Det skal du vide om:

Arbejdsrelaterede høreskader

Tre ud af fire tandlæger finder, at støjniveauet på tandklinikker er irriterende, og en del ældre tandlæger med hørenedsættelse kæder dette sammen med mange års arbejde med airrotor og ultralydstandrenser. Men hvor meget er der om snakken? Denne guide gør dig klogere på risici, faregrænser og forebyggelse.

Ørepropper
Tekst: BEARBEJDET AF TANDLÆGE, DR. ODONT. BJARNE KLAUSEN / Foto: Shutterstock

1. Definitioner

Høretab/høreskade er en permanent forringelse af hørelsen i forhold til det normale for alderen.

Hørenedsættelse er høretab, som med­fører problemer med kommunikation i forhold til det normale.

Hørehandicap er hørenedsættelse, der påvirker kommunikationen i dagligdagen.

Arbejdsbetinget høretab er høreskade forårsaget af påvirkning i arbejdsmiljøet. Tinnitus er en subjektiv oplevelse af lyd uden fysisk lydudsættelse og opleves ofte som susen, hylen eller brummen. Støj er uønsket lyd.

Der er to typer af støj, som kan give høreskader:

Et konstant, højt støjniveau på arbejds­pladsen, som slider på hørelsen over tid, samt impulsstøj, der er en meget kort­varig og særdeles høj støj, som fx støjen fra en eksplosion. Impulsstøj kan give akutte, permanente høreskader.

Den samlede risiko for høreskader hænger sammen med, hvor høj støjen er, hvor længe medarbejderne er udsat for den, og om der er impulsstøj.

 

2. Hvordan måles lyd?

Lyd måles i decibel (dB). dB(A) bruges ved måling af relativt jævn støj, mens dB(C) bruges ved måling af støjimpulser.

0 dB er den svageste lyd, man kan høre med en normal hørelse. Smertegrænsen går typisk ved 120-130 dB. Decibel er en logaritmisk skala. Det betyder, at man ikke bare kan lægge dB­tallene sammen, når man beregner den samlede støjbe­ lastning. En forøgelse på 6 dB udgør fx en fordobling af lydtrykket, og en for­ øgelse på 10 dB udgør en tredobling af lydtrykket. En forringelse af høretærsk­len med 10 dB medfører derfor behov for tredobling af lydtrykket, førend lyden kan høres.

 

3. Hvad siger loven?

Ingen må udsættes for en daglig støjbe­lastning på over 85 dB(A) eller støjimpul­ser på over 137 dB(C), og alle arbejdsplad­ser skal overholde disse grænseværdier. 

Ved støjbelastning over 80 dB(A) og ved impulser over 135 dB(C) skal arbejdsgiveren stille høreværn til rådighed.

Arbejdsbetingede høreskader er en an­meldepligtig erhvervssygdom.

 

4. Støj og høreskader på tandklinikker

I tandlægepraksis er støjniveauet især problematisk ved anvendelse af airrotor, sug og ultralyd.

I forbindelse med et bachelorprojekt fra DTU, som tidligere har været omtalt i Tandlægebladet, blev der målt støjni­veauer på tre danske tandklinikker. Det gennemsnitlige støjniveau lå mellem 68 og 75 dB, og spidsbelastningerne nåede op på 112­117 dB. Det var dog kun i 28 sekunder i løbet af en ottetimersdag, at niveauet nåede over Arbejdstilsynets grænseværdi på 85 dB. Tallene stemmer overens med et større studie fra USA, hvor det daglige gennemsnitsniveau lå på 70 dB, mens 4 % af målingerne nåede op over 85 dB. Forfatterne konklu­derede, at den belastning ikke indebar risiko for høreskader.

Trods dette påpeger en oversigtsar­tikel, at der i to ud af fire videnskabe­ lige studier er påvist forøget risiko for hørenedsættelse blandt tandplejeper­sonale. Det ene viste bl.a. signifikant forringede høretærskler i diskantområ­det hos personer med mere end 20 års arbejdserfaring, men høretærsklerne lå dog inden for normalområdet eller i området med let hørenedsættelse. Det andet studie viste, at tandplejepersona­le, som regelmæssigt anvendte airrotor, havde signifikant dårligere høretærskler i diskanten end tandlægestuderende og medarbejdere, der ikke anvendte disse vinkelstykker. To andre studier har vist, at klinikassistenter og tandteknikere havde signifikant dårligere hørelse end tandlæger. Også i disse studier var det di­skantområdet, der var ramt. Forfatterne til oversigtsartiklen konstaterede dog, at der ikke kan drages sikre konklusioner 

om risikoen for høreskader på tandkli­ nikker, da de tilgængelige studier er få og af lav kvalitet.

Generelt tyder studierne på, at de hø­renedsættelser, der kan påvises blandt tandplejepersonalet, er ret små. Støj på arbejdspladsen kan imidlertid også føre til andre høregener såsom tinnitus og hyperacusis (lydoverfølsomhed). Tand­læger er blandt de erhvervsgrupper, der har høj forekomst af hyperacusis, og iføl­ge DTU-­studiet er der ikke mindre end 42 % af tandplejepersonalet, der lider af tinnitus.

 

5. Forebyggelse

Flere studier tyder på, at støjniveauet øges, hvis udstyret er af ældre dato og dårligt vedligeholdt. Ifølge undersøgel- sen fra DTU lå støjniveauet ved ældre udstyr mellem 57 og 85 dB(A), men kun mellem 55 og 79 dB(A) ved nyere udstyr. Det er derfor fornuftigt at vedli­ geholde udstyret og udskifte alderstegne apparater.

Det svenske arbejdstilsyn har udvik­ let en gratis støjapp kaldet Buller (eller NoiseExposure). Ved hjælp af den kan du få et skøn over, hvor meget støj der er omkring dig. Du kan fx måle støjen på klinikken.

Brug høreværn eller ørepropper. Kor­ rekt brug af høreværn reducerer lydtryk­ ket med 10­20 dB.

Giv ørerne pauser. Sørg for, at alle med­ arbejdere får støjpauser i løbet af dagen. Lydisolér eventuelt frokoststuen.

Brug det udstyr, der larmer, så lidt som muligt i løbet af dagen.

Kilder:

Fredriksson S. Hörselskador och buller inom tandvård. (Set 2024 januar). Tilgængelig fra: URL: https://internetodontologi.se.

ARBEJDSTILSYNET. Meget kraftig støj, støj- grænser og beregning af støj. (Set 2024 ja- nuar). Tilgængelig fra: URL: Meget kraftig støj, støjgrænser og beregning af støj - Arbejdstilsynet (at.dk)

ARBEJDSTILSYNET. Brug af ultralyd. (Set 2024 januar). Tilgængelig fra: URL: Brug af ultralyd - Arbejdstilsynet (at.dk)

ARBEJDSTILSYNET. Støjbetinget hørenedsættelse. (Set 2024 januar) Tilgængelig fra: URL: Kapitel 02 - Høresygdomme - Arbejdstilsynet (at.dk)

Jørgensen NK, Larsen EP. Høreskade, arbejdsbetinget. (Set 2024 januar). Tilgængelig fra: URL: https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/arbejdsmedicin/arb...

Jeong C-H, Yazdanyar N. Noise level measured in Danish dental clinics. Proceedings of Internoise 2020-2020;2794-2801.

Støj på klinikker kan give stress. Tandlægebladet 2020;124:458-460.