Bedsteforældrene giver børnebørnene slik og sodavand – og det er mødrene trætte af
Nogle forældre tør ikke konfrontere de ældre med sukkerforbruget, fordi de er afhængige af deres hjælp i forbindelse med børnepasning, konkluderer amerikanske forskere.
Mange børnefamilier kan sikkert genkende fænomenet: De prøver at følge tandlægernes råd og begrænse børnenes indtag af sukker, og så stopfodrer bedsteforældrene de små med slik og sodavand. Flere studier har dokumenteret, at det faktisk ofte forholder sig sådan, og amerikanske forskere har nu i et kvalitativt studie undersøgt, hvordan forældrene håndterer denne situation.
Forskerne gennemførte timelange båndede semistrukturerede interviews med 126 mødre til 3-5-årige børn. Halvdelen boede i storbyen Pittsburgh, de øvrige i mindre samfund i West Virginia. 72 % af mødrene angav, at bedsteforældrene gav børnene cariogene drikke- og fødevarer, og halvdelen af disse mødre havde konfronteret bedsteforældrene med problemet.
De mødre, der ikke påpegede problemet over for bedsteforældrene, angav forskellige årsager hertil. Typisk faldt det under bagatelgrænsen, hvis børnene kun sjældent var sammen med bedsteforældrene, eller hvis der kun blev uddelt beskedne mængder af de søde sager. I andre tilfælde turde forældrene ikke konfrontere de ældre, fordi de var afhængige af deres hjælp i forbindelse med børnepasning, eller fordi forholdet mellem forældre og bedsteforældre i forvejen var anstrengt. Omvendt var det ikke noget problem at tage en snak om sukkerforbruget, hvis forældrene havde et nært og tillidsfuldt forhold til bedsteforældrene.
Artiklens forfattere anbefaler, at børnetandlægerne er opmærksomme på problemet og italesætter det over for forældrene – og især over for bedsteforældrene, hvis det er dem, der ledsager børnene ved tandlægebesøgene.
Kilder:
Burgette JM, Lu KC, Dahl ZT et al. Factors affecting maternal decision making about grandparents’ cariogenic dietary choices for children A qualitative study. J Am Dent Assoc 2023:154:122-9.