"Fagpolitik kan få dig helt op i det røde felt"

Michael Svanholt spørger:

Hvordan finder du tid til fagpolitisk arbejde i en travl hverdag, og hvad driver dig?

– Jeg blev involveret i fagpolitik ved lidt af et tilfælde, da jeg blev ansat på en ny klinik i 2008, og min chef spurgte, om jeg ikke ville med til møde i det, der dengang hed Københavns Tandlægeforening. To måneder senere var jeg på vej til min første hovedgeneralforsamling som suppleant. Og så er det ellers bare kørt derudad siden. Jeg var ikke som sådan drevet af en særlig agenda dengang. Jeg var bare nået til et punkt i min karriere, hvor hverdagen efter syv års erhvervserfaring havde ramt en form for rutine, og jeg havde brug for at fylde noget på, som ikke kun handlede om at lave flere tænder. Jeg søgte noget mentalt udfordrende, der stadig var inden for mit felt, men alligevel noget helt andet. Og det fandt jeg i fagpolitikken. Selvom man starter i det små, bliver man lukket ind i maskinrummet fra day one og får hurtigt forståelse for, hvordan den administrative og politiske tandlægeverden fungerer. Og for hvor vigtigt det er, at vi engagerer os i den, så vi kan passe på vores fag. Fagpolitisk arbejde kan være både sindssygt frustrerende og få en helt op i det røde felt og føles enormt tilfredsstillende, når ting lykkes. For det er jo vigtige ting, der er på spil, når vi forhandler og arbejder for at skabe bedre rammer for faget, vores medarbejdere og vores patienter.

Hvad er de vigtigste fagpolitiske agendaer, som du ser det lige nu?

– Lige nu er jeg meget optaget af, at vi får lavet en ny overenskomst til voksentandplejen og en revision af børne- og ungdomstandplejen, så den nye udvidelse får de rigtige økonomiske rammer og ikke skal løftes af tandlægerne. Og af at sikre mere fleksible arbejdstider for vores klinikassistenter. Men som underviser på Panum er jeg selvfølgelig også optaget af vores uddannelser og ser mig selv som lidt af en vagthund derindefra. Og jeg synes, der mangler diversitet i vores optag. Vi får en masse 12-talselever, og kønsfordelingen bliver stadig mere skæv. Jeg kunne godt tænke mig, at vi ikke gik så snævert efter akademiske, men også håndværksmæssige evner. Det er forsvindende få, der skal forske. Langt de fleste, 90 %, skal altså ud og arbejde som tandlæger, og her har man brug for manuelle færdigheder og rumlig forståelse. I stedet for kun at se på karakterblad burde vi måske give ansøgerne en boremaskine i hånden og se på deres potentiale der. Og så i øvrigt sørge for, at de lærer at arbejde med hænderne og får den nødvendige praktiske øvelse, så de er klar til arbejdet ved stolen, når de bliver færdiguddannet.

Du har tre børn, driver klinik og underviser, hvordan har du fundet tid til fagpolitikken?

– Mine børn er store nu, så det er blevet noget nemmere, men da jeg trådte ind i det fagpolitiske, havde jeg en på otte, en på fem og en på vej, så dengang så det helt anderledes ud. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi min ægtefælle alle dage har accepteret, at det var vigtigt for mig, og holdt for derhjemme, når jeg skulle til møder. Det fagpolitiske – og undervisningen for den sags skyld også – har været lidt at sidestille med en hobby eller et frirum fra hverdagen for mig. Og det har vi altid forsøgt at give hinanden rum til. Og så har vi bare fået det bedste ud af det. Jeg synes ikke rigtig, at suppe er et måltid, men mine børn elsker suppe! Så der har ofte været suppe på menuen de aftner, jeg har været væk.

Hvad tænker du om, at det i dag er blevet sværere at rekruttere unge til fagpolitisk arbejde?

– Jeg forstår dem godt. Man har meget at se til, når man er i gang med at etablere karriere og måske stifte familie. Og jeg synes også, det er godt nok, at man lige får lidt hår på brystet og nogle års erhvervserfaring først. Men når det er sagt, så er det vigtigt, at de kommer på banen. Hvis vi ikke engagerer os, er det bare nogle andre, der løber med dagsordenen og sætter kursen for fremtidens tandlæger og vores fag. Det er vigtigt, at de også får en fod indenfor i maskinrummet, så vores stand ikke i fremtiden bliver kørt over.

Hvem vil du give stafetten videre til og hvorfor?

Marianne Clemensen har været tandlæge siden 1977. Forrige år solgte hun sin klinik efter 42 år. Alligevel har hun valgt at arbejde videre som underviser og nu også som ansat i privatpraksis.

Rasmus Frich spørger:

Hvorfor fortsætter du i faget, selvom du med god samvittighed kan trække dig tilbage, og hvad har bragt størst arbejdsglæde i din lange karriere?