Susanne Andersen, formand 2005-2011:

En mere åben og dialogorienteret forening

Susanne Andersen var græsrøddernes formand med en baggrund fra det lokale arbejde tæt på medlemmerne. Som formand forandrede hun Tandlægeforeningens attitude over for politikere, myndigheder og medier.

Susanne Andersen
NYBRUD. Susanne Andersen blev den første kvindelige formand for Tandlægeforeningen. Som formand havde hun fokus på at forandre foreningens dialog over for politikere, myndigheder og medier.
Tekst: CLAUS JØRGENSEN, TIDLIGERE KOMMUNIKATIONSCHEF I TANDLÆGEFORENINGEN

Det var på mange måder en nyskabende og atypisk beslutning, da Dansk Tandlægeforenings repræsentantskab i 2005 valgte Susanne Andersen til ny formand. Dels havde foreningen aldrig før haft en kvinde på formandsposten, dels havde Susanne Andersen aldrig haft plads i nogen af foreningens landsdækkende bestyrelser eller udvalg. 

– Jeg var græsrøddernes kandidat. Mit bagland var det lokale Frederiksborg Tandlægeselskab og så kredsforeningen Sjællands Tandlægeforening, som jeg på daværende tidspunkt var formand for. Der var tre ting, som mange i baglandet lagde vægt på, da de opfordrede mig til at stille op som formand for hele foreningen: For det første var man meget interesseret i, at foreningen i højere grad skulle fremstå som en sundhedsfaglig organisation, som befolkning og politikere kunne have tillid til. Man ønskede, at vi gik mere i dialog frem for altid at være på tværs. For det andet ville man gerne have mere åbenhed om, hvordan fagpolitikere og sekretariat samarbejdede i dagligdagen. Og for det tredje ville man have en forening, der ikke gemte sig for pressen, siger Susanne Andersen.

Nogen vil måske sige, at vi ikke gjorde nok modstand

Snak over køledisken Som nyvalgt formand tog Susanne Andersen ud blandt medlemmerne og fik et indblik i forskellige former for tandlægearbejde, ikke mindst på de offentlige tandklinikker. 

– Jeg sagde fra dag ét, at jeg kun havde erfaring som privatpraktiserende tandlæge, men at jeg var nysgerrig på at vide noget om, hvordan man arbejder fx i den kommunale tandpleje og i specialtandplejen. Heldigvis kom der hurtigt en masse invitationer, og folk var ufatteligt flinke til at fortælle om deres hverdag. Den åbne og imødekommende attitude førte også til, at mange tandlæger ville i kontakt med deres formand. 

– Noget af det bedste fra min formandstid er de mange gode snakke, som jeg havde med kolleger, som kom hen og spurgte ”er det ikke dig, der er vores formand?” Det kunne både være i lufthavnen, på stranden og hen over køledisken i supermarkedet. 

Flere og flere myndighedskrav
Susanne Andersens første store udfordring var den daværende fokusering på billig tandbehandling i udlandet. 

– Der var ikke så mange patienter, der benyttede sig af det, men emnet fyldte meget i medierne. 

Susanne Andersens seks år som formand kom også til at bære præg af, at tandklinikkerne blev stillet over for flere og flere krav fra myndighedernes side, bl.a. om hygiejne og arbejdsmiljø. 

– Det var en balancegang både at imødekomme kravene, bevare den sunde fornuft og beskytte medlemmerne mod udgifter til ting, der ikke gav mening. Nogen vil måske sige, at vi ikke gjorde nok modstand, men i dag har jeg svært ved at se, hvad vi kunne have undgået ved at køre en mere konfrontatorisk linje. 

Frivilligt medlemskab
Susanne Andersen var som formand med til at gøre medlemskabet af foreningen frivilligt. 

– Der var ingen vej udenom, for der blev indført et EU-forbud mod eksklusivaftaler. Men det er en ændring, som jeg er rigtig glad for. Vi ændrede også foreningens navn fra Dansk Tandlægeforening til Tandlægeforeningen, fordi vi gerne ville signalere, at vi er foreningen for alle landets tandlæger. Og der blev brugt utallige ressourcer på at få Tandlægeforeningen slået sammen med den anden forening. Det var en stor skuffelse for mig, at det ikke lykkedes. 

Til gengæld lykkedes det for Susanne Andersen at få Christiansborgpolitikerne til at lytte til Tandlægeforeningens sundhedspolitiske input, som bl.a. kom fra foreningens sundhedsudvalg. 

– Vi fik sået nogle frø, og der var stor politisk vilje til at hjælpe eksempelvis patienter med sygdomsbetingede særlige behov og socialt udsatte patienter. Nogle af de ordninger, jeg talte med politikerne om, er først blevet sat i værk for nylig. Men politikerne lyttede til os. Og jeg oplevede endda, at Bertel Haarder, som var sundhedsminister dengang, ringede til mig en søndag eftermiddag for at få et godt råd. Jeg mener fortsat, at det er rigtigst at profilere sig både som medlemsorganisation og sundhedsorganisation. Hvis man kun vil være fagforening, ender man med at miste indflydelse.