Friske sår efter bruddet og tiltrængt økonomisk eftersyn
Der var ifølge Per Gaunø Jensen rod i økonomien, da han ved årtusindeskiftet satte sig i formandsstolen. Det blev hans opgave at få regnskabet til at gå op og begynde helingen efter bruddet mellem klinikejere og kommunalt ansatte årtiet forinden.
Der var nok at tage fat på, da Per Gaunø Jensen overtog formandsposten i 2001. Tandlægeforeningens økonomi trængte til et eftersyn, og samtidig spirede ambitionen om at samle standen efter bruddet i 1987, hvor flere kommunalt ansatte tandlæger havde forladt foreningen for i stedet at stifte det, der i dag er kendt som ATO. Sidst, men absolut ikke mindst, var konturerne af en alvorlig tandlægemangel for alvor begyndt at tegne sig i horisonten.
Den første opgave skulle vise sig at blive langt nemmere at løse end de to sidste.
– Da jeg overtog formandsposten, var vi allerede opmærksomme på, at økonomien ikke var i overensstemmelse med foreningens vedtægter. Vores egenkapital levede ganske enkelt ikke op til vedtægtskravet om, at formuen skulle overstige værdien i Amaliegade. Og samtidig havde det vist sig, at foreningens eget serviceselskab, som tandlægerne havde købt rådgivning, kurser og udstyr af frem for at købe det udefra, længe havde kørt med et stort underskud og måtte lukke, året før jeg tiltrådte, siger Per Gaunø Jensen.
– Det gav sig selv, at det var der, vi skulle sætte ind først. Og det var et sejt træk, for det betød, at vi skulle gennemføre en række nedskæringer og afskedigelser. Omvendt kunne vi sætte medlemskontingentet ned et par år senere. Og det var en stor tilfredsstillelse, at medlemmerne fik direkte gavn af den forbedrede økonomi.
En ambition om at samle standen
Per Gaunø Jensen så allerede dengang helst, at netop medlemmerne skulle tælle alle landets tandlæger, og trods forsøg på at skabe en søjlestruktur havde lidt skibbrud året inden, var det forhåbningen at samle standen på ny.
– Jeg var ikke politisk aktiv, da bruddet kom i 1987, men syntes allerede dengang, at det var en meget ærgerlig udvikling. Som stand har vi brug for at stå sammen, hvis vi skal påvirke vores egne arbejdsforhold og den samfundsudvikling, som vores fag spiller ind i, siger Per Gaunø Jensen.
På det tidspunkt var udviklingen netop begyndt at gå i den gale retning. Tandlæger gik på pension i stort antal, og der blev ikke uddannet nok til at tage over. Alle prognoser og fremskrivninger pegede på alvorlig tandlægemangel i nær fremtid.
– Vi arbejdede for at uddanne flere og øge antallet af specialtandlæger under uddannelse. Én ting er, at manglen gør det svært at ansætte tandlæger og afhænde klinikker, men det er sekundært i forhold til, at borgere i randområderne – fx her i Nordjylland, hvor jeg er – får svært ved at få en tandlægetid i nærområdet. Det var dét, der var min bekymring dengang. Og det, der stadig er min bekymring i dag, siger Per Gaunø Jensen.
Jeg tror kun, det er et spørgsmål om tid, før standen er samlet igen
Politisk indflydelse sat i system
Sammen med ”en dygtig hovedbestyrelse, mange begavede fagpolitikere og et stærkt sekretariat”, var Per Gaunø Jensen som formand med til at etablere jævnlige møder med ordførerne på Christiansborg for netop at sikre sig en stemme i udviklingen. Og en mulighed for at klæde politikerne tandlægefagligt på. Det er en praksis, der fortsat kører i dag.
– De folkevalgte på Borgen har enorme stakke af papirer liggende foran sig. Hvis man skal sørge for ikke at drukne i den stak, skal man sikre sig, at man kan komme jævnligt forbi og fortsætte dialogen om de ting, man synes er vigtige.
– Man skal huske på, siger Per Gaunø Jensen, at politikerne ikke er født med en naturlig interesse for tandlægefaget og fagets betydning for samfundssundheden.
– Ved at fortælle dem om det skal vi sørge for, at de får den interesse og indsigt.
– Men det siger sig selv, at vi ville tale med større kraft, hvis vi som stand talte med én stemme. Da jeg var formand, var tiden ikke moden til genforening, og selv om det var en skuffelse, at det ikke lykkedes, har jeg jo kunnet konstatere, at det heller ikke lykkedes i de næsten 20 år, der er gået siden, siger Per Gaunø Jensen.
Han tror dog stadig på projektet.
– Der var en langt skarpere tone mellem foreningerne dengang. Sårene var stadig friske, og mange, der havde været med under bruddet, var endnu aktive. Nu har nye generationer taget over. Og det betyder noget. Ligesom i en familie, hvor tingene er kommet på afstand efter at være gået skævt.
– Jeg tror kun, det er et spørgsmål om tid, før standen er samlet igen.
