Styrket sundhedsprofil og ny fortælling om standen

Der var især to ting på spil, da Freddie Sloth-Lisbjerg satte sig i formandsstolen i begyndelsen af 2010’erne. Udadtil havde foreningen brug for at styrke sin position som en sundhedspolitisk forening, der arbejdede for god tandsundhed – ikke kun for dem, der kunne betale, men for alle samfundets borgere. Og indadtil var der et voksende ønske om at samle tandlægerne i én forening, efterhånden som bruddet fra 1987 var begyndt at komme mere på afstand. 

– Mine forgængere – ikke mindst Susanne Andersen – havde allerede sat skub i arbejdet for at samle tandlægerne i én forening igen, så det lå i kortene, at den næste formand skulle være en, der kunne fortsætte det arbejde. Samtidig skulle den nye formand kunne tale om adgang til tandsundhed for alle samfundets borgere med en vis portion troværdighed og autenticitet. Og her var jeg – min baggrund taget i betragtning – det ret oplagte valg, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

Tandsundhed for alle
Freddie Sloth-Lisberg er vokset op i en arbejderfamilie. Hans mor var ufaglært og hans far maskinarbejder, og begge forældre var dybt engagerede i fagbevægelsen og i kampen for bedre vilkår for mennesker på bunden af samfundet. Det var en politisk bevidsthed og social indignation, som Freddie Sloth-Lisberg tog med sig. Også selv om han som den første i familien fik en studentereksamen, uddannede sig til tandlæge og dermed selv steg op ad den sociale rangstige. 

Samtidig var Freddie Sloth-Lisbjerg en formandskandidat, der kunne tale både klinikejernes og de kommunalt ansatte tandlægers sag. 

– Jeg var godt nok selv klinikejer på det tidspunkt, men jeg havde arbejdet en årrække i den kommunale tandpleje, så jeg kendte til begge verdner. Og så havde jeg boet og arbejdet flere år i Tyskland under genforeningen. Der havde jeg set, hvad det kræver, når en gruppe, der har mere, skal forenes med en gruppe, der har mindre. Det kræver solidaritet. Nogle må dele ud af det, de allerede har, så flere kan få det, de har brug for, siger Freddie Sloth-Lisbjerg. 

Under sit formandskab arbejdede han målrettet – sammen med sekretariatsfolk, hovedbestyrelse og i samarbejde med flere politikere – for at etablere en socialtandpleje. Og da den kom med tilførsel af 180 mio. kr. i 2015, kunne han ikke andet end bakke op om den ny rammefordeling, også selv om den betød en betydelig beskæring i rammen til voksentandplejen – og dermed i tilskuddet til de private klinikejeres primære klientgruppe. 

Det blev han ikke kun populær på. 

– Klinikejerne blev – fuldt forståeligt – frustrerede, og det gav anledning til kritik af min opbakning til ordningen. Jeg kunne da også godt selv have ønsket mig flere penge frem for en omfordeling. Men når det ikke kunne være anderledes, så var det det rigtige at gøre. Det mente jeg dengang. Og det mener jeg stadig i dag. 

Sunde tænder og sunde penge
Socialtandplejen og den senere etablering af gratis tandpleje for de 18-21-årige hører ifølge Freddie Sloth-Lisbjerg til blandt de vigtigste forandringer, der blev gennemført – eller sat i gang – i de år, han sad som formand. 

– Fortællingen om tandlæger havde for længe været den, at vi først og fremmest tjente penge. En del penge faktisk. Jeg ville gerne skrive den fortælling om. Der er intet galt med at tjene penge, men tandlæger skal tjene det, jeg kalder sunde penge. Vores arbejde skal gøre en forskel ikke kun for dem, der kan betale, men for alle – uanset deres økonomi. Tandlægeforeningen er netop ikke kun en fagpolitisk, men også sundhedspolitisk forening, og som formand skal man varetage både medlemmernes og samfundets interesser, siger Freddie Sloth-Lisbjerg og tilføjer så: 

– Det kan måske undre nogen, at jeg nævner ungdomstandplejen, fordi den først blev en realitet, efter jeg stoppede som formand. Men det var en ordning, der var på min dagsorden alle år og altid figurerede højt på mine talepapirer under møderne på Christiansborg. Som formand må man bare acceptere, at en del af det, man arbejder for, først bliver en realitet, længe efter man selv er stoppet på posten. 

En af de ting, Freddie Sloth-Lisbjerg imidlertid fortsat har svært ved at acceptere, er, at det endnu ikke er lykkedes at samle tandlægerne i én forening. 

– Det lykkedes os at få lidt flere kommunalt ansatte tandlæger tilbage i folden på min vagt. Men det var jo ikke det endelige mål. Og det ærgrer mig grænseløst, at det ikke skete, for vi var en fingerbredde fra at få det til at lykkes, siger han. 

– Jeg tror dog stadig på det. For det er klart, at vi står stærkere, når vi står sammen. Både på den fagpolitiske og sundhedspolitiske dagsorden.