Ny aftale sikrer fuld kompensation for forsikringsattester

Klinikejere skal have honorar for både forsikringsattester og traumeundersøgelse. Det fastslår en ny aftale mellem Tandlægeforeningen og Forsikring & Pension.

Ny aftale

Det skal være slut med, at forsikringsselskaber ikke vil betale klinikejere for både lovpligtige forsikringsattester og de tilhørende traumeundersøgelser. 

I april 2022 kunne Tandlægebladet afdække, at flere forsikringsselskaber ikke vil betale tandlægen den oplyste pris for lovpligtige forsikringsattester. Og det selvom der foreligger en aftale mellem Tandlægeforeningen og forsikringsselskabernes brancheorganisation, Forsikring & Pension, hvor det tydeligt fremgår, at tandlægen selv fastsætter sit honorar og sine vilkår for attestudfyldelsen, medmindre andet er aftalt på forhånd. 

Den nye aftale er mere tidssvarende

SØREN BACH-PETERSEN, FORMAND FOR KEU

De mange tvister og tvivlsspørgsmål omkring den nuværende aftale har fået parterne til at forhandle en ny aftale på plads, der skal sikre mere åbenhed og gennemsigtighed om tandlægers honorar. Med den nye aftale, der træder i kraft 1. april 2024, bliver det tydeliggjort, at der er tale om to forskellige attester og dermed honorarer – én for traumeundersøgelsen og én for selve attestudfyldelsen. 

Udrydde misforståelser 
Formanden for Klinikejerudvalget i Tandlægeforeningen er tilfreds med den nye aftale og håber, at den kan udrydde en række misforståelser.

– Den nye aftale er mere tidssvarende og sikrer, at vi nu bliver honoreret for de ting, vi rent faktisk laver. Tidligere afviste flere forsikringsselskaber at betale mere end ét honorar – men det er vi ude over nu, understreger Søren Bach-Petersen. 

Den nye aftale fastslår, at tandlægen skal udspecificere regningen, så det klart fremgår, hvad attestudfyldelsen koster, hvad røntgen og det øvrige journalmateriale koster, og hvad traumeundersøgelsen koster. I Forsikring & Pension håber man ligesom Tandlægeforeningen, at aftalen vil skabe større klarhed. 

– Det vil gavne både patienterne, tandlægerne og forsikringsselskaberne, da den skaber klarhed over forhold, som tidligere har givet anledning til tvivlsspørgsmål, lyder det fra Karina Ransby, underdirektør for Pension og Velfærd i brancheorganisationen. 

Hun mener derudover, at aftalen er med til at minde tandlægerne om, at ikke alle patienter har en forsikring, der dækker tandskader, og at ikke alt er dækket af en tandskadeforsikring. 

– Det er derfor vigtigt, at tandlægen sikrer sig dokumentation for, hvad forsikringen dækker, når det kommer til den endelige restaurerende behandling, understreger Karina Ransby. 

Nedsat samarbejdsudvalg
Som noget nyt er der i aftalen nedsat et samarbejdsudvalg, der to gange årligt skal drøfte overordnede spørgsmål om samarbejdet mellem tandlæger og forsikringsselskaber og løse evt. tvivlsspørgsmål i forståelsen af aftalen. 

– Det kan forhåbentlig være med til at afklare og løse tingene løbende – og ikke først, når problemerne har hobet sig op, siger Søren Bach-Petersen og fremhæver, at der også vil blive afholdt et fælles webinar, inden aftalen træder i kraft, for at sikre, at alle parter er godt klædt på.