"Selv i Paradis findes slanger"

Det er nu seks måneder siden, vi sagde farvel til familie, venner, komfort, tryghed og hamsterhjul for at få mere tid med hinanden og føle friheden ved et simplere liv. Jeg er sammen med min mand og to børn rejst til Samoa, der ligger midt i Stillehavet mellem New Zealand og Hawaii. Udsigten og den tropiske vind i ansigtet bevæger mig hver eneste gang og minder mig om, at jeg er så langt væk fra Danmark, som man overhovedet kan komme. 

De lokale tager ikke helt fejl, når de kalder det Paradis på Jorden. Men selv i Paradiset findes slanger. Sukker og fastfood er nogle af dem. Dette har medført en ekstrem stigning af livsstilssygdomme og dårlig tandsundhed hos de før i tiden så stærke polynesiere. Så mens vi er her, vil jeg gerne arbejde frivilligt. Jeg fandt frem til Pesega Dental Clinic, en tandklinik, der er ejet af Mormonkirken, som yder gratis tandbehandling til alle uanset religiøs overbevisning. Dr Steve Titensor er pensioneret tandlæge fra Texas og driver klinikken frivilligt sammen med sin kone Lisa det næste halvandet år. 

“Sofie, du kommer som kaldet fra himlen,” udbrød de, da jeg mødte dem tilbage i januar og tilbød min arbejdskraft to gange om ugen i de to år, vi skal være på Samoa. Klinikken er ganske moderne med digital røntgen og dentalmaterialer fra USA. Vi rodbehandler med Waveone Gold, og klinikken har netop fået panoramarøntgen. Med en befolkning på ca. 200.000 indbyggere med en meget sød tand og få økonomiske midler er der rigeligt at se til. 

Jeg drejer ind på parkeringspladsen til Pesega Campus og kan allerede se den lange kø af børn og voksne, som har stået der siden klokken fem i morges. Hele teamet samles, og Lisa starter morgenbønnen. Hun takker for vores gode helbred og evner, der giver os muligheden for at være her og hjælpe mennesker ud af deres smerte. For en ikke særlig religiøs person er det nu en kærkommen påmindelse om det tandlægeløfte, jeg engang afgav i København, samt det privilegie, det er at vokse op i Danmark. 

“Sofie, du tager børnene, jeg er for utålmodig,” griner Dr Titensor. Dørene bliver åbnet, og folk stormer ind, som var det åbningen af Magasins sommerudsalg. Min første patient er en pige på fem år. Hun peger på overkæbefronten, da hun bliver spurgt, hvor det gør ondt. Efter en hurtig undersøgelse kan jeg konstatere flere abscesser og nekrotisk gingiva i ganen, og så er det ellers bare okker gokker med, hvilke tænder vi skal fjerne først. Pigen er febril og generelt påvirket. Moderen forklarer, at pigen altid vil have slik og aldrig børster tænder. Selv Dr Titensor væmmes ved synet, og jeg har svært ved at skjule vreden overfor moren. Pigen er tapper og får fjernet de allerværste tænder og ordineret antibiotikum. Og så er det videre til næste patient. Efter fire timer og over 40 patienter til to tandlæger er venteværelset tomt, og frokostpausen er værdsat. Jeg går over til kantinen på mormonernes campus. Drikker en iskold kokosnød og spiser en kyllingesuppe og frisk papaya. Ligger på bænken og hviler ryggen, mens jeg tænker over dette utrolige sted, som er så kontrastfyldt. 

Livet herude, der på en gang er så tiltrækkende med palmestrande, musik, dans, livsglæde og ro, virker samtidig også frastødende på mig med den dårlige hygiejne, den ligegyldige indstilling til sin egen og sine børns sundhed. Vi fjerner så mange tænder på børn, og forleden fjernede vi alle tænder på en 16-årig, hvilket desværre sker ofte. Selvom vi hjælper en masse ud af akut smerte, føles det nytteløst. Min drøm var oprindeligt at starte et forebyggelsesprogram, og den idé støtter Dr Titensor. Alle, der kommer ind på klinikken, bliver instrueret i tandbørstning og kost, og vi er så småt begyndt at bevæge os ud i landsbyerne og undervise børn og forældre. Men der er lang vej endnu. 

Sidste patient er en 15-årig, der skal have lavet fortandsfyldninger, som har været igennem en hygiejnefase og forstået den. Ved synet af det sunde tandkød og de plakfrie tænder kommer jeg til at give hende et spontant kram af henrykkelse. 

De bedste hilsner