"Tænk, hvis jeg kunne gøre en forskel for de her patienter"

Steno Diabetes Center Copenhagen har indrettet egen tandlægeklinik. Her skal tandlæge Ava Azar undersøge, hvordan dårlig tandstatus påvirker diabetes.

1
Tekst: Kim Andreasen

 

AVA AZAR

Tandlæge og ph.d.-studerende, Steno Diabetes Center Copenhagen

 

 

06.30

Vækkeuret ringer. Jeg står op. Dyrker 10 minutters morgenyoga, som jeg gør hver morgen. Bagefter spiser jeg morgenmad og får en kop kaffe.

07.30

Jeg hopper op på cyklen og begiver mig mod Steno Diabetes Center Copenhagen, som ligger i tilknytning til Herlev Hospital. Det tager ca. en halv time.

08.00

Ankommer til Steno, klæder om og går hen til klinikken, hvor min klinikassistent allerede er kommet. Jeg åbner computeren og tager en kop kaffe. Jeg har været så privilegeret at blive ansat som ph.d.-studerende i det her projekt, hvor min tandfaglighed kommer i spil i en helt ny kontekst. Personer med diabetes er i risiko for at få mange forskellige følgesygdomme – også i munden som fx parodontitis. Tandlæger har traditionelt ikke direkte været involveret i forebyggelse af følgesygdomme hos personer med diabetes på selve diabetesafdelingerne, men det har Steno turdet lave om på med dette ph.d.-projekt. Vi ønsker at finde sammenhænge mellem sygdom i munden, diabetes og følgesygdomme hos brugerne på Steno. Det skal være med til at kvalificere, hvordan tandlæger bør og kan hjælpe med forebyggelsen af følgesygdomme hos personer med diabetes. Tænk, hvis jeg kunne gøre en forskel for de her patienter med projektet. 

08.30

Jeg læser mine mails. Har fået feedback på de første forskningsresultater fra min vejleder. Ud over den rent tandlægefaglige tilfredsstillelse er projektet også en mulighed for fordybelse, som jeg sætter stor pris på ved forskningsverdenen. Forbereder mig også på at modtage de fire deltagere, som er booket til at blive undersøgt i dag. 

10.00

Dagens første deltager sidder i stolen. Han mødte allerede kl. 8 for at få undersøgt sit hjerte hos min kollega, der er læge. Tandundersøgelsen består af en spytprøve, røntgen og en grundig klinisk undersøgelse af slimhinder, tænder og tandkød. Deltageren er en 90-årig gammel mand, som har parodontitis – men han er i behandling. Hver undersøgelse tager mere end en time, så det kommer til at tage tid at få alle forsøgsdeltagerne, som indgår i studiet, igennem. 

11.30

Det er tid til næste deltager. På et tidspunkt i undersøgelsen bipper hans blodsukkermåler. Vi må afbryde, så han kan få noget juice. Men det skete heldigvis efter spytprøven. 

12.30

Frokosttid. Jeg går i kantinen på Herlev Hospital og køber mig en salat, som jeg spiser sammen med mine kolleger på Steno. Vi er mange ph.d.-studerende, og vi har et godt sammenhold – både fagligt og socialt. Det er godt at have nogen, man kan dele både de små sejre og udfordringerne i et ph.d.-projekt med. 

13.00

Dagens tredje deltager er en kvinde med parodontitis. Hun får diagnosen af mig, og hun er overrasket. Når man ikke har behandlingsansvaret, kan det være svært at sige til en patient, at hun har en sygdom i munden. For i modsætning til andre sygdomme, som man via skatten får hjælp til hos lægen, kan det jo være dyrt at gå til tandlæge for at få behandling. 

16.00

Efter dagens sidste deltager cykler jeg hjem. De fleste dage løber jeg en tur, men i dag regnede det, så det blev til en times yoga på stuegulvet. 

18.00

Min lillebror har inviteret til middag. Jeg når at bikse en salat sammen, som jeg tager med. Vi er samlet hele min familie og min kæreste. 

22.00

Jeg går i seng. Det gælder om at være udhvilet til næste dag, hvor jeg har statistikkursus. Det er også en del af det at være ph.d.-studerende.