"Økonomien er desværre ikke fulgt med de gode intentioner"

Det første år har været lidt af en forsøgsordning. Hele grundlaget for udmøntningen af ordningen var så løst formuleret, at vi har måttet opfinde tingene og tolke undervejs. Fx har det ved traumebetinget tandtab været uklart, hvem der skulle afholde udgifterne i den ”provisoriske fase”, indtil man kan tilbyde en endelig protetisk erstatning. 

Intentionen om gratis tandpleje til unge er prisværdig, men økonomien er desværre ikke fulgt med de gode intentioner, og der er andre grupper i samfundet, der trænger mere – og hvor det ville rykke mere ift. den generelle tandsundhed. Så på den måde er det en dyr ordning, der ikke giver så meget mere tandsundhed. 

Jeg mener også, at man fratager de unge lidt af egenansvaret, som vi igennem mange år har arbejdet for at få dem til at påtage sig. Og så har vi – ligesom privat praksis – ingen beføjelser, hvis de unge ikke møder op og prioriterer tandlægebesøget. Her ville vi normalt for børn/ unge under 18 år kontakte forældrene. 

Og hvis det ikke lykkes, vil vi typisk sende en bekymringsunderretning til familieafdelingen i kommunen, som vil forsøge at etablere kontakt til familien. Men det er ikke muligt, når patienten er voksen og myndig. Vi kan være opsøgende og oplysende, indtil den unge fylder 18 år, men derefter kan vi ikke gøre meget. Så jeg tror desværre ikke, at det får den helt store betydning for dropout, der bare rykkes tre år frem.

Vi er udfordret på kapacitet og mangler lige nu to klinikker for at kunne varetage de mange nye patienter. Vi forventer en tilgang på 4-500 patienter pr. årgang og er derfor nødt til at foretage klinikudvidelser eller sammenlægge eksisterende klinikker for at kunne udnytte mulighederne og have nok kapacitet. 

Også på den økonomiske side halter det. Vi bliver tildelt ca. 1.250 kr. pr. patient i dag, selvom tidligere undersøgelser har vist, at den gennemsnitlige udgift pr. patient for unge på 16-17 år er ca. 1.600 kr. om året, hvis de modtog tandpleje på en kommunal klinik. Når vi taler patienter på 18-22 år, kommer der flere større og mere krævende behandlinger i spil, bl.a. kroner, endodontiske behandlinger, komplikationer ifm. visdomstænder, tilfælde med tvivlsspørgsmål af ortodontisk behandling – altså de helt dyre behandlinger. I faglige miljøer er der forskning, der peger på, at op mod 80 % af alle visdomstænder på en årgang skal bortopereres for at undgå andre og mere udfordrende problematikker senere i livet. En enkelttandsamotio koster typisk mellem 3.500-5.500 kr. alt efter kompleksitet ved henvisning til privat praksis og dermed er den nuværende økonomiske ramme skudt helt forbi målet. Særligt hvis de seneste anbefalinger omkring operative fjernelser af visdomstænder holder nogenlunde stik. 

Vi har forsøgt at opkvalificere personalet ift. de nye opgaver, vi står over for med voksne og mere behandlingskrævende patienter. Fx ved at efteruddanne inden for endodonti, operativ fjernelse af visdomstænder m.v. Vi vil gerne dække bredest muligt og skal kunne lave alle behandlinger. Det betyder også, at vi vil kunne tilbyde en anden type stilling, der forhåbentlig vil gøre det mere attraktivt at arbejde i den kommunale tandpleje. Vi har i de seneste jobopslag lagt vægt på, at vi som kommunal tandpleje forsøger at tilbyde vores patienter hele paletten af tandlægefaglige behandlinger, og dermed vil man som ansat tandlæge have gode muligheder for at kunne specialisere sig i fjernelse af fx vanskelige visdomstænder m.v.

På mange måder synes jeg, at den nye ordning er med til at grave grøfter mellem kommunal tandpleje og privat praksis. Hvis jeg skal lave mit arbejde bedst muligt – og sikre størst mulig tandsundhed hos de unge – og samtidig holde mig indenfor den økonomiske ramme, som kommunalbestyrelsen har bevilget, så forudsætter det, at jeg skal forsøge at holde på de unge længst muligt. For hvis de vælger at fortsætte i privat praksis, medfører det også en betydelig merudgift i tandplejens samlede budget, da vederlagsfri tandpleje igennem fritvalgsordningen typisk er mellem 85-100 % dyrere, end hvad det koster i kommunal praksis. Vi skal jo ikke tjene penge, i modsætning til privat praksis, så det er lidt en tvangssituation at være i, som giver mindre fleksibilitet – og det kan se ud, som om vi presser priserne på de frie ydelser. 

Den nye ordning har betydet, at vi er kommet længere bagud i forhold til at overholde indkaldeintervallerne. Vi er gået fra at være tre måneder bagud til nu 7-8 måneder. Når vi venter for længe med en behandling, er der en risiko for, at den bliver mere kompleks og dermed gør det sværere at opnå et tilfredsstillende resultat, som igen betyder et større tids- og ressourceforbrug, som påvirker den samlede økonomi og kapacitet. Så det bliver en ond spiral. Jeg har valgt ikke at slå to barselsvikariater op, da vi ikke p.t. har ressourcerne til at tage hånd om nye medarbejdere, selvom vi har brug for de ekstra hænder. 

Jeg kan godt se de positive aspekter og de politiske intentioner ved den nye ordning, der giver en hverdag med større diversitet for tandlægerne med øgede faglige udfordringer og muligheder for at dygtiggøre sig. Men forarbejdet blandt politikerne er mangelfuldt og ikke godt gennemtænkt. Det er ærgerligt, at de ikke har rådført sig med os, der skal udmønte den i praksis i forhold til faglighed og økonomi.