Hvad må du udskrive, til hvem og hvordan?

Med jævne mellemrum dukker der negative historier frem i medierne om 
misbrug, afhængighed og ulovligt videresalg af stærkt vanedannende lægemidler. Samtidig får Styrelsen for Patientklager (STPK) mange henvendelser fra læger og tandlæger, der mangler klarhed over, hvad de egentlig må udskrive, hvordan og til hvem. Nogle henvender sig også, fordi de er i tvivl om, hvordan ordinationen af lægemidlet skal beskrives i journalen. Derfor har STPK nu udgivet en såkaldt praksissammenfatning, som gennem beskrivelsen af forskellige konkrete afgørelser fra STPK og Sundhedsvæsenets disciplinærnævn skal vise, hvad der er normen og praksis på området. 29 konkrete sager er beskrevet under forskellige temaer i sammenfatningen. Mange af sagerne handler om, at patienter har klaget over ikke at kunne få udskrevet eller fornyet recepter på forskellige præparater. Andre sager handler om, at andre end patienten har fået eller forsøgt at få udskrevet medicin i patientens navn.

Vil skabe klarhed
I forbindelse med udgivelsen af sammenfatningen udtaler styrelsen, at sagerne er udvalgt, så de repræsenterer et bredt udsnit af sundhedsvæsenet med henblik på at illustrere, hvornår der udtales henholdsvis kritik og ikkekritik i en klagesag. De udvalgte sager skal derfor ikke opfattes som udtryk for den generelle kritikprocent i sager om afhængighedsskabende lægemidler eller den procentvise fordeling af klager over de forskellige dele af sundhedsvæsenet.

Jurist Louise Tanderup Falck fra Styrelsen for Patientklager og en af forfatterne bag sammenfatningen udtaler ifm. udgivelsen, at styrelsen i de senere år har oplevet, at en del læger og tandlæger er usikre på, hvad de egentlig må, når det handler om afhængighedsskabende lægemidler. 
– De forskellige historier i medierne har nok også haft indflydelse på det. Vi har derfor gennemgået, udvalgt og beskrevet en række sager relateret til fx ordination og journalføring, siger Louise Tanderup Falck. 

Følger Sundhedsstyrelsens vejledning
Det er Sundhedsstyrelsens vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler fra 2019, der regulerer området, og det er den, som praksissammenfatningen tager udgangspunkt i. 
– Helt generelt lægger vi os selvfølgelig meget tæt op ad Sundhedsstyrelsens vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler. Derudover er det vigtigt, at man som læge eller tandlæge altid skriver den sundhedsfaglige vurdering i journalen, siger Jeppe Bertelsen, jurist i styrelsen og medforfatter til sammenfatningen.

Han tilføjer, at der kan være konkrete omstændigheder, der gør, at man som læge (eller tandlæge, red.) godt må fravige vejledningen.
– Begrundelsen for at fravige vejledningen skal dog altid journalføres, da det kan have stor betydning for den fremtidige behandling af patienten, og selvfølgelig i en senere klagesag.

Gør niveau for faglig standard tydeligt
De 29 cases i praksissammenfatningen er alle hentet fra lægeområdet. Styrelsen oplyser, at de ved udarbejdelsen af praksissammenfatningen om afhængighedsskabende lægemidler, hvor de foretog en 
overordnet gennemgang af klagesagerne, ikke fandt nogen sager vedrørende tandlæger.

I Tandlægeforeningen er det Sundhedsfaglig Rådgivning, som rådgiver tandlæger i klage- og tilsynssager, som fx omhandler tandlægers ordination af afhængighedsskabende lægemidler. Her lyder det fra afdelingschef Marianne Bockhoff, at sager om afhængighedsskabende medicin hører til sjældenhederne. 

Men bare fordi tandlæger generelt er gode til at håndtere den afhængighedsskabende medicin, er det ikke ensbetydende med, at de ikke kan bruge styrelsens nye udgivelse til noget. 
– En praksissammenfatning er altid god at kende, da den er med til at tydeliggøre niveauet for almindelig faglig standard, siger Marianne Bockhoff. 

Ifølge Jeppe Bertelsen er praksissammenfatningen netop velegnet som opslagsværk for læger og tandlæger, der er i tvivl om, hvordan de skal bruge vejledningen. Han understreger dog, at klagesager altid afgøres ud fra en konkret og individuel vurdering, og at man derfor ikke kan bruge sammenfatningen til at se, hvordan ens egen sag vil blive afgjort, hvis en patient fx klager over ikke at kunne få udskrevet medicin.
– Reglerne på dette område er relativt komplekse, og vi forstår godt, hvis der ofte opstår tvivlstilfælde. Vi håber, at praksissammenfatningen kan være med til at skabe klarhed for læger og tandlæger. Det vigtigste er, at man som sundhedsperson laver en konkret vurdering og journalfører sine overvejelser, udtaler Louise Tanderup Falck