Et døgn med:

"Det giver en form for lykkefølelse"

Klinikejer Camilla Kirkeby står bag Smil Igen Fonden, som tilbyder gratis tandbehandling til socialt udsatte. Følg hende en dag på klinikken her.

Tekst: Nanna Fløjborg

CAMILLA KIRKEBY

Tandlæge og klinikejer, PLUS1

08.00

Jeg møder på min klinik i Rødovre. Vi har i alt fire afdelinger i hovedstadsområdet og er 60 ansatte, heraf 14 tandlæger. Mellem vores almindelige patienter har vi alle patienter fra Smil Igen Fonden, hvor vi tilbyder gratis tandbehandling til socialt udsatte. I november 2022 medvirkede jeg i ”Det tandløse Danmark” på TV2, hvor jeg fortalte om fonden. Dagen efter fik vi 112 mails fra folk, der enten ville fortælle om deres egen historie eller ønskede at komme på ventelisten. Lige nu står der 60 på listen, og vi tager 15 patienter ind gennem Smil Igen Fonden om året. Selvom vi gerne vil hjælpe alle, er det bedre, vi hjælper nogle frem for ingen. Jeg prøver at lære mine unge ansatte, at der findes den her form for glæde, som er stærkere end at løbe hurtigt og tjene en masse penge. Det giver en anden form for lykkefølelse. Vi har fået en dyr uddannelse af samfundet, og det her er en oplagt mulighed for at kunne betale noget af det tilbage.

08.30

Jeg har to patienter, der skal have lavet fyldninger, efterfulgt af en ung mand, som er i gang med et tandretningsforløb. Jeg har altid et tæt program, men det er vigtigt for mig, at der er ro og tryghed til hver patient. Derfor har jeg to klinikrum og to klinikassistenter. Jeg gør mig umage for at uddelegere opgaver til klinikassistenterne, som gør deres arbejdsdag spændende.

10.30

Min tandlægekollega Athena har en ny patient fra Smil Igen Fonden i stolen, og jeg skal være med til at lægge behandlingsplanen. Patienten er en kvinde på 58 år, som har været kontanthjælpsmodtager en meget stor del af sit liv. Hun har aldrig tjent nok til at kunne prioritere tandlægebesøg. Hun har parodontitis og mangler en fortand og en kindtand, så hun kan ikke tygge sin mad og er meget ked af sit smil. Når vi har patienter, der har mulighed for at søge om tilskud, hjælper vi dem altid med det, men kvinden her er kommet i klemme, fordi hun nu har fået et arbejde, kan hun ikke søge kommunen om tilskud.

11.00

Vi udarbejder en behandlingsplan, og fordi knoglen er forsvundet fra flere tænder, vurderer vi, at hun skal have fjernet fire tænder og have en delprotese samt en del fyldninger. Kvinden har også diabetes, hvilket kan hænge sammen med hendes tandstatus, og jeg tænker på, hvor mange penge samfundet kunne spare, hvis vi bare prioriterede anderledes i forhold til tænder. Det var oprindeligt derfor, jeg sagde ja til at være med i ”Det tandløse Danmark”. Jeg vil gerne bidrage til, at politikerne får øjnene op for det samfundsproblem, jeg mener, vi har. På samme måde vil jeg gerne have, at tanken om at hjælpe socialt udsatte spreder sig som ringe i vandet. Derfor blev jeg glad, da en patient fortalte, at hendes datter, som er frisør, var blevet inspireret af mig og nu tilbyder gratis klipning til hjemløse.

12.00

Hver uge tager jeg rundt på mine fire klinikker og holder personalemøder. I dag skal vi holde et her i Rødovre. Vi drøfter arbejdsopgaver vedr. NIR og arbejde i sterilen, som skal omfordeles blandt klinikassistenterne. Vi kommer også ind på en hyggelig sommerhustur med overnatning, som vi er ved at arrangere. Det betyder meget for mig, at vi har det godt sammen på klinikken.

13.00

Jeg får en patient ind med begyndende Alzheimers. Han skal have et implantat, hvilket jeg ikke har lavet så meget tidligere, men jeg har fulgt andre kæbekirurger, så jeg er godt klædt på. Det er rigtig sjovt at nørde, og det går godt. Jeg lægger altid de mere komplicerede behandlinger om eftermiddagen, så jeg kan slappe af bagefter, når jeg har fri.

15.00

Jeg tager hjem, så jeg kan nå at hygge med mine piger, inden der skal laves lektier og aftensmad. Om aftenen tjekker jeg mails fra kolleger, som har behov for faglig sparring. Jeg får svaret på et enkelt spørgsmål fra en tandlæge i City, som ønsker input til en behandlingsplan.