"De unge er mere aktivistiske i dag"

Freddie Sloth-Lisbjerg spørger:

Kampen om arbejdskraft er i fuld gang. Hvordan bygger vi bro mellem generationerne, og hvordan skaber vi attraktive arbejdspladser for fremtidens tandpleje?

– Jeg tror, at den yngre generation i højere grad er optaget af en sag og fællesskaber. Altså det at være sammen om noget, fx at vi er sammen om patienterne og gør noget godt for dem. De unge er mere aktivistiske og bevidste i dag og engagerer sig i klima osv. Jeg tror, at fællesskabet er den branding, vi skal fortælle. At tandlægefaget ikke kun handler om at tjene penge, men også om at være sammen om at skabe tandsundhed, og at vi gør noget godt for nogen. På samme måde mener jeg, at arbejdsgiverne også kan brande deres klinik. Fortæl den gode historie om klinikken, og lev op til den. Den yngre generation skal føle fællesskabet i, at man kan hente hjælp hos kollegaer, og at man er sammen om patienterne. Jeg tror, at mange unge er bange for at sidde i ensomhed, og så kan man som forholdsvis nyuddannet godt blive usikker på sig selv. Vi skal tilbyde sparring, og faglige fællesskaber skal være i højsædet.

Har dimittenderne og de yngre tandlæger andre krav til arbejdslivet?

– Ja, jeg tror, at de i langt højere grad har fokus på fleksibilitet og ikke kun løn. Derfor mener jeg, at man skal kigge på selve lønpakken, og hvilke goder der tilbydes, fx muligheder for efteruddannelse, fleksibilitet osv. De unge har mange interesser, og det er vigtigt for dem med work life balance. Samtidig er vi i en tid, hvor sårbarhed reelt er en ting. Der bliver stillet meget høje krav på arbejdspladserne, og det gælder ikke kun i tandplejen, men i alle fag. Det starter jo allerede i skoletiden, hvor man bliver mødt af et pres, og er du kommet ind på tandlægestudiet, har du allerede i gymnasiet skullet være flittig for at få et højt snit. Det fortsætter jo så på studiet. Tandpleje stiller også følelsesmæssigt høje krav i forhold til den indlevelse, man har over for andre mennesker. Det er ikke kun et håndværk, for der sidder også en patient med en historie. Derfor er det vigtigt, at man som arbejdsgiver skaber en god balance og tryghed for sine medarbejdere.

Du blev formand for OATU i november. Hvorfor valgte du at stille op?

– For det første vil jeg gerne arbejde for at skabe gode forhold for de offentligt ansatte tandlæger og kæmpe for dem og den kommunale tandplejes sag i Tandlægeforeningen, fordi jeg synes, den er så vigtig. Nu går overenskomstforhandlingerne 2024 snart i gang, og der glæder jeg mig til at kæmpe benhårdt for så gode løn­ og arbejdsvilkår for de kommunalt ansatte som overhovedet muligt. Jeg ser virkelig frem til den opgave. På sigt har jeg også et fremtidigt ønske om, at vi fusionerer med ATO, så vi i fællesskab kan lægge mere pres på politikerne i forhold til at skabe gode forhold for dem, der arbejder i den kommunale tandpleje, hvilket jo skal komme de borgere, som vi servicerer, til gode.

Hvorfor har du selv valgt at blive offentligt ansat tandlæge?

– For seks år siden gik jeg fra at være klinikejer til at blive overtandlæge i Hedensted Kommune. Det gjorde jeg, fordi jeg godt kunne tænke mig at skifte fra, at jeg skulle have fokus på klinikdrift og tjene penge. Jeg ville gerne have, at mit tandlægeliv skulle handle mere om tandsundhed og forebyggelse, og så var jeg også meget optaget af ledelse samt det strategiske og tværfaglige samarbejde, som der er i en kommune. Her er man ikke kun fokuseret på sit eget område, men har i stedet utrolig mange snitflader, fx til sundhedsplejerske, børnehave og skoler, når det gælder børn, og når det handler om omsorgs- og specialtandplejen, samarbejder vi bl.a. med plejecentre, socialpsykiatrien og mentorordninger i beskæftigelsesafdelingen. Det er sindssygt spændende.

Hvad brænder du især for i dit arbejde som overtandlæge?

– Mit hjerte brænder for omsorgs­ og specialtandplejepatienterne, som jeg synes vi kan have svært ved at hjælpe i privat praksis. De har simpelthen ikke råd, og de har nødvendigvis ikke ressourcerne til at søge kommunen om tilskud. Det er de allerdårligst stillede, vi typisk hjælper, og der synes jeg, at det vitterlig gør en forskel. For mig er der lidt mere på spil, end der var i mit tidligere job som klinikejer, og jeg føler helt sikkert, at jeg er landet på den rigtige hylde som offentligt ansat og overtandlæge i kommunen.

Hvem vil du gerne give fagstafetten videre til og hvorfor?

– Klinikejer Birgitte Skadborg. Hun er eneejer af Brædstrup Implantatcenter med over 30 ansatte. Brædstrup er en by i Midtjylland med ca. 4.000 indbyggere, og jeg synes, det er imponerende, at hun har så stor en klinik i en mindre by.

Hvad er dit spørgsmål?

Stine Brems Mørcholdt spørger:

Hvordan skaber man en attraktiv arbejdsplads og store faglige fællesskaber uden for de store byer?