Leder:

Turnus er nødvendigt for at fremtidssikre faglig kvalitet

For at sikre kvaliteten i det praktiske tandlægearbejde nu og i fremtiden vil PATU fremadrettet arbejde for at få indført en offentligt finansieret turnusordning på tandlægestudiet, skriver Rune Hylgaard, formand for PATU.

Rune Hyldgaard
Foto: Thomas Nielsen

Først og fremmest vil jeg takke for valget af mig som formand for PATU. Det giver mig mulighed for at skrive denne leder og adressere noget, der ligger mig meget på sinde.

Alle privatansatte tandlæger skal have de bedste vilkår og muligheder for et godt arbejdsliv. Det er PATU’s hjertesag. Derfor frustrerer det mig, når privatansatte tandlæger bliver presset i løn- og arbejdsvilkår. Det frustrerer mig, når jeg hører stemmer ytre, at det er en underskudsforretning at have ansatte tandlæger i privat praksis.

Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Jeg møder igen og igen eksempler på det modsatte, nemlig at privatansatte tandlæger hurtigt bliver en vital del af klinikken, fordi fagligheden på klinikken styrkes, og kvaliteten af det tandfaglige arbejde øges.

Men den høje kvalitet er i fare. Det praktiske tandlægearbejde er desværre blevet nedprioriteret og reduceret på tandlægeuddannelserne i en årrække. Derfor er der i nogle tilfælde en sandhed i, at det kan være økonomisk vanskeligt at ansætte en nyuddannet tandlæge. Det er en udfordring, vi må og skal løse.

For at sikre kvaliteten i det praktiske tandlægearbejde nu og i fremtiden vil PATU fremadrettet arbejde for at få indført en offentligt finansieret turnusordning på tandlægestudiet. Vores unge tandlæger har krav på en god uddannelse, og det skal altid kunne betale sig at have en ansat tandlæge – selvfølgelig med gode vilkår for de ansatte tandlæger.

Alle privatansatte tandlæger skal have de bedste vilkår

RUNE HYLDGAARD, FORMAND FOR PATU

Vi må dog også være realistiske. En offentligt finansieret turnusordning venter ikke lige om hjørnet, så der er brug for en midlertidig ordning. Jeg er derfor meget glad for, at repræsentantskabet i Tandlægeforeningen på HGF 2022 vedtog, at der skal arbejdes for at tilbyde kurser i praktisk tandlægearbejde til nyuddannede.

PATU har allerede deltaget i det indledende møde med Tandlægeforeningens Efteruddannelse samt hovedbestyrelsen, og jeg glæder mig til, at vi kan præsentere forløbet for de nyuddannede tandlæger i efteråret 2023. Kurserne tilbyder netop det, som nyuddannede tandlæger har brug for og mangler efter studiet – til stor gavn for både de ansatte og klinikejerne.

Og sidst, men ikke mindst: Sæt kryds i kalenderen den 15. april 2023, hvor PATU er vært for en konference for privatansatte tandlæger. Her kan du møde andre privatansatte tandlæger og dykke ned i den basale ortodonti og alignere, som bliver stadig mere udbredt. Hvad kan vi selv håndtere i almen, privat praksis, og hvad skal ortodontister håndtere? Hvad er faldgruberne ved behandlingerne? Alt det kan du blive klogere på.

Jeg håber at se mange af jer til en spændende dag.