"Nogle patienter har skævet til min alder"
Som ung nyuddannet tandlæge har Karoline Jacqueline Kousgaard oplevet, at nogle patienter har skævet til hendes alder og hendes omsorgsfulde væremåde. Hun holder fast i sin empatiske tilgang, for det er sådan en tandlæge, hun gerne vil være.
KAROLINE JACQUELINE KOUSGAARD
25 år
Arbejder som tandlæge i Nyborg Kommunale Tandpleje og hos ORIS Tandlægerne i Odense
Uddannet fra Københavns Universitet i juni 2023
Da Karoline går ind ad hoveddøren hjemme på Amager i København, er klokken blevet 17, og det er 11 timer siden, hun tog afsted på arbejde. Hun tænder hurtigt bordlamper og stearinlys, og den ellers mørke lejlighed bliver lyst op af bløde nuancer af beige fra sofaen og den kalkmalede væg, mens stearinlysenes skær lyser op i krogene. Lyset afslører et hjem, hvor jordfarverne får modspil af indretningsdetaljer i sort og glas. Hver enkelt ting i lejligheden synes velvalgt.
– Da jeg studerede, havde jeg tit aftaler om aftenen, men det fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke kunne med det arbejdsliv, jeg har nu. Så mine aftener går tit med at se serier og hækle eller strikke, og så går jeg i seng kl. 21.30, så jeg kan stå op igen kl. 5. Jeg er indstillet på, at sådan er det nu, og det er helt okay, fortæller Karoline, mens hun laver en stor kande julete og sætter dronningemandler og skumjulemænd frem på bordet.
Karoline har valgt at dele sin arbejdstid op ved delvist at arbejde i Nyborg Kommunale Tandpleje og hos ORIS Tandlægerne i Odense. Hun er glad for at få noget fra begge verdener og fortæller, at der er fordele og ulemper ved begge dele.
– I den kommunale tandpleje er der ikke så travlt, men jeg får udfordringer i forhold til det pædagogiske. I privat praksis kan man sige, at der er en højere faglig udvikling, fordi jeg får lov til at lave flere forskellige behandlinger, men her er der jo så økonomi mellem dig og patienten, siger Karoline.
– Jeg har oplevet, at nogle patienter har skævet lidt til min alder. Jeg er 25 år, og jeg kan godt have en følelse af, at nogle synes, jeg fremstår yngre. Jeg tror, at det måske kan have noget at gøre med, at især den ældre generation har mere tiltro til en mand. Engang var tandlægefaget jo meget mandsdomineret, men sådan er det jo slet ikke længere, siger Karoline.
– I starten gjorde det mig usikker, og det gør det stadig en gang imellem. Når jeg oplever det, er jeg mere klar i spyttet omkring behandlingen, fortæller Karoline.
I privat praksis gav hendes arbejdsgiver hende tidligt et råd om, at hun skulle finde ud af, hvem hun var som tandlæge, og at hvis patienterne ikke er til den måde, hun er på, så må de finde en anden.
– Jeg er af natur følsom og meget analytisk omkring mennesker, så jeg tuner hurtigt ind på, hvordan de har det. Det er både en fordel og ulempe, for jeg er meget omsorgsfuld og empatisk, men det gør også, at jeg bruger meget energi på hver patient, siger Karoline og fortæller, at det ikke er alle, der er til den form. Nogle vil hellere have en mere direkte og kontant tandlæge.
– At være empatisk og møde folk i øjenhøjde er noget, jeg har tænkt mig at holde fast i, for det er sådan en tandlæge, jeg gerne vil være. Jeg tror, at hvis jeg mistede min empatiske side i mit arbejde, så ville jeg også miste den generelt i mit liv, siger Karoline.
Gode jobs i provinsen
I dag er Karoline hjemme kl. 17, da hendes arbejdsdag har været i Nyborg, men når hun arbejder i privat praksis i Odense, er hun først hjemme omkring kl. 19. Hun er opvokset på Fyn, hvor hendes familie stadig bor, og hun har derfor været vant til togturen over Storebælt, siden hun flyttede til København for at studere. Derfor skræmte pendlerlivet hende ikke.
– Jeg kan godt forstå, at det for nogle kan virke overvældende, men man skal huske på, at det godt kan være, at man fysisk rykker sig en lang distance, men tidsmæssigt bruger man nok det samme som så mange andre, der skal på arbejde, siger Karoline og fortsætter:
– For mig handler det om at bruge tiden på noget hyggeligt. Hvis man bare kigger ud ad vinduet, kan jeg godt forstå, at det bliver kedeligt, men jeg synes, at turen går stærkt, når jeg fx strikker og hører podcasts.
For Karoline har det været vigtigt at få et job, hvor hun får lov til at lave flere forskellige behandlinger og udvikle sig fagligt, hvilket hun mener generelt er muligt i de lidt mindre byer som Odense og Nyborg. Hun fortæller, at hendes oplevelse er, at der er så mange om buddet inde i storbyerne, at man som nyuddannet hurtigt ender med kun at lave undersøgelser og tandrensninger. Desuden er patienterne heller ikke lige så loyale.
– Man skal huske, at det tit er nogle rigtig gode jobs, man kan få i provinsen. Hvis man som jeg stadig er relativt ung og nyuddannet og ikke har nogen børn eller noget andet, man skal hjem til, så tror jeg, det er en god investering at bruge tiden nu og få de gode patienter, de gode arbejdsforhold og de gode kollegaer – og ikke mindst erfaringen, siger Karoline.
Drømmer om egen klinik
På sigt drømmer Karoline om at blive klinikejer. Det handler ikke om lønsedlen, der følger med, men mere muligheden for at udvikle sig og bygge noget op. En drivkraft, som hun mener kommer fra hendes tid på handelsgymnasiet, hvor hun tog sin studentereksamen.
– Alting har altid gået i en lige linje. Først folkeskolen, så gymnasiet og derefter tandlægestudiet. Da jeg begyndte at arbejde, ramte det mig, at nu var det kun det her, jeg skulle de næste 45 år. Jeg vil gerne drive noget og bygge det op, så interessen for handel sidder stadig i mig, siger Karoline.
Karoline har ikke altid haft en ambition om at blive tandlæge, men hun har altid været dygtig med hænderne og vidst, at hun gerne ville have noget med mennesker at gøre. Hun overvejede først Copenhagen Business School, men indså hurtigt, at det ikke var den rette vej, og valget faldt derfor på tandlægestudiet. Samtidig har hun også altid haft en idé om, at hun ville skabe et godt liv til sig selv.
– Det er ikke, fordi det hele skal handle om kroner og øre, men jeg har altid fået det råd af min mor, at jeg skulle gøre mig økonomisk uafhængig af en mand. Så jeg kan gøre fuldstændig, hvad jeg vil, og jeg ikke er underlagt andre end mig selv. Det har jeg taget til mig, afslutter Karoline med et smil.
NY SERIE: Fra teori til praksis
Hvad venter på den anden side, når fem års intensive odontologistudier er slut, og eksamensbeviset er i hus? Hvad optager de unge tandlæger mest i deres nye arbejdsliv, og hvilke udfordringer møder de på deres vej? Tandlægebladet har de næste år fået lov til at følge tre nyuddannede tandlæger og deres vej ind i arbejdslivet. Dette er første del i serien.
Mød to andre nyuddannede i serien
Mathilde Tank-Baaskjær: "Det har kostet på privatlivet"
Saad Ahmed Khan: "Det har overrasket mig, hvor forskellige mennesker er"