Stor mangel på kliniske undervisere
De odontologiske institutter har store problemer med at rekruttere medarbejdere til klinisk undervisning og sender nu en appel til landets tandlæger: Hjælp os med at uddanne næste generation af tandlæger.
Vi har brug for flere ansøgere til kliniske underviserstillinger på tandlægeuddannelsen. Sådan lyder opråbet fra Institut for Odontologi og Oral Sundhed på Aarhus Universitet.
– Det er en stor udfordring at skabe kontinuitet og et godt læringsmiljø, når der er mangel på kliniske undervisere, lyder det fra Siri Beier Jensen, institutleder på Institut for Odontologi og Oral Sundhed på Aarhus Universitet.
– Vi får meget få ansøgninger, når vi slår stillinger op, og det er simpelthen så ærgerligt, da der er mange dygtige tandlæger i praksis, som ville være fantastiske undervisere.
Fagligt fællesskab
Ifølge institutlederen angives lønnen ofte som en barriere.
– Den er lavere end i privat praksis, da vi jo er statsansatte; det er et grundvilkår, men det er også et andet job at være underviser på et universitet, og så ringe er den altså heller ikke, understreger Siri Beier Jensen.
Hun fremhæver flere af de positive sider ved at være klinisk underviser – fx at man bliver en del af et stort kollegialt og fagligt fællesskab med mulighed for sparring og videndeling på tværs af fagområder.
– Og ikke mindst får man mulighed for at arbejde med dygtige unge mennesker, der brænder for at blive tandlæger. Som klinisk underviser er man en betydningsfuld rollemodel for de fremtidige tandlæger, understreger Siri Beier Jensen.
Hun har derfor en opfordring til alle gode tandlægekolleger:
– Hvis I ønsker, at der skal uddannes flere tandlæger, skal der også være villighed til at bidrage til opgaven og hjælpe med at uddanne vores kommende kolleger.
Puslespil i 11. time
Også i København har man svært ved at rekruttere deltidsansatte kliniske undervisere.
– Markedet for ledige tandlæger er simpelthen støvsuget. Hvert semester har vi udfordringer med at få personalepuslespillet til at gå op. Vi har ikke stået endnu, hvor vi ikke har kunnet løse det, men det sker ofte i 11. time ved at række ud til vores netværk af tandlægevenner og bekendte og tidligere kollegaer, forklarer Anne Havemose-Poulsen, institutleder på Odontologisk Institut på Københavns Universitet.
Ligesom sin kollega i Aarhus appellerer hun derfor til, at alle tandlæger med klinisk erfaring, der interesserer sig for de unge og dét at lære fra sig, om at søge de ledige stillinger.
– Mange tror måske, at de ikke har nok erfaring, men det skal man ikke være så nervøs for. Man skal selvfølgelig være interesseret i og dedikeret til opgaven, men vi hjælper med oplæring i didaktik og pædagogik, og vi har udførlige vejledninger, synopser m.m., som man skal undervise efter, understreger Anne Havemose-Poulsen.
Også hun fremhæver, at man som klinisk underviser får et stort netværk, man kan trække på i sit øvrige arbejde som tandlæge.
– Når man er en del af vores stærke faglige miljø, er det jo en form for efteruddannelse og kompetenceløft af sin egen faglighed. Og så bliver man også holdt til ilden af de unge mennesker, der er nysgerrige og udfordrer os fagligt samt på, om tingene kan gøres på andre måder, understreger Anne Havemose-Poulsen.