Et døgn med:

"Jeg er kun blevet bekræftet i, at jeg har valgt det rigtige fag"

19-årige Helin Qadar har siden folkeskolen vidst, at hun ville være tandlæge. I august kunne hun sammen med 227 andre endelig kalde sig stud.odont. Følg hende på årets introtur.

Helin Qadar
Tekst: Anne Burlund

HELIN QADAR

Odontologistuderende på 1. semester på Københavns Universitet

07.15 

Jeg står op og gør mig klar, da jeg er på morgenmadsholdet og skal lave mad til mine ca. 80 medstuderende, der netop er startet på Odontologi på Københavns Universitet. Det er tredje og sidste dag på vores introtur i Tølløse. Jeg har tidligt haft en idé om, at jeg ville være tandlæge og er gået målrettet efter det og har fx ikke holdt sabbatår. I 9. klasse skrev jeg til en tandlæge i Roskilde, hvor jeg bor, om jeg måtte komme i erhvervspraktik hos dem, og det åbnede mine øjne for faget. 

09.00 

Jeg spiser morgenmad og taler med de andre om dagens program. I aften er der gallafest, og folk glæder sig. Introvejlederne har været gode til at ryste os sammen, så nervøsiteten og spændingen, der prægede de første dage, er stort set forsvundet. 

10.00 

Tandlægeforeningen holder foredrag om de forskellige aspekter af tandlægefaget og det arbejdsliv, vi kan se frem til. Det er spændende at høre om alle de forskellige retninger, vi kan specialisere os inden for. 

12.00 

Inden vi kaster os over frokosten – en hyret pølsevogn – leger vi på min opfordring selskabslegen ”Spion” for at lære hinanden bedre at kende. Vi griner sammen, og stemningen er god. 

12.30 

Specialtandlæge Morten Højtedal holder foredrag om kæbekirurgi. Det har jeg glædet mig meget til at høre om, da jeg altid har tænkt, at jeg enten ville være kæbekirurg eller arbejde med tandregulering. Det tiltaler mig, at man dykker dybt ned i et område – om det så er kirurgien eller det intense længerevarende forløb med et barn i børnetandplejen. Jeg synes, at ALT er enormt spændende! Morten viser nogle lidt voldsomme billeder, som skræmmer mange. Og så stiller han et relevant spørgsmål: Er man tandlæge eller læge, når man arbejder med kirurgi? Det er et speciale, der rækker ind i begge fagligheder. 

13.20 

Tandsundhed Uden Grænser fortæller om deres arbejde. Jeg kender lidt til deres arbejde i forvejen og har altid tænkt, at jeg gerne vil udsendes for dem en dag. Det er virkelig fedt, at man som tandlæge kan være med til at gøre en forskel. Foredraget gør mig kun mere opsat på at være frivillig i organisationen. 

14.00 

Vi hygger med tutorerne og laver flere selskabslege, der skal ryste os sammen som hold. Bl.a. en leg, hvor vi skal trække et tilfældigt antal stykker toiletpapir fra en stor rulle, og så skal man fortælle samme antal ting om sig selv. Jeg misforstår reglerne, så jeg trækker så mange papirer, jeg kan, og ender med at skulle fortælle 10 ting om mig selv. Jeg fortæller bl.a., at jeg har været i finalen i konkurrencen ”Unge Forskere”. Da jeg gik i 3. g, lavede jeg et projekt, hvor jeg undersøgte, om ADHD kan være miljøbestemt ved at se på epigenetiske forandringer hos bananfluer. 

19.00 

Gallamiddagen går i gang. Vi har alle fået en lap papir under vores tallerken med en personlig udfordring, vi skal gennemføre under middagen. Jeg skal fx, hver gang der bliver klappet, klappe endnu højere og længere end alle de andre. Det er lidt pinligt, men også sjovt – og det er svært at gennemskue, hvad de andres udfordringer er. 

00.30 

Jeg går i seng efter en lang dag. Jeg vil gerne være frisk til immatrikulationsfesten næste dag. Flere af mine medstuderende kommer først i seng kl. 4 og er lidt slappe i koderne dagen derpå. Introturen har kun bekræftet mig i, at jeg har valgt det rigtige fag – og jeg kan ikke vente med at komme rigtigt i gang med studiet!