Studerende anklager undervisere for diskrimination
20 mandlige tandlægestuderende med minoritetsbaggrund stod i begyndelsen af året frem med anklager om diskrimination på Odontologisk Institut på Københavns Universitet. Institutledelsen vil ikke udtale sig om sagen, men har sat en uvildig undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i gang.
Stemningen på Odontologisk Institut på Københavns Universitet har ifølge en række studerende været ”alvorlig” og ”trykket”, siden en række mandlige tandlægestuderende med minoritetsbaggrund i januar stod frem med anklager om diskrimination på studiet.
I en artikel bragt i Københavns Universitets Uniavisen fortalte 20 studerende, at de oplever at få mere skældud og mindre hjælp end deres etnisk danske medstuderende. De føler, de bliver sat i bås på baggrund af deres etnicitet og derfor er mere udsatte for at dumpe.
– Det er helt klart, at det er en sag, der påvirker stemningen på instituttet. Det er noget, der bliver snakket meget om, og som vi – og ikke mindst jeg i kraft af min rolle i nævnet – ser på med stor alvor, siger næstformand og de studerendes repræsentant i studienævnet Mette Juhl Wulff.
Uvildig undersøgelse
Anklagerne fik institutleder Anne Havemose-Poulsen til at iværksætte en uvildig undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø på studiet. Tandlægebladet har forsøgt at få en kommentar fra institutlederen, men hun har afvist at udtale sig, før den uvildige undersøgelse foreligger.
Til Uniavisen i januar sagde hun bl.a.: ”Jeg er først og fremmest rigtig ked af at høre om de her oplevelser, for jeg synes, vi gør alt, hvad vi kan for at skabe et trygt og inkluderende miljø her på odontologistudiet.”
Og at sagens omfang betyder, at man er nødt til at ”arbejde med det som en sag om det psykiske arbejdsmiljø.”
Mette Juhl Wulff imødeser den uvildige undersøgelse og understreger, at hun ikke ved, hvad der er sket eller ikke er sket og derfor ikke vil gøre sig til dommer over de studerendes oplevelser:
– Når de oplever, at de bliver diskrimineret pga. deres etnicitet, så har vi et problem. For vi skal selvfølgelig have et studiemiljø, hvor alle oplever, at de bliver behandlet ens og har lige vilkår og muligheder, lyder det fra Mette Juhl Wulff.
Når de oplever, at de bliver diskrimineret pga. deres etnicitet, så har vi et problem
METTE JUHL WULFF, NÆSTFORMAND OG DE STUDERENDES REPRÆSENTANT I STUDIENÆVNET PÅ ODONTOLOGISK INSTITUT, KU
Har ledelsen kendt til tidligere anklager?
Også Anil Mehmet Huseyin, der læser på 8. semester og netop er valgt ind i studienævnet, hilste i første omgang den uvildige undersøgelse velkommen. Han er dog siden blevet mindre begejstret:
– Jeg hæfter mig ved, at man vil fokusere på det psykiske arbejdsmiljø. I min optik flytter man fokus fra de egentlige anklager, som omhandler decideret diskrimination. Under min studietid har jeg kendt mindst 10 studerende af anden etnisk baggrund, der har fået udsat deres studie ufrivilligt. Det kan være tilfældigheder, men jeg synes som minimum, deres anklager skal undersøges på de præmisser, de er rejst, understreger han.
Anil Mehmet Huseyin er samtidig ærgerlig over, at institutleder Anne Havemose-Poulsen har afvist at udtale sig yderligere i sagen, indtil den uvildige undersøgelse foreligger. Især efter at radiokanalen 24syv i en podcast kunne fortælle, at institutledelsen ved flere lejligheder tidligere er blevet gjort opmærksom på anklager om diskrimination på studiet.
– Det betyder, at min tillid til, at det her bliver taget alvorligt – og at det er blevet taget alvorligt tidligere – er dalende, siger han.
SAGEN KORT
En række mandlige tandlægestuderende med minoritetsbaggrund står 11. januar frem med anklager om diskrimination på Odontologisk Institut i København.
Institutledelsen iværksætter en uvildig undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø på studiet.
Radiokanalen 24syv bringer 23. januar en historie om, at institutledelsen ved flere lejligheder tidligere er blevet gjort opmærksom på anklager om diskrimination og forskelsbehandling på studiet.
Dårlig søvn og ondt i maven
Formanden for Odontologisk Forening på KU, Emil Schepelern Pedersen, ser også med alvor på de rejste anklager. Han peger på, at de kan være del af en større problematik.
– Det er dybt ubehageligt, når vores studiekammerater rejser så alvorlige anklager, siger han.
