Et døgn med:

"Der er stor mangel på uddannede medarbejdere"

Tandsundheden i Grønland er på vej op, men der er fortsat et stykke vej. Følg cheftandlæge Helena Holm på en arbejdsdag, der bl.a. byder på ministerbesøg.

Tb2024 02 Et Doegn Med
HELENA HOLM Cheftandlæge, Landstandplejen i Grønland
Tekst: Anne Burlund

06.30

Selvom jeg bor i gåafstand til mit kontor på Dronning Ingrids Hospital (DIH), prioriterer jeg at have god tid om morgenen. I dag er dog en særlig dag, da den nye minister for sundhed har bedt om en præsentation og et møde med Landstandplejen

08.00

Jeg ankommer til mit kontor og mødes med min ene administrative medarbejder, der også fungerer som tandplejefaglig konsulent. Vi gennemgår dagens opgaver, og jeg får tjekket de første af dagens mange mails. Da jeg startede 1. maj 2023 som cheftandlæge for Grønland, havde jeg måske 1.400 mails i min indbakke efter et par år som almindelig tandlæge. Nu ligger der lige under 7.000 mails, og det betyder desværre, at det ikke kan lade sig gøre at få svaret alle samme dag. Det har jeg haft svært ved at vænne mig til, men heldigvis har jeg haft den øvrige lederstab, som jeg vender mange ting med – både stort og småt. Vi kæmper på mange måder med de samme udfordringer, og jeg har mødt stor forståelse og opbakning fra de øvrige ledere, der har taget rigtig godt imod mig.

10.05

Jeg tager imod sundhedsminister Agathe Fontain fra Inuit Ataqatigiit (AI) på Centralklinikken i Nuuk. Jeg viser hende rundt på klinikken, og derefter tager vi en snak over en kop kaffe om Landstandplejen og alle dens udfordringer. Jeg er glad for, at vi holder mødet på klinikken, for selvom Landstandplejen har topmoderne udstyr, så er pladsen for lille og bygningerne for slidte. 
Jeg fortæller ministeren om udfordringerne med at rekruttere nye medarbejdere – ikke kun tandlæger, men også tandplejere og klinikassistenter. Der er virkelig mangel på uddannede medarbejdere. Tandsundheden i Grønland er på vej op, men der er fortsat et stykke vej. Til trods for at tandplejen er gratis for både børn og voksne, så er der mange udeblivelser og mange, der ikke møder op, før det er alt for sent. Der er ikke tradition for at prioritere sin dentale og orale sundhed i Grønland. Omkring 70 % af vores ressourcer går til behandlinger af voksne. Derfor er strategien, at vi skal bruge flere ressourcer på forebyggelse og hjælp til egenomsorg, så de unge generationer holdes raske, og det ikke ender i en nedadgående spiral. 
Ministeren og hendes stab udviser stor forståelse og udtrykker ønske om samarbejde. Mødet føles som en stor succes for os alle.

12.05

Tilbage til DIH igen, hvor jeg lige kan nå at hente papirer og få frokost inden næste møde med Økonomi- og Personalestyrelsen (ASA).

13.00

Ankommer til ASA, hvor afdelingschefen byder mig velkommen. Vi har en del, der skal forberedes forud for overenskomstforhandlingerne i 2024. Der er også en forventning om, at jeg er med inde over forhandlingerne for tandplejere og tandteknikere. Det er vitterlig spændende arbejde, og jeg ser meget frem til at samarbejde med ASA’s afdelingschef. Han er både kompetent og et meget sympatisk menneske.

15.00

Tilbage på mit kontor, hvor jeg bruger de næste timer på at forberede de næste opgaver, bl.a. et samarbejde med den lokale produktionsskole om at udarbejde en opdateret og bedre tandplejeruddannelse.

18.05

Pakker sammen og tager hjem. Det har været en lang, men også spændende dag. Selvom det ikke er hver dag, ministeren kommer på besøg, så er det et meget godt billede på mine varierende arbejdsdage. Der er aldrig en kedelig dag, hvilket kan være lidt overvældende indimellem. Til gengæld er min belønning, at arbejdet giver mening og formål. At finde måder, hvor Landstandplejen kan hjælpe vores borgere med sundheden, er en af de bedste opgaver, jeg kunne tænke mig.