Detaljen:

Er der et A- og B-hold i tandsundhed?

Danmark er blandt de lande i Europa med størst ulighed i tandsundhed. Der findes et tydeligt A- og B-hold, lød det fra Tandlægeforeningen på konferencen ”Har du penge, kan du få” – om ulighed i tandsundhed.

2023_04_26_Tandlaege_Foreningen_Konference_0054 copy
Tekst: Anne Burlund / Foto: Kasper Hjorth

Danmark er blandt de lande i Europa med størst ulighed i tandsundhed. Der findes et tydeligt A- og B-hold, lød det fra Tandlægeforeningen på konferencen ”Har du penge, kan du få” – om ulighed i tandsundhed.

En person uden tilknytning til arbejdsmarkedet går halvt så ofte til tandlæge som en topleder. Det rammer den enkelte og er et tydeligt billede på, at der findes et A- og et B-hold i tandsundhed. Sådan lød det fra Tandlægeforeningen, der i slutningen af april slog dørene op for konferencen ”Har du penge, kan du få” – om ulighed i tandsundhed.

Der var stor ros til landets tandlæger fra de indbudte aktører. Både Diabetesforeningen, Ældre Sagen og en række sundhedsordførere fremhævede alle den indsats, som tandlæger over hele landet leverer hver eneste dag for at sikre sundheden i Danmark. Organisationerne kom dog også med to klare budskaber til de fremmødte politikere: Der er brug for en ny model for voksentandplejen – og det er en god investering at prioritere tandplejen økonomisk.

Der er dog ikke flere penge på vej til tandplejen, hvis det står til Socialdemokraternes sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen. Han mener, at det er muligt at skabe mere lighed i tandsundheden uden at bruge flere penge og påpeger, at særligt den opsøgende funktion er afgørende, og at vi kan gøre meget for at øge bevidstheden på uligheden.

Danmark ligger i toppen af listen over lande i Europa med størst ulighed i tandsundhed. Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist, opfordrede derfor politikerne til at indrette en voksentandpleje, der tilgodeser de økonomisk trængte patienter i højere grad end i dag. Tandsundhed skal være for alle uanset livsvilkår, lød budskabet.