Løhde åben for ændring af journaloverdragelsesregler
Sundhedsministeren er ”åben for at se på, om samtykkekravet kan fraviges” ifm. overdragelse af journaler, når en klinik skifter CVR-nummer. KEU-formand håber på hurtig løsning.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) er åben for en ændring af journaloverdragelsesreglerne. Det skriver ministeren i et svar til Folketinget.
I snart to år har de nye regler skabt stor usikkerhed og frustrationer for mange af de klinikejere, som har skullet afhænde deres praksis. Lovændringen, der blev hastevedtaget i sommeren 2021, har betydet, at en klinikejer forud for salg af klinikken har skullet indhente eksplicit samtykke fra hver enkelt patient, før vedkommendes journal kan overdrages til en ny klinikejer.
Jeg er glad for, at politikerne nu vil tilbagerulle denne tåbelige lov
SØREN BACH-PETERSEN, FORMAND FOR KLINIKEJERNE
I august lød det fra den daværende socialdemokratiske sundhedsminister Magnus Heunicke, at han ved ”førstkommende lejlighed ville afdække, om der er flertal for at ændre reglerne, så de svarer til de regler, jeg foreslog i 2021.” Meldingen kom, efter at både Venstre og Konservative samt Dansk Folkeparti – der selv havde fået trumfet lovændringen igennem – vendte på en tallerken og trak støtten til loven.
Bureaukratisk og tåbelig lov
Siden er der ikke sket nyt i sagen, men nu medgiver den nye sundhedsminister i et svar til Folketinget, at ”det kan være uhensigtsmæssigt for en ny ejer at indhente alle patienters samtykke til overtagelse af tandlægeklinikkens journaler”.
”Jeg er derfor åben over for at se på, om samtykkekravet kan fraviges,” lyder det videre fra ministeren. Og det vækker glæde i Tandlægeforeningen, der længe har arbejdet for at få reglerne ændret.
– Jeg er glad for, at politikerne nu tilsyneladende vil tilbagerulle denne tåbelige lov, der kun er til ulempe for tandlægerne og potentielt kan være til skade for visse patienter, lyder det fra Søren Bach-Petersen, formand for Klinikejerne.
Han håber, at politikerne hurtigst muligt vil ændre ”denne fejltagelse”, og mener, at der bør gælde samme regler for tandlægerne som for praksisområdet i øvrigt.
– Vi har særregler i dag, fordi Dansk Folkeparti hastede en fuldkommen uigennemtænkt beslutning igennem uden at konferere med fagfolk – og først bagefter finder de ud af, at loven er unødvendig og dybt problematisk, understreger Søren Bach-Petersen.
Et medlem af Folketingets Sundhedsudvalg har spurgt sundhedsministeren, om og i givet fald hvornår ministeren vil tage initiativ til at ændre reglerne, men det havde ministeren ikke svaret på inden redaktionens deadline.