"Adrenalinen er stadig i kroppen"

06.00

Vækkeuret ringer til en af de anderledes dage på kontoret. Jeg skal til København for sammen med Tandlægeforeningens Afdeling for ansatte tandlæger at forhandle ny overenskomst på vegne af de tandlæger, der er ansat i kommuner, regioner og staten. Jeg skynder mig med morgenrutinerne, samler computer og strikketøj og sætter mig i bilen.

12.15

Ankommer til KL. Vi mødes med Ansatte Tandlægers Organisation (ATO), som vi forhandler sammen med. Stemningen er munter, og vi taler om, hvad vi mon bliver mødt med, og lægger en strategi.

13.30

Vi holder pause i forhandlingerne. Der er allerede pres på, fordi forhandlingerne skal afsluttes i dag. Vi er uenige med KL på en række områder. En hurdle er bl.a. supervisionstillægget. KL er bekymret for, om en omlægning vil gøre det dyrere, og vi drøfter, hvorvidt der skal være et loft. Vi regner og argumenterer og forklarer de helt særlige forhold, som gør sig gældende for os. Et andet sværdslag er store bededag, hvor der er uenighed om, hvorvidt tandlægerne er omfattet eller ej, og hvad det i givet fald skal koste. KL vil forøge arbejdstiden, men det ønsker vi som udgangspunkt ikke.

15.30

KL afbryder forhandlingerne. Der er andre grupper i gang samtidigt, som de skal tale med. Vi går en tur for at tanke op med slik og chokolade. Vi kommer nok til at være i KL et stykke tid. 

17.00

Forhandlingerne bliver genoptaget, og vi bliver hårdt presset af KL. Det er utrolig vigtigt for os, at der opnås størst mulige reallønsforbedringer til alle kommunalt ansatte tandlæger, så der skal findes løsninger. Vi forhandler videre, men kl. 19 går det igen i stå.

19.30

Vi bestiller pizza og er tydeligvis ikke de eneste, da vi på gangene passerer utallige tomme pizzabakker. Vi gennemgår med Akademikernes store delegation, hvor vi er i processen. Vi regner og diskuterer for og imod de argumenter, som er på bordet. Vi lægger igen strategi. Vi ønsker at afværge mange af KL’s krav ved at fokusere på supervisionstillægget.

21.00

Stadig ingen KL-delegation, og jeg går ind til Akademikerne og lægger puslespil. De er på puslespil nr. 8. Jeg måber, men Lisbeth Lintz, som er formand for Akademikerne, forklarer, at det er helt normalt. Der er nogle, der spiller backgammon, nogle læser, og andre ligger på medbragte underlag. Man fornemmer, at dette tager tid. 

23.30

Nu sker der noget. KL vender tilbage. Alle er trætte, men vi er opsatte på at holde hovedet koldt og fokusere. KL har lyttet til vores argumenter – endelig et gennembrud. Det lykkedes os at undgå et loft på supervisionstillægget og kun betale store bededag med 6 og ikke 7,4 timer samt et løft af storebededags-tillægget fra 0,45 % til 0,53 %. Vi lander en aftale. Nu skal detaljerne på plads, og skrivearbejdet skal i gang. 

24.00

Vi evaluerer processen. Adrenalinen er stadig i kroppen, og alle skal lige falde lidt ned. I AC-rummet spiser de nu othellolagkage – de er totalt rutinerede. Hos os er snolderet for længst sluppet op.

00.30

Jeg nupper en kaffe på vej mod min bil og sætter GPS’en til. Estimeret hjemkomst 03.38. Jeg ringer hjem og fortæller, at jeg er på vej og sætter en lydbog på. 

03.40

Triller bilen ind i indkørslen. Jeg er nok lidt overtræt og kan ikke finde ro. 

06.00

Vækkeuret ringer. Jeg tillader mig at snooze lidt for længe og kommer for sent op. Så er man i gang igen.