Vores fag i 150 år
Vidste du, at der i 1874 var ca. 40 tandlæger i Danmark, hvoraf 31 holdt til i København? Eller at tandlægefaget først fik videnskabelig status i 1941? Tag med på en rejse tilbage i tiden, og bliv meget klogere på vores fag de sidste 150 år.
Der er sket meget siden 1873, hvor Dansk Tandlægeforening blev dannet som den første i Norden. Her kan du tage med på en rejse tilbage i tiden og dykke ned i udvalgte årstal og begivenheder, der har haft særlig betydning for landets tandlæger og tilblivelsen af den Tandlægeforening, du kender i dag.
1873
Dansk Tandlægeforening (DTF) bliver stiftet. Foreningens første formand for bestyrelsen er tandlæge Valdemar Nielsen.
1874
31 ud af landets dengang ca. 40 tandlæger findes i København.
1885
Der er ca. 90 autoriserede tandlæger i Danmark, hvoraf godt halvdelen er medlemmer af Dansk Tandlægeforening. Tandlægeforeningen får to pladser i kommissionen om selvstændig tandlægeuddannelse.
1888
Tandlægeuddannelsen bliver etableret som toårigt studie.
1896
En komité nedsat af Dansk Tandlægeforening står bag en undersøgelse af 10.000 skolebørn i København, der konkluderer, at 93 % af børnene har caries. Samme år startede den første danske skoletandlæge i Svendborg på privat initativ af Marinus Kiær, der ses på billedet her.
1897
Tandlægebladet udkommer for første gang.
1906
Foreningen er gennem 1890’erne præget af interne stridigheder. Københavnske tandlæger melder sig ud og danner ”Tandlægeselskabet i København”. Jyske tandlæger er utilfredse og stifter ”Dansk Provins-Tandlægeforening”. Alle er tilbage igen i 1906 med en ny kredsforeningsstruktur.
1909
Esbjerg Kommune åbner første kommunale skoletandklinik.
1910
Dansk Forening for Børnetandpleje (DB) bliver stiftet under Dansk Tandlægeforening.
1916
Første lov om tandlægevirksomhed. Dansk Tandlægeforening får opfyldt de fleste af sine krav.
1916
Skoletandlægeforeningen bliver stiftet på foranledning af Dansk Tandlægeforening.
1922
Første landsdækkende aftale mellem Dansk Tandlægeforening og de dengang private sygekasser. Aftalen omfatter tilskud til fyldninger, rodbehandlinger og ekstraktioner.
1923
Den Store Skolekommissionsbetænkning anbefaler indførelse af gratis skoletandpleje. Det skete dog først med K.K. Steinckes socialreform i 1933, hvor kommunerne kan få statstilskud på op til 50 % af udgifterne til skoletandpleje.
Slikke-Hans, Slikke-Hans, han går rundt og slikker!
1932
Skoletandlægeforeningen, engagerer sig i sundhedsoplysning med de første »Slikke-Hans«- kampagner, der skal motivere børnene og deres forældre til at passe på deres tænder.
1941
Tandlægefaget får videnskabelig status, og Tandlægeskolen ændrer navn til Danmarks Tandlægehøjskole og flytter ind i nye bygninger i Universitetsparken.
1946
Bodil Schmidt-Nielsen bliver den første dansker, der i en alder af kun 27 år opnår den odontologiske doktorgrad. Hun forlader senere både Danmark og tandlægefaget og skaber sig en imponerende karriere som fysiolog i USA.
1947
Indenrigsministeriets udvalg ”til undersøgelse af det fremtidige behov for tandlæger” når frem til at øge det årlige optag af kandidater til 150 årligt. Dansk Tandlægeforening sætter ny tandlægehøjskole på dagsordenen.
1958
Tandlægehøjskolen i Aarhus begynder undervisning i en kun delvist færdig bygning. Den officielle åbning finder sted tre år senere i 1961, hvor bl.a. Kongeparret og undervisningsministeren deltager.
