"Vi skal ikke diskutere, om tænderne er en del af kroppen"

Sune Demant spørger: 

Du har engang fortalt mig, at for at blive en god kirurg skal man først være en god tandlæge. I Holland, hvor jeg bor, skal man være læge for at blive kæbekirurg. Tror du, at den danske model er bedre end den hollandske? Hvad fik dig selv til at blive kæbekirurg?

– Nej, jeg tror ikke nødvendigvis, at den danske model er bedre. Jeg mener, at vi i Danmark har haft en fantastisk god specialtandlægeuddannelse baseret på odontologi, der er afgørende vigtig for kæbekirurgien. Jeg synes dog, at det er et stykke tid siden, at vi i Danmark har været førende på tandlægeområdet. En helt afgørende faktor er dog den massive udvikling i patienternes komplekse medicinering, hvilket kun vil stige i fremtiden. Derfor synes jeg, at alle tandlæger i virkeligheden skal have en lægelig grunduddannelse som baggrund for deres odontologiske virke. At sikre dette vil kræve en massiv indsats fra alle parter, såsom ministerier, styrelser og foreninger, og det vil kræve, at vi alle tør hoppe ned fra taburetterne og finde ud af, hvordan vi kan komme videre. Vi skal kigge hos de bedste og dermed finde den bedst mulige omstrukturering og lave den smarteste fremtidige uddannelse for såvel tandlæger som specialister i ortodonti og kæbekirurgi. 

Hvorfor har du ændret mening? 

– I virkeligheden tror jeg, at langt de fleste af de faglige organisatoriske problemer, som tandlægefaget har, og dermed også kæbekirurgien har, er baseret på, at vi ikke er lægeligt grunduddannede og forankrede. Jeg tror ikke, vi ville skulle diskutere, om tænderne og mundhulen er en del af kroppen, og så ville tænderne og deres udredning og behandling være fuldstændig ligestillet med øjne eller ører, og tandlæger ville være sidestillet med fx øjen- og ørelæger. Tænderne er og skal ses som en del af kroppen, og vi slås unødigt med fx manglende aftaler og overenskomster parallelle til det lægelige område, alene fordi det er tandlægeligt. Alt dette tror jeg ville forsvinde, hvis vi grundlæggende laver om på uddannelse og dermed organisering. 

Hvorfor valgte du at blive kæbekirurg? 

– Meget tidligt i min uddannelse fik jeg mulighed for at komme forbi kæbekirurgisk afdeling på Aarhus Kommunehospital. Der så jeg nogle kæbekirurger samarbejde med neurokirurger om at lave kraniofacial kirurgi. Det var en korrektion af spædbørn født med kraniesammenvoksninger. Da jeg så det, tænkte jeg, at det kunne jeg godt tænke mig at lave, når jeg engang blev ”stor”. Det er bl.a. lykkedes på vejen, og nu bruges den kliniske hverdag på avancerede aspekter af kæbekirurgi, såsom ansigtstraumatologi, kraniofacial kirurgi, kæbeledsalloplastikker og rekonstruktion med mikrovaskulære lapper. 

Hvorfor brænder du for kirurgien? 

– Jeg mener, at specialet uden sammenligning er et af de sjoveste og udfordrende, for det rummer alle aspekter af muligheder for at hjælpe mennesker med udtalte behov. Det kan fx være patienter, der ikke selv kan spise eller trække vejret, såsom cancerpatienter, patienter med frakturer i ansigtsskelettet eller patienter med medfødte lidelser. Det afgørende er i virkeligheden, at vi skal arbejde på tværs, og at vi skal være dygtige sammen. På Rigshospitalet har vi et godt tværfagligt samarbejde med bl.a. neurokirurger, plastikkirurger og øre-næse-hals-læger, og det skaber en spændende og integreret hverdag, der øger kvaliteten af det arbejde, vi laver. Vi er samlet en hel masse kompetente mennesker, og det er en fantastisk arbejdsplads med enorme muligheder for uddannelse og innovative løsninger. 

Er der en behandling, du især husker? 

– Jeg kan ikke fremhæve en behandling på en enkelt patient, for der er ikke én, som har været vigtigere end andres: Men det er et enormt stort privilegie at få lov til at behandle patienter med så komplekse problemstillinger, som en del af specialets patienter rummer, fx patienter med kraniofacial misdannelse, hvor man starter i 6-9-månedersalderen og så afslutter deres behandling 15-18 år senere.

Hvem vil du gerne give stafetten videre til? 

– Tandlæge Freddie Sloth-Lisbjerg, der er præsident for European Council of Dentists (CED).

Thomas Kofod Steengaard spørger: 

Hvordan ser du og CED på sikring af tilstrækkelige medicinske kompetencer for fremtidens tandlæger og dermed specialtandlæger?