"Det har overrasket mig, hvor forskellige mennesker er"

Kl. 6.56 svinger Saad ind på parkeringspladsen overfor Ishøj station. Tandlægebladet har fået lov til at køre med ham og hans kollega, Amalie, til deres arbejdsplads i Stevns Kommunale Tandpleje. Det er en af novembers lunefulde morgener, så regnen vælter ned, og vinduesviskerne kæmper med dråberne, mens morgentrafikken er et virvar af røde lys, vand på vejen og lastbiler. Foran venter en køretur på 50 minutter. 

– I dag bliver det en lang tur både frem og tilbage pga. vejret. Vi er altid et par tandlæger, der kører sammen, men hvis jeg skulle have kørt denne her tur alene hver dag, ville det blive kedeligt. Tidligere kunne jeg bare sætte mig ind i toget til Panum, men nu skal jeg koncentrere mig knap to timer i bilen udover arbejde, så om aftenen er jeg smadret på en helt anden måde end før, siger Saad.

Da han i juni 2023 stod med sit eksamenspapir i hånden, var han forberedt på, at det ikke ville være helt nemt at finde job i København eller omkring Ishøj, hvor han bor. Han søgte derfor bredt og endte i Stevns Kommunale Tandpleje, hvor han nu har været et par måneder.

Hånddukken Plet
Da vi ankommer til Store Heddinge, hvor den kommunale tandpleje ligger, er mørket langsomt lettet, og arbejdsdagen går i gang. Saads første patient er Sofie, der lige er fyldt tre år. Hun gemmer sig bag sin far og er tydeligvis utryg ved situationen. Hun får en sut af sin far, men der er ingen udsigter til, at hun vil have undersøgt sine tænder. Saad viser først, hvordan stolen kan køre op og ned, men han har brug for flere pædagogiske evner for at få Sofie til at åbne munden.

– Har du set Plet? spørger Saad og tager en hånddukke frem. Det er en hund med en stor mund, som Saad fører hånden ind i. Først viser han Sofie, hvordan man kan se alle bamsens tænder med et spejl. Bagefter får Sofie lov til at se spejlet, og Saad begynder at tælle alle bamsens tænder i over- og undermunden. Sofie kigger interesseret.

– Skal vi prøve at tælle dine tænder også? 

Sofie nikker og lægger sig velvilligt op i tandlægestolen. Bagefter får Saad hende til at bide sammen som en tiger. 

– Hun har fået alle tænder nu, men man kan se på hendes bid, at hun stadig bruger sut, forklarer Saad til Sofies far og viser med begge hænder, hvordan tænderne vil rykke sig, når Sofie stopper med at bruge den. De aftaler, at hun skal give sutterne til julemanden, og Sofie får lov til at vælge noget legetøj fra skuffen. 

– Det, der har overrasket mig mest, da jeg kom ud at arbejde som tandlæge, er, hvor forskellige mennesker er, og hvordan man skal håndtere dem. Vi har jo selvfølgelig haft patienter på skolen, men jeg har ikke haft nær så mange på hele studiet, som jeg har haft på bare en måned i kommunal tandpleje. Det er det mest udfordrende, men det er også sjovt. Det er jo derfor, jeg har valgt et fag, hvor jeg arbejder med mennesker. Skåret over én kam er behandlingerne jo de samme, men det interessante er jo, hvordan man kommer igennem behandlingerne på hver enkelt patient, siger Saad. 

Som mange andre nyuddannede oplever Saad også, at der er en stor forskel fra tiden på Tandlægeskolen til nu, hvor han selv står med de mange patienter i stolen. Han har mulighed for at få hjælp af de andre tandlæger, men det er ikke altid muligt. 

– Jeg synes, det kan være svært at vurdere selv, om det, jeg laver, er godt nok. Tidligere har jeg jo bare kunnet spørge en underviser, og mine behandlinger skulle godkendes, men nu skal jeg være ekstra selvkritisk. Derfor er jeg også opmærksom på, at jeg ikke bare kaster mig ud i en behandling, jeg ikke er tryg ved. Så vil jeg hellere informere patienten om, at jeg lige skal vende behandlingen med en kollega, og at de så får en ny tid, siger Saad. 

Den selvkritiske tilgang er noget, som han mener generelt er meget vigtigt i arbejdet som tandlæge, men samtidig ser han også et godt samarbejde mellem alle faggrupper som essentielt. 

– Det er vigtigt at have et godt samarbejde på klinikken, hvor alle bliver værdsat. Jeg synes, at det er en generel medmenneskelighed, at man behandler hinanden med respekt, siger Saad og fortæller, at skolen har forsøgt at indføre det mindset hos de tandlægestuderende. 

Opdraget til målrettethed
Saad startede på en linje på gymnasiet, hvor han bl.a. havde samfundsfag og matematik på A-niveau. Han opdagede dog hurtigt, at det var de naturvidenskabelige fag, han havde på C-niveau, der var det mest spændende. Da han blev student, valgte han derfor at droppe sommerferien og i stedet bruge de solrige dage i varme forelæsningssale, hvor han tog fagene på højniveau, så han kunne starte på tandlægestudiet i september måned. 

– Man kan godt sige, at jeg var ret målrettet der, men det har også noget med min opdragelse at gøre. Jeg syntes selv, at det var fedt, at jeg skulle i gang, men derudover er jeg også opdraget til, at jeg ikke bare skal lalle rundt, og at jeg skal have noget at lave hele tiden, siger Saad. 

Den målrettede tilgang kom igen til udtryk, da han blev færdig på tandlægestudiet og begyndte at søge jobs. Han nåede at være på dagpenge i et par måneder, men fandt hurtigt ud af, at han ikke ville vente, til der kom et job tættere på hans bopæl. 

– Jeg syntes slet ikke, det var fedt at være på dagpenge, hvor jeg hele tiden skulle bevise, at jeg var i gang med at søge jobs, gå til møder osv. Så hvis alternativet er, at jeg skal køre en time hver vej på arbejde, så er det fint, siger Saad. 

Det, der optager Saad mest lige nu i hans arbejdsliv, er at prøve så meget som muligt inden for faget, og at få al den erfaring, han kan. På sigt vil han gerne kombinere både det private og kommunale, men han er meget bevidst om, hvordan han ønsker, at hans arbejdsliv skal være. 

– Jeg vil ikke kun bruge mit liv på at arbejde, men jeg har selvfølgelig respekt for dem, der virkelig har en stor interesse for faget og vil dyrke den ved at arbejde meget. Jeg kan bare ikke forestille mig, at jeg kommer til at arbejde mere end 40 timer om ugen, for jeg vil også gerne have tid til venner, familie og interesser, siger Saad. 

Han går ud i venteværelset og henter næste patient, 12-årige Oscar, der gerne hopper op i stolen og åbner munden på vid gab. Der er ikke brug for Plet denne gang.