Her er formanden i din region
De årlige generalforsamlinger i Tandlægeforeningens regioner er blevet afholdt. Fem regionsformænd fortsætter og to nye ansigter er kommet til. Læs, hvilke udfordringer de syv formænd ser for standen netop nu, og hvor de vil lægge fokus de næste år.
Region Nordjylland
“Vi skal have en samlet stemme”
Christian Roliggaard
(genvalgt)
Udfordring: Tandlæge-foreningen står over for en udfordring med at sikre nok fagpolitisk engagement blandt sine medlemmer, og det gør det sværere at tackle nye udfordringer og muligheder i branchen. For at bevare foreningen og sikre en fælles fremtid er det vigtigt, at flere tandlæger træder frem og engagerer sig – både for fagets og kollegernes skyld.
Fokus: Vi skal have fokus på at øge sammenholdet i Tandlægeforeningen. Det vil skabe en stærk og samlet stemme for hele professionen, som vil gavne os politisk og give os de bedst mulige vilkår for fremtiden.
Region Midtjylland
“Det faglige netværk skal styrkes”
Christina Dam-Tholstrup
(nyvalgt)
Udfordring: Tandlæge-foreningens største udfordring er at få et godt tag om den politiske proces, som er i gang netop nu med en ny model for voksentandplejen. Interne stridigheder i standen må vige for et fælles fodslag om, hvad der er vigtigst for os som tandlæger.
Fokus: Medlemsinddragelse gennem åbenhed samt etablering af kurser for hele teamet, uanset sektor. Jeg vil gerne skabe de bedste betingelser for et godt arbejdsmiljø og dermed fastholdelse af medarbejdere.
Region Syddanmark
“Pres på myndighederne”
Jørgen Juul-Olsen
(genvalgt)
Udfordring: Skabe et stærkt internt sammenhold for dermed at kunne udøve et pres på myndigheder og politikere, så der etableres en ny ordning for voksentandpleje, der både er til gavn for vores patienter, og som er til at arbejde med for hele tandlægestanden.
Fokus: Medlemsinddragelse gennem åbenhed samt etablering af kurser for hele teamet, uanset sektor. Jeg vil gerne skabe de bedste betingelser for et godt arbejdsmiljø og dermed fastholdelse af medarbejdere.
Region Sjælland
“Tandlæger er underlagt et kontrolregime”
Henrik Harmsen
(genvalgt)
Udfordring: Tandlæger er underlagt et intensivt kontrolregime med hensyn til journalskrivning. At over-holde de opstillede krav for i givet fald at kunne over-leve et kontrolbesøg kræver realistisk set 5-10 min. pr. time svarende til 16 % af arbejdstiden. Det må være på sin plads at diskutere hensigtsmæssigheden i dette forbrug af ressourcer.
Fokus: Vores fokus i den kommende periode er at tilbyde kurser til hele teamet på klinikken. Aktuelt er planlagt to kurser med psykolog Pia Callesen, der handler om, hvordan man håndterer vanskelige møder med patienter.
Region Hovedstaden
“Sammen er vi stærkest”
Steffen Lauritzen
(genvalgt)
Udfordring: Vi er midt i en meget usikker tid – hvornår bliver særloven erstattet af en ny aftale, hvad sker der med patienterstatningen, hvor lander forsikringspligten? Det er vanskeligt at navigere i, og uanset hvad følger der en større bureaukratisk byrde med.
Fokus: Vi må tage udfordringerne en ad gangen. Gerne i samarbejde med alle de tandfaglige foreninger, for hvis vi kan enes, står vi stærkest i forhandlingerne. Stiller vi et stærkt hold, ser jeg de bedste muligheder for at nå i mål til gavn for såvel tandlæger som patienter.
Grønland
“Yngre kolleger skal med”
Karen Haarbo-Nygaard
(genvalgt)
Udfordring: Vi skal have flere kolleger, meget gerne yngre, med i foreningen, så vi står stærkere. Rekruttering og fastholdelse er fortsat en udfordring – også i Grønland. Derfor skal vi sikre, at alle kolleger har den bedst mulige oplevelse, uanset ansættelse og hvor i deres karriere de er.
Fokus: Benytte flere af paragrafferne i den nye overenskomst for offentligt ansatte tandlæger samt bevare det gode kollegiale netværk, vi har opbygget. Vi glæder os til at være værter ved Regionsformandsmøde i 2025 – det er altid givtigt med besøg, sparring og inspiration fra gode kolleger.
Færøerne
“Tilpasning til færøske forhold er udfordrende”
Markus Hvannastein
(nyvalgt)
Udfordring: Politikernes arbejde med at overtage danske sagsområder i sundhedsvæsenet og tilpasse dem til færøske forhold giver os af og til udfordringer.
Fokus: Regler og retningslinjer indenfor sundhedsvæsenet må fortolkes ens af tandlæger og de offentlige myndigheder. Dette for at undgå unødvendigt papirarbejde, samt at bestemte patientgrupper ikke forsømmes. Digitalisering af SCOR indenfor børne- og ungdomstandplejen skal tilpasses færøske forhold.