1961
Efter fire år uden overenskomst indgås en ny aftale. Det er første skridt på vejen mod et forebyggende tandplejetilbud, da den udvides med tilskud til undersøgelser med information om mundhygiejne. Desuden indføres et forhøjet tilskud til patienter født efter 1945. De får et tilskud på 75 %, forudsat at de går regelmæssigt til tandpleje. Patienter født før 1945 får “kun” et tilskud på 66 %. Dansk Tandlægeforenings sekretariat bliver styrket med etableringen af juridisk rådgivning.
1965
Efter mange års forarbejde indgår Dansk Tandlægeforening og de danske sygekasser den allerførste landsoverenskomst. Tidligere skulle sygekasse forstås helt bogstaveligt. Her ses Rudkjøbing Sygehjelpe Kasse fra 1863.
1971
Loven om børnetandpleje bliver endeligt vedtaget efter et langt og grundigt forarbejde i Børnetandplejekommissionen.
1982
Dansk Tandlægeforenings generalforsamling vedtager et nyt patientklagesystem, som sidenhen bliver en del af sygesikringsoverenskomsten.
1984
3/4 af børnetandlægerne melder sig ud af foreningen pga. uenigheder om kursen for en fremtidig tandsundhedspolitik og opretter Tandlægernes Nye Landsforening (TNL), der senere bliver til De Offentlige Tandlæger og dernæst Ansatte Tandlægers Organisation (ATO). 10 år efter bruddet sætter Dansk Tandlægeforening ny kurs og forbedrer servicen overfor både børnetandlæger, ansatte tandlæger og klinikejere. I 2023 er lidt over halvdelen af de kommunale tandlæger vendt tilbage til Dansk Tandlægeforening.
1986
Med AIDS-epidemien følger på klinikkerne et øget fokus på hygiejne i form af bl.a. brug af handsker og sterilisation af hånd- og vinkelstykker inkl. airrotorer.
1987
Efter 15 års målrettet argumentation lykkes det endelig Dansk Tandlægeforening at få tandrensning og efterkontrol med i aftalen med sygesikringen.
1992
Forskning og samarbejde mellem medicinsk og odontologisk forskning styrkes. Senere resultater underbygger, at tandlæger kan spille en rolle ift. fx diabetes og hjerte-karsygdomme.
1996
Dansk Tandlægeforening etablerer DTF Serviceselskab A/S, der skal være det enkelte medlems primære rådgivnings- og servicepartner ift. konsulentydelser og ikkefaglige kurser m.v. Efter heftig kritik af bl.a. selskabets nære samarbejde med ColgatePalmolive og tvivl om sammenblanding af økonomi og faglighed lukker selskabet igen i år 2000 efter et år med millionunderskud.
2007
Dansk Tandlægeforening skifter navn til Tandlægeforeningen (TF) og den visuelle identitet får en makeover. Også DTF’s Tryghedsordninger skifter navn til Tandlægernes Tryghedsordninger.
2009
Tandlægeforeningen udbygger og formaliserer obligatorisk efteruddannelse af alle tandlæger.
2018
Danske Regioner opsiger overenskomsten på det almene voksenområde, og sundhedsministeren indfører en særlov. Socialtandplejen bliver etableret bl.a. med afsæt i projektet ”Bisserne”, der i 2015 modtager Tandlægeforeningens sundhedspris.
2020
Under COVID-19-krisens restriktioner lykkes det Tandlægeforeningen at få tandlæger med i kategorien ”del af det nære sundhedsvæsen”.
2021
Med afsæt i COVID-19-krisen styrker Tandlægeforeningen sin rådgivning om arbejdsmiljø og sundhed og etablerer bl.a. Sundhedsfaglig rådgivning.
2022
Planerne om en tredje tandlægeuddannelse i Hjørring droppes efter pres fra bl.a. Tandlægeforeningen. Beregninger bag studieoptaget af både tandlæger, tandplejere og klinikassistenter er slået fejl. Tandlægeforeningen advarer om udfordringer for folkesundheden pga. for få nyuddannede. Vederlagsfri tandpleje til unge mellem 18 og 21 år bliver indført.
2023
Efter massivt pres fra bl.a. Tandlægeforeningen kan 35 flere studerende begynde på de to tandlægeuddannelser.