Ny økonomiaftale:

Sundhedsfaglige tilsyn skal forbedres

Ny økonomiaftale mellem regionerne og staten lægger op til, at Styrelsen for Patientsikkerheds sundhedsfaglige tilsyn skal forbedres. Positivt og tiltrængt, mener Tandlægeforeningen, der længe har presset på for mere tillid og gennemsigtighed i tilsynet.

Journal
Tekst: Redaktionen

Bedre kommunikation, inddragelse, transparens og læring. Det er nøgleord, når Styrelsen for Patientsikkerheds sundhedsfaglige tilsyn skal forbedres, som ny økonomiaftale mellem Danske Regioner og regeringen lægger op til. I aftalen etablerer parterne et flerårigt samarbejdsprogram, der skal nedbringe regionernes udgifter til administration med et milliardbeløb frem mod 2030. Blandt tiltagene er at undersøge potentialet for en forenkling og bedre koordinering på tværs af tilsynsindsatser, og om dele af kontrolopgaverne kan gøres mere risikobaseret.

Vi er glade for, at der nu bliver lyttet

SUSANNE KLEIST FORMAND, TANDLÆGEFORENINGEN

Den nye aftale vækker glæde i Tandlægeforeningen.

– Det er meget positivt, at tilsynet nu bliver forbedret. Vi har længe arbejdet for at øge trygheden og retssikkerheden for de tandlæger, der er underlagt tilsyn, og er glade for, at der nu bliver lyttet, understreger foreningens formand, Susanne Kleist.

TF har presset på for at ændre tilsyn
Tandlægeforeningen har længe presset på for at få ændret en række utilfredsstillende forhold i de nuværende regler. Susanne Kleist har bl.a. kritiseret, at manglen på dialog­ og ankemuligheder i høj grad bidrager til tandlægers oplevelse af utryghed og ikke giver hverken læring eller bidrager til patientsikkerheden.

I januar kom Tandlægeforeningen og Lægeforeningen med et fælles opråb til sundhedsminister Sophie Løhde (V), efter at en evaluering af tilsynet sidste år viste, at sundhedspersonalet oplevede at blive mistænkeliggjort, og at det spændte ben for tillid, åbenhed og læring.

Susanne Kleist påpeger, at Tandlægeforeningen gerne vil bidrage til arbejdet med at styrke tilsynene:

– Det er et område, der ligger os meget på sinde. Vi vil gerne være med til at sikre, at tandlæger og sundhedspersoner i øvrigt føler sig trygge og har tillid til, at deres tilsynssag bliver behandlet objektivt, retfærdigt og gennemsigtigt.