4 Punkter: Bliv klogere på periimplantære sygdomme

Periimplantære sygdomme er en plakassocieret inflammatorisk tilstand, der forekommer i vævene omkring implantater. De viser sig ved, at der opstår betændelse i den periimplantære mucosa, og det kan føre til tab af knoglestøtte.
Periimplantær sygdom kan ses i to faser: 
- Periimplantær mucositis, også kaldet perimucositis, som er karakteriseret ved betændelse i blødtvævet uden tab af knogle.
- Periimplantitis, der viser sig som betændelse i blødtvævet kombineret med progredierende tab af marginal knogle. Mindst 45 % af patienter med implantater oplever perimucositis, mens periimplantitis ses hos ca. 20 %

1. Diagnostik

Tre måneder efter monteringen af en suprastruktur på et implantat anbefales det at undersøge blødtvævet omkring implantatet ved at foretage et let tryk på 0,25 N med pochemåler, som enten kan være lavet af metal eller plast. Desuden bør der tages et røntgenbillede for at have et udgangspunkt for fremtidige undersøgelser.

Perimucositis viser sig ved blødning eller pus fra den periimplantære mucosa ved pochemåling samt hævelse, løs tilhæftning, rødmen og forøgelse af tandkødslommens dybde. Men uden knogletab.

Periimplantitis opdages ved, at der er en fordybet tandkødslomme på 6 mm eller derover, og at der på røntgenbillederne ses en nedbrydning af knoglen på mere end 2 mm. Desuden vil den periimplantære mucosa være inflammeret som beskrevet for perimucositis.

2. Risikofaktorer

Risikoen for at udvikle periimplantitis påvirkes af en række faktorer som fx plak, samtidig parodontitis, rygning, diabetes, mængden af keratiniseret periimplantær mucosa, placering af implantat, implantattype samt udformning og materialevalg til suprastruktur.

Specifikt påvirker rygning og diabetes det inflammatoriske respons mod den plak, der kan dannes i den periimplantære sulcus, hvorved den inflammatoriske læsion på sigt kan udvikle sig fra perimucositis til periimplantitis.Patienter, der ikke følger et regelmæssigt vedligeholdelses- og støtteprogram efter implantatbehandling, har en naturlig øget risiko for at udvikle periimplantitis. 

3. Forebyggelse
Primordial forebyggelse (inden implantatbehandling):

• Kontrol af risikofaktorer (rygning, diabetes, parodontitis og insufficent mundhygiejne).
• Tilstrækkelig keratiniseret periimplantær mucosa i regionen, hvor der planlægges implantatbehandling.
• Tilstrækkelig knogle vertikalt eller horisontalt under hensyntagen til den naturlige resorption af især den faciale knogle efter tandekstraktion.
• Omhyggeligt valg af implantat og protetikkens udformning.
• Omhyggeligt valg af kirurgi og protetik, så kronens placering og kronens udformning kan give de bedste forudsætninger for god plakkontrol.

Primær forebyggelse (for at undgå, at perimucositis og periimplantitis udvikles):

• Individuel vejledning og instruktion i brug af interdentalbørster og elektrisk tandbørste mhp. at opnå plakindeks under 20 % ved indfarvning.
• Regelmæssig støttebehandling er særlig vigtig de første tre år efter implantatbehandling, da periimplantitis ofte manifesterer sig i løbet af de første tre år efter implantatbehandling.
• Professionel fjernelse af hårde og bløde belægninger på tilgængelige flader af suprastruktur, abutment og implantat.

Sekundær forebyggelse (for at forhindre, at perimucositis og periimplantitis vender tilbage):

• Individuel vejledning og støttebehandling mhp. at opretholde plakindeks under 20 % ved indfarvning.
• Professionel fjernelse af hårde og bløde belægninger på tilgængelige flader af suprastruktur, abutment og implantat.
• Parodontalkirurgi kan evt. udføres med henblik på mulighed for renhold omkring implantat og suprastruktur.
  
  

4. Behandling

Der er flere forhold, der kan føre til periimplantær inflammation og mangel på opheling. Derfor bør behandlingen begynde med en grundig medicinsk og odontologisk anamnese og klinisk/radiologisk  undersøgelse med henblik på at udrede de faktorer, der er årsag til sygdommen.

• Første stadie af behandlingen sker ved, at patientens mundhygiejne optimeres, og der skal foretages en professionel fjernelse af hårde og bløde belægninger på tilgængelige implantatflader. Derefter ser man tiden an i 6-12 uger, inden yderligere behandling overvejes.
  
  
• Konstaterer man herefter knoglesvind, går man til parodontalkirurgi. For at få et overblik over knoglesvindet og andre faktorer, der kan forklare sygdommen, og for at få adgang til implantatets overflade åbnes der ved hjælp af parodontalkirurgi op i den periimplantære mucosa. Når der er sikret adgang til overfladen på implantatet, kan den renses, og det er muligt at rette den periimplantære mucosas placering omkring implantatet.
  
  
• Er knoglen omkring implantatet nedbrudt af betændelsen, kan det være nødvendigt at foretage en knogleopbygning. Er det tilfældet, kan det i nogle tilfælde være muligt at genopbygge den tabte knogle ved hjælp af en 50/50-blanding af knoglesubstitut og autolog knogle høstet nær operationsområdet.
  
  
• For at opbygge en knogle er det en forudsætning, at der er flere knoglevægge i knogledefekten omkring implantatet, som kan støtte knogleopbygningen, og at der er mindst 2 mm keratiniseret periimplantær mucosa.
  
  
• Hvis knogleopbygning derimod ikke kan lade sig gøre, renser man implantatoverfladen og lukker derefter pænt sammen evt. med apikal repositionering af den periimplantære mucosa. Denne behandling giver den periimplantære mucosa mulighed for at hele og kan forårsage, at den periimplantære mucosa i helingsperioden trækker sig tilbage i takt med, at pocherne bliver mindre dybe.
  
  
• Hvis der mangler mere end 1/3 af knoglen omkring implantatet i den vertikale dimension, og der ikke er knoglevægge i defekten, der tillader, at der kan genopbygges knogle, kan det betyde, at implantatet må fjernes.