– Men det er ikke første gang, jeg hører om ondt i maven, dårlig søvn og frygt for at møde op, fordi man oplever, at der er en underviser, der har set sig gal på en. Der er et generelt problem på studiet med tonen og med nogle af undervisernes pædagogiske kompetencer. Også når man tager etnicitet ud af ligningen.
Den udlægning er Mette Juhl Wulff enig i.
– Tandlægestudiet er et benhårdt og enormt presset studie. Både for de studerende og for underviserne. Det er en del af forklaringen på, at flere studerende kan føle sig udsatte og dårligt behandlet, siger hun og fortsætter:
– Men det er ingen undskyldning for, at der bliver talt i en uacceptabel og unødig hård tone til studerende, som – uanset etnicitet – alle har arbejdet hårdt for deres plads på studiet.
Ingen undervisere vil udtale sig
Tandlægebladet har forsøgt at få en kommentar fra flere undervisere på instituttet for at høre, hvordan de oplever stemningen efter anklagerne om diskrimination. Ligeledes ville vi gerne have spurgt, om de mener, at der er nogle strukturelle og ressourcemæssige forhold, der kan være medvirkende årsager til de problemer, de studerende oplever – heriblandt, at holdene er blevet større, samt at mange undervisere i dag har ganske få timer på instituttet og derfor ikke får miljøet og kendskabet til de studerende ind under huden. Men ingen af de undervisere, Tandlægebladet har kontaktet, har ønsket at udtale sig.
Heller ikke Nana Bærild, der er tillidsrepræsentant for de kliniske undervisere på instituttet, ønsker at udtale sig, men henviser til et svar, hun har givet på Facebook umiddelbart efter offentliggørelsen af artiklerne i Uniavisen. Her skriver hun bl.a.:
”Selvom jeg godt ved, at det er et hårdt studie, så skulle det jo helst kun være det faglige, man kæmper med. Det gør ondt i hjertet at høre, hvordan I har oplevet studietiden!” og videre: ”Jeg kan sige, at alle kolleger, jeg talte med på Panum i dag, er meget berørte. Der vil altid være forskellige synsvinkler og oplevelser, men der skal ingen tvivl herske om, at dét her, det skal vi gøre meget bedre. Tak for jeres ærlighed og mange tanker fra os alle!”
Vi kommer til at følge med og sikre os, at der er et godt og trygt miljø på tandlægeuddannelsen – både for studerende og undervisere
SUSANNE KLEIST, FORMAND FOR TANDLÆGEFORENINGEN
Kleist: Meget alvorlig sag
I Tandlægeforeningen tager formand Susanne Kleist sagen ”meget alvorligt”:
– Det er klart, at hverken fag eller uddannelse kan leve med et studiemiljø, der er diskriminerende. Vi er derfor glade for, at instituttet har taget konsekvensen og igangsætter en undersøgelse med en ekstern konsulent, understreger Susanne Kleist og fortsætter:
– Vi kommer til at følge med og sikre os, at der er et godt og trygt miljø på tandlægeuddannelsen – både for studerende og undervisere. Det er vigtigt for fagets fremtid og den fortsatte høje faglighed. Ifølge Susanne Kleist har foreningen rakt ud og tilbudt hjælp til både instituttets ledelse, ansatte og studerende. Og hun fremhæver, at foreningen har studenterrepræsentanter i det fagpolitiske system for at skabe en tæt forbindelse mellem Tandlægeforeningen og uddannelserne.
– Det er nyt for os, at der er et problem på uddannelsen i København. Det er afgørende, at vi kommer til bunds i denne sag, så vi kan agere på et oplyst grundlag, lyder det fra Susanne Kleist.
– Vi opfordrer alle medlemmer – studerende som arbejdende – til at kontakte Tandlægeforeningen, hvis de har oplevet diskrimination, understreger formanden.
DET SIGER LOVEN OM DISKRIMINATION OG ARBEJDSMILJØ
Ifølge ”Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet” er der tale om direkte forskelsbehandling, når en person på grund af bl.a. race, hudfarve, religion eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Alle arbejdsgivere er forpligtet til at følge ”Bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø”, som trådte i kraft i november 2020. Har du som ansat tandlæge haft problemer med det psykiske arbejdsmiljø på din arbejdsplads, kan du kontakte Tandlægeforeningens afdeling for rådgivning af ansatte tandlæger.
For studerende gælder ”Bekendtgørelse af lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø”, hvori det bl.a. fremgår, at ”undervisningsmiljøet på skoler og uddannelsesinstitutioner skal fremme deltagernes muligheder for udvikling og læring og omfatter derfor også uddannelsesstedets psykiske og æstetiske miljø.”
Kilde: Retsinformation