"Havde det ikke været for en dårlig hofte, havde jeg nok stået ved stolen endnu"

Knud Erik Jensen ville egentlig slet ikke have været tandlæge. Alligevel endte han med at elske sit fag. Og behandle sin sidste patient som 87-årig. 

I virkeligheden ville Knud Erik Jensen have været maskiningeniør. Han blev student som 17-årig i 1946, kort efter besættelsen og i en verden og en tid, hvor der fandtes et stort håb om fred og en lysere fremtid. Ligesom mange andre af tidens unge lå hans interesse i mekanik og maskiner. Kort sagt i det felt, hvor tidens store teknologiske landvindinger og fremskridt fandtes. 

– Min mor var dog ikke meget for, at jeg skulle så tidligt til København for at studere, så jeg tog et værkstedsår, som det hed dengang, for at snuse til faget. På Maglemølle Papirfabrik. Det viste sig, at det slet ikke var mig. Og det var en stor skuffelse. Jeg hutlede mig lidt gennem de næste par år uden at vide, hvad jeg så skulle tage mig til. Indtil jeg fik den tanke, at det måske også var godt nok at blive tandlæge, fortæller Knud Erik Jensen. 

Han ler lidt af den tanke i dag. For det viste sig, at det var langt mere end bare ”godt nok” for Knud Erik Jensen at blive tandlæge.

– Jeg må sige, at jeg blev meget glad for faget. I begyndelsen tiltalte det mig mest, at jeg kunne skabe en levevej med egen praksis, men det stod hurtigt klart for mig, at tandlægefaget passede til mine fingre og til mit temperament. Jeg trivedes med arbejdet. Og fandt det spændende og meningsfuldt. 

Føltes som en hæder
Knud Erik Jensen begyndte sin studietid på Universitetsparken 4 på Østerbro i København, hvor tandlægestudiet havde til huse dengang, og meldte sig straks efter eksamen i 1953 ind i Tandlægeforeningen. 

– Det følte jeg som en gave, en hæder faktisk. Det var noget, jeg var stolt af. Det var jo et fint fag, fortæller han. Samtidig lå der også en tryghed i medlemskabet for den unge tandlæge. Da han blev færdiguddannet, oplevede han at have brug for en forening, som kunne sikre, at han blev behandlet ordentligt og taget hånd om, hvis noget skulle gå galt. 

– Der findes jo altid risici ved en behandling. Også selv om man er omhyggelig og velforberedt. Dengang havde vi fx ikke samme forståelse for allergiske reaktioner som i dag. Så det var rart at vide, at jeg ikke var overladt til mig selv, hvis jeg kom til at lave noget galt. Det gjorde jeg nu ikke, men det var alligevel en god tryghed at have. 

– Jeg blev ansat i en 20 timers ansættelse på Tandlægehøjskolen i 1961. De første tre måneder skulle jeg arbejde uden løn. Og det er jo morsomt at tænke på i dag. Men dengang skænkede jeg det ikke en tanke. Jeg ville bare have fingrene indenfor. Det var mit karriereønske. Og det var det eneste, der optog mig. 

I 1963 blev jeg afdelingstandlæge på afdelingen for protetik. Samme år åbnede jeg en klinik på Vester Farimagsgade i København og etablerede en privat praksis i samarbejde med en række andre deltids-kolleger fra Tandlægehøjskolen.

– Man kan næsten sige, at det var landets første tandlægekæde, som der jo siden er kommet flere af, siger Knud Erik Jensen.

Klinikken fungerede med skiftende tandlæger indtil 1990. 

 – Herefter lejede jeg en klinik hos tandlæge Marianne Clemensen på Vodroffsvej på Frederiksberg. 

Hele vejen rundt i faget
De sidste år af sit arbejdsliv arbejdede han i Frederiksberg Kommunes Omsorgstandpleje. 

 – Jeg kom hele vejen rundt i mit fag. Og jeg holdt også meget af mine sidste aktive år. Det gav god mening at komme rundt til mennesker, som ikke selv kunne opsøge en tandlæge. Og gøre en forskel for dem, siger Knud Erik Jensen. 

– Jeg behandlede min sidste patient som 87-årig, og havde det ikke været for en dårlig hofte, så havde jeg nok stået ved stolen endnu. 

Knud Erik Jensen er fortsat medlem af den forening, han meldte sig ind i som ung tandlæge. For at følge med i fagets udvikling, når et nyt eksemplar af Tandlægebladet dumper gennem brevsprækken. Men også fordi han fortsat er stolt af at være en del af standen.