Leder:

Stop med at kalde os en patientforening

Tandlægeforeningen er min, din og din kollegas forening. Uanset hvilket udvalg eller bestyrelse man finder, er omdrejningspunktet vores fag, faglighed og vores hverdag, lyder det fra TF-formand Susanne Kleist.

Susanne Kleist leder
Tekst: Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen / Foto: Les Kaner

Det er, som om den ikke vil dø. Historien om, at Tandlægeforeningen er blevet en patientforening. 

Det ærgrer mig meget, for intet kunne være mere forkert. 

Tandlægeforeningen er tandlægernes forening. Det er min, din og din kollegas forening, og vi har et demokratisk system, så alle har mulighed for at gøre deres indflydelse gældende. Faktisk er vejen til et udvalg, en regionsbestyrelse eller hovedbestyrelsen ret kort. 

Og uanset hvilket udvalg eller bestyrelse man finder, så er omdrejningspunktet vores fag, faglighed og vores hverdag. Vi kæmper for medlemmer og vores arbejdsliv uanset ansættelse, og vi kæmper for, at vores fag skal have den respekt og indflydelse, som det bør have. I min optik er vores vigtigste kamp at gøre vores hverdag nemmere og tryggere.

Det gør vi bl.a. ved at sikre medlemmerne højtspecialiseret og kvalitetssikret juridisk og sundhedsfaglig rådgivning samt have et stærkt sikkerhedsnet, hvis (arbejds)livet rammer. Det er fx vores tilbud om erhvervsrådgivning, karrieresparring, psykologhjælp, retshjælp, ligesom vi hvert år fører flere sager som mandatar for medlemmer. 

Derudover er der tilbuddene om relevant faglig efteruddannelse i form af kurser og videnskabelige nyheder og artikler og et konstant informationsflow, der sikrer, at alle medlemmer er opdateret på gældende regler og lovgivning. 

Når vi så alligevel bliver beskyldt for at være en patientforening, må det være, fordi der er medlemmer, der misforstår vores politiske arbejde og arbejdet med at skabe respekt og indflydelse for vores fag.

Vi har alle et ansvar for vores forening

Forbindelsen til Christiansborg har aldrig været bedre, og vi oplever, at vi er tæt på beslutningsprocesserne og bliver taget med på råd. 

Vi fik lagt Hjørring i graven og fik øget optaget på uddannelsen markant. Vi er godt i gang med at få ændret de ikke så gennemtænkte regler om samtykke ved journaloverdragelse og få mindsket papirarbejdet for behandlinger med særlig støtte. 

De resultater har vi kun opnået, fordi vi blandt politikere og samarbejdspartnere bliver oplevet som en troværdig organisation, som er parate til at byde ind og tage ansvar for danskernes sundhed og ikke kun har fokus på vores egne interesser. 

Samtidig er det lykkedes at komme igennem mediebilledet med stærke historier om, hvor afgørende tænder er for et godt og sundt liv, og det lykkes altså kun, hvis man bruger patienternes perspektiv. 

Til gengæld er hver eneste patienthistorie en påmindelse om, hvor vigtige tandlæger er for folkesundheden i Danmark. Og det giver også indflydelse på Slotsholmen.

Hvis du har spørgsmål til foreningens kurs, eller har du en god idé til, hvordan vi kan blive endnu bedre, så tøv ikke med at række ud til mig eller din regionsbestyrelse. 

Vi har alle et ansvar for vores forening og for at gøre den til et stærkt fællesskab.