"Jeg holder stadig af duften i bageriet"

Rasmus Frich spørger:

Hvorfor fortsætter du i faget, selvom du med god samvittighed kunne trække dig tilbage, og hvad har bragt størst arbejdsglæde i din lange karriere? 

– Fra den første dag, jeg trådte ind på Tandlægeskolen, har jeg kunnet lide duften i bageriet. Og det kan jeg stadig. Jeg holder af alle fagets facetter. Det tandfaglige, kollegaskabet og kontakten med patienterne. Det er en glæde at have været i faget så længe, at jeg kan se, hvordan de beslutninger, jeg har taget i fællesskab med patienter for årtier siden, holder over tid. Samtidig betyder det jo noget at have kendt sine patienter i mange år og gennem sorger og glæder. Det har været berigende for mig at møde mange forskellige mennesker og lære, hvordan livet kan være anderledes end mit, og man kan have helt andre måder at anskue verden på. Det samme gør sig gældende for mit arbejde som klinisk underviser på Klinisk fællesundervisning for oral rehabilitering. Jeg holder meget af at lære fra mig og se de studerende udvikle sig, og jeg er meget bevidst om, hvad jeg lærer af dem. På begge områder tror jeg fortsat at kunne bidrage.

Hvad er det, du med din mangeårige erfaring fortsat kan bidrage med som tand-læge og underviser?

– Efter så mange år er det jo klart, at jeg kommer med en viden, man ikke kun kan læse sig til, men erhverves gennem erfaring. Det er viden, som bunder i, at jeg har set, hvordan forskellige behandlinger – fra simple fyldninger til broer, implantater og proteser – har klaret sig over tid, når jeg har fulgt mine patienter. Gennem 40 år for nogles vedkommende! Jeg ved, hvor vigtigt det er, at man fra starten træffer de bedste valg for den enkelte patient, så vi sikrer kvalitet og holdbarhed og kender til de faldgruber, der kan være i det, der ellers umiddelbart ser simpelt ud. Og det er en erfaring, jeg kan bruge i undervisningen af de studerende. For mig er det også vigtigt at videregive, at vi som tandlæger skal udvise ansvarlighed og omhu i forhold til alle opgaver. Uanset om de er store eller små, eller hvor på den økonomiske skala de placerer sig. Vi arbejder i menneskers personlige og intime zone, når vi laver behandlinger i munden. Det kræver respekt og indføling.

Hvilke forandringer ser du som de væsentligste i de år, du har været i faget?

– Det har betydet meget at se, hvordan behovet for behandling med helproteser er blevet stadig mindre og i dag stort set er gledet ud. Der er fortsat mennesker, for hvem det er den rigtige løsning, og dem skal vi selvfølgelig behandle. Men det er en god udvikling, at vi har mulighed for at behandle med alternativer. Det er udtryk for, at tandsundheden generelt er blevet bedre, og flere beholder egne tænder, men det har også haft stor betydning for mange patienters selvværd. Tidligere så jeg, hvordan det kunne være forbundet med stor skam at få en helprotese. Især hos mennesker, der havde brug for dem i en tidlig alder. De syntes, at det var flovt. I dag betyder udviklingen, at flere behandles med delproteser, broer og implantater, og at rigtig mange kan tilbydes fast protetisk behandling i stedet for. Og det kan jeg se betyder meget for selvværd og livskvalitet.

Hvad får du sværest ved at sige farvel til, når du en dag indstiller karrieren?

– Det hele. Min faglighed, sparringen med kolleger, undervisningen. Jeg føler mig meget sikker på, at selvom jeg trapper ned på fornuftig vis, så vil jeg føle et tab. For det er jo også en identitet, man siger farvel til. Jeg er tandlæge. Og jeg nyder, at jeg i den egenskab kan gøre en forskel for andre. For mine patienter, mine kolleger og mine studerende. Det kommer jeg til at savne.

Hvem vil du give stafetten videre til og hvorfor?

– Tandlæge Steen Boss har som nævnstandlæge i over 20 år bidraget til at skabe et velfungerende klagesystem. Et vigtigt arbejde, der ikke bare sikrer patienters og tandlægers retssikkerhed, men også bidrager til læring og forbedringer. 

Marianne Clemensen spørger:

Hvorfor har du valgt at påtage dig rollen som nævnstandlæge, og hvad har du lært om udviklingen i klager?