"Jeg vil gerne inspirere og dele"

05.30  

Uret ringer, og jeg står op. Jeg er spændt, for jeg skal afholde mit første velgørenhedskursus. Alle indtægter går til Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Alzheimerforeningen. Jeg ved, at vi kommer til at donere 120.000 kr. Jeg ror et 40 minutters program på romaskinen, inden jeg spiser morgenmad med familien.

07.30  

Jeg er på klinikken i god tid. Der er altid nogle småting, der skal ordnes. Til dagens kursus bliver vi de sædvanlige 12 deltagere og derudover repræsentanter fra industrien, der har sagt ja til at bidrage, selvom de er konkurrenter til daglig. Jeg kan mærke en særlig glæde og stolthed ved dette kursus, hvor ingen har økonomiske interesser, og hvor alle deltager på et samlet hold med et fælles mål. Jeg trives bedst på hold. De forskellige leverandører dukker op. Det bliver pludselig lidt hektisk, for der er mange spørgsmål, og videomanden dukker op og skal briefes. Samtidig driller min fremviser med præsentationen. Jeg er lidt nervøs.

08.30

Vi spiser fælles morgenmad. Vi er 20 mennesker, snakken går, og stemningen er virkelig god. Jeg kender en del i forvejen og får talt med både gamle venner og nye venner. Jeg elsker det sociale aspekt. Jeg taler med klinikkens receptionist, der står for den overordnede koordinering af kurserne. Hun bemærker også den gode stemning og værdsætter, at vi arbejder fælles for en større sag. Jeg ville ikke kunne afholde kurser uden hjælp fra mine kollegaer på klinikken. De gør et kæmpe arbejde. Jeg sender dem en kærlig tanke og føler mig heldig og privilegeret.

09.00

Den teoretiske undervisning starter. Nervøsiteten forsvinder med det samme. Fremviseren holder op med at virke, men jeg styrer bare manuelt. Jeg har meget på hjerte, men forsøger at tale langsomt. Der er deltagere fra Sverige, så jeg taler skiftevis engelsk og dansk. Jeg kan se, at nogle af deltagerne har det lidt svært. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har skrevet i invitationen, at undervisningen vil foregå på engelsk. Efter en kort pause introducerer jeg første øvelse. Alle lytter koncentreret, og vi er færdige nærmest på minuttet.

12.15 

Jeg skynder mig at spise frokost, så jeg kan gøre klar til eftermiddagens program, der er lidt mere presset. Der er mange øvelser, og jeg vil gerne sikre mig, at alle når at gennemføre.

13.00

Programmet fortsætter, og jeg tænder for noget musik, mens deltagerne arbejder. Min gode ven og dygtige kollega Cathrine Nørgaard er medinstruktør. Vi går rundt og svarer på spørgsmål og hjælper. På skærmen kører en video med den aktuelle øvelse, så deltagerne hele tiden har mulighed for at orientere sig i øvelsen. Jeg kan se, det er en god hjælp. Jeg spørger et par deltagere, om de vil give et interview til videomanden om det at holde kursus for velgørenhed, og det vil de heldigvis gerne. Det gør mig glad, at vi kan fortælle historien og forhåbentlig inspirere andre kursusgivere og -udbydere til at gøre det samme.

Øvelserne skifter. Deltagerne holder pauser. Det er svært at holde tidsplanen. Vejret er fantastisk og isen god. Det er svært at konkurrere med.

17.00

Vi er lidt forsinkede, men der er god stemning, omend alle er trætte. Vi får meget positiv respons fra deltagerne. Én fortæller, at hun virkelig er blevet inspireret og har fået mod på at kaste sig ud i de behandlinger, vi har trænet. Det er den bedste feedback for mig. Jeg vil gerne inspirere og dele. Jeg lukker og slukker uden at rydde op og går hjem til familien.

18.00

Hjemme efter en lang dag, og jeg er megatræt. Men også glad og stolt over projektet. Jeg henter pizzaer og ser film med familien. Aftenen slutter med mere is. Alt er godt.