Bor strejfer tunge
Der skal laves en plastfyldning i højre side af underkæben. Patienten er meget nervøs og spænder i tungen og bevæger den. Tungen rammer airrotorens bor, hvilket laver en overfladisk skade på tunge-slimhinden i mundbunden. Lær af den utilsigtede hændelse her.
Patienttilfælde
Der skal laves en plastfyldning i højre side af underkæben. Patienten er meget nervøs og spænder i tungen og bevæger den. Tungen rammer airrotorens bor, hvilket laver en overfladisk skade på tunge-slimhinden i mundbunden. Patienten mærker det ikke pga. bedøvelse. Der lægges to suturer for at lukke sår-randene og derved mindske blødningen. Patienten informeres og instrueres i at skylle med 0,2 % klorhexidin to gange dagligt i 1 min. Patienten får en tid om 10 dage til fjernelse af suturer.
Læring
Gennemgå behandlingsplanen med patienten, inden behandlingen udføres. Hvis patienten er nervøs, lyt til patienten, og tal om, hvad patienten er nervøs for, og hvordan patienten kan hjælpes til at slappe mere af. Hold evt. en pause under behandlingen, hvis patienten virker anspændt. Vejled patienten i forhold til at placere tungen i ganen under behandlingen. Bedre afskærmning med spejl lingvalt eller afskærmning med krølsug kan også være en hjælp.
Utilsigtede hændelser
Siden 2010 har det været lovpligtigt for tandlæger at rapportere utilsigtede hændelser (UTH) til Styrelsen for Patientsikkerhed. I alle fem regioner er der ansat risikomanagere, der arbejder med at øge patientsikkerheden på tandlægeområdet bl.a. ved at drage læring af utilsigtede hændelser og videreformidle denne læring til gavn for andre tandlæger.
I samarbejde med regionernes risikomanagere deler vi på denne pladspatienttilfælde, som er omskrevet, men baseret på lignende indrapporteringer. Du kan rapportere en UTH på dpsd.dk.