de to foreninger.