Fagstafetten:

"Det er ærgerligt for standen"

Tandlæge Thomas Harnung driver en henvisningspraksis udelukkende indenfor endodonti, og i månedens Fagstafet svarer han på, hvordan det er ikke at kunne få papir på det område, han egentlig er specialist i.

THOMAS HARNUNG fagstafetten
Tekst: Nanna Fløjborg / Foto: PETER HELLES ERIKSEN

THOMAS HARNUNG

55 år

Uddannet tandlæge i 1995 på Tandlægeskolen i København

Klinikejer af Rodbehandlingscenter.dk

Jens Malte spørger: 

Hvad er dine tanker om at drive en henvisningspraksis med et speciale, som man ikke kan få papir på, at man er specialist i? 

– Jeg synes, det er meget ærgerligt for standen, at vi ikke har en formaliseret videreuddannelse inden for endodonti, så vi kunne have en samlet platform til vidensdeling. På sigt kan det give en risiko for, at vi ikke kan følge med andre lande, som har en specialtandlægeuddannelse i endodonti. Jeg mener, vi kommer til at mangle et samlet ståsted, hvor vi har fælles retningslinjer, som alle kan arbejde under. Det bliver jo ikke ensartet, når nogle bliver specialuddannet i forskellige lande, og andre, der som jeg, tager en masse kurser rundt om i Europa og USA og i virkeligheden har en håndelagsuddannelse. Jeg er så privilegeret, at jeg får henvisninger gennem mange kollegaer, og det gør, at jeg kan drive en klinik ved udelukkende at lave rodbehandlinger. Mit problem med den manglende specialistanerkendelse er primært af faglig karakter. Der er jo sket en kæmpe udvikling inden for endodonti, og det er ærgerligt, at vi ikke har et sted, hvor vi kan tage de faglige diskussioner. Jeg håber meget for vores fag, at vi kan komme nærmere mod flere specialer, ikke kun i endodonti. Forhåbentlig kommer det, men ellers kunne en etablering af masteruddannelser måske være et springbræt, der kunne lette overgangen til specialuddannelser. Men det problem er jo nærmest af fagpolitisk karakter. 

Hvordan opstod din interesse for endodonti? 

– Da jeg som ung tandlæge havde været færdig i fem år, startede jeg som underviser i endodonti på Tandlægeskolen. Her var Claus Reit fra Göteborgs specialafdeling for endodonti ansat som gæsteprofessor, og det var ham, som fik tændt ilden i mig for det her område. På det tidspunkt havde vi lige fået et mikroskop på Tandlægeskolen, og muligheden for at kigge ham over skulderen åbnede en ny verden for mig. Dette var vel egentlig kickstarten til mit ønske om at arbejde på fuldtid med endodonti. 

På hvilken måde har det vist sig i dit arbejdsliv? 

– I 2010 åbnede jeg min almindelige praksis for henvisninger i rodbehandling, og det er lige så stille vokset derfra. Jeg blev tilbudt at arbejde på den nyåbnede specialafdeling for endodonti, som Lars Bjørndal åbnede som et forsøg på Tandlægeskolen i København. Jeg var tilknyttet som deltidsbehandler fra 2012 til 2015. Dette setup var virkelig givende, da der var behandlere fra skolen med tung teoretisk ballast og så os eksternt tilknyttede, der var meget praktisk orienterede. Denne synergi tror jeg var meget udviklende for os alle. 

Jeg fik senere mulighed for at få en tilknytning til Göteborgs specialuddannelse i endodonti, hvor jeg deltog i et halvt år. Her fik jeg øjnene op for den personlige udvikling, der ligger i samlingen af specialtandlæger. Specielt seminarsessionerne, hvor der blev lagt vægt på faglig diskussion, og hvor selv etablerede procedurer blev taget op til diskussion, var meget givende for holdningsdannelsen inden for fag og udvikling. 

Hvordan er det at have din egen praksis, hvor du udelukkende beskæftiger dig med endodonti? 

– Siden 2020 har jeg haft ren henvisningspraksis, hvor jeg kun arbejder for andre tandlæger. Man kan sætte linjen, som man vil, og det er dejligt at kunne styre det selv. Jeg behøver ikke altid at tænke på, om en beslutning er økonomisk sund, men mere om den har faglig relevans og bidrager til at gøre ens hverdag bedre. Jeg har sammen med min gode kollega, Younes Alipanah, besluttet at starte et træningscenter i tilknytning til min klinik. Her vil vi til efteråret begynde at tilbyde undervisning i rationelle procedurer, almindelig protokol samt avancerede behandlinger assisteret af mikroskop. Mikroskop og endodonti hænger jo sammen, og jeg mener, at det derfor også er fremtiden, at flere bliver dygtigere til at bruge mikroskopet. Centeret har seks fuldt udstyrede behandlingsenheder, hver med mikroskop. 

Savner du at lave andre behandlinger? 

– Nej, det gør jeg ikke. Efter 25 år som almindelig tandlæge synes jeg, at jeg har været igennem de fleste behandlinger. Jeg kan godt lide den udfordring, der ligger i det komplicerede, og der er også en utrolig ro over rodbehandlinger. Lige så snart kofferdammen er sat på, kommer der et fokus, som er rart at være i. 

Hvem vil du gerne sende stafetten videre til? 

– Søren Ruf Larsen. Han er en ung tandlæge, der åbnede en større klinik under COVID-19-pandemien. 

Thomas Harnung spørger: 

– Hvordan var det at starte en ny klinik under COVID-19- pandemien og håndtere de udfordringer, der fulgte med?