"Jeg er både behandler, buddy og næsten psykolog"

05.30

Vækkeuret ringer, og jeg står op og vækker børnene.

07.50

Efter aflevering i børnehave og SFO ankommer jeg til specialtandplejens klinik i Viborg, hvor jeg har arbejdet 
i 10 år. Vi har ofte de mest komplekse forløb, hvor patienterne har behov for ekstra tid og rummelighed – og trygge rammer og empati. 
Jeg skifter tøj og forbereder mig på dagens patienter. Jeg skal se en del implantatpatienter, der er et af mine særlige ansvarsområder.

08.20

Min første patient ankommer. En dame på 66 år med omfattende psykisk sygdom. Hun skal have beroligende medicin, da hun har katastrofetanker om sine tænder. Hun panikker, da hun ikke kender klinikassistenten. For patienter som hende er det særlig vigtigt med en fast behandler og en kendt rutine. Hun har tvangstanker om, at der er noget galt med hendes bro. Jeg tager røntgenbilleder og kan berolige hende med, at alt er i orden.

08.40

Næste patient er en mand på 49 år med tidligere omfattende misbrug. Han har ADHD og kan ikke ligge stille. Han får derfor beroligende medicin, da han skal have rodbehandlet en tand. Han er glad og meget snakkesalig efter behandlingen, så jeg må ”reddes af” klinikassistenten, der fortæller, at der er et opkald til mig. Ofte er vi de eneste, patienten taler med på en dag, så vi skal både være behandler, buddy og næsten psykolog.

09.30

Næste patient er en 65-årig kvinde, der er blevet seksuelt krænket tidligere i livet og derfor får fx kvælningsfornemmelse ved vand i munden. Hendes broer er gamle, og der er sket en fraktur af broen i overkæben. I dag skal jeg fjerne en midlertidig plastbro og montere den endelige bro. Den beroligende medicin virker ikke optimalt, men jeg har givet maks. dosis allerede. Hun er grådlabil og har svært ved at gennemføre. Det tager tid, så jeg får en tandplejer til at tage næste undersøgelse. Det er virkelig vigtigt, at vi udviser ro og tålmodighed og respekterer patientens grænser. Også når det ikke går, som jeg regner med. Det lykkes heldigvis at få sat den nye bro på, og hun er virkelig glad, da hun går herfra. 

12.10

Jeg går til frokost. Er godt sulten, da jeg ikke har været ude af klinikken, siden jeg mødte ind. Skriver journaler, da jeg ikke har haft tid i formiddags.

13.40

Dagens sidste patient er en kvinde på 48 år med omfattende psykisk sygdom. Hun er bipolar, har angst og ADHD og er blevet misbrugt som barn. Hun har derfor ikke kunnet bruge almindelige helproteser, da det trigger hendes angst og flashbacks. Hun har hybridproteser på implantater, og locaters skal rettes. Det går godt, og protesen passer, som den skal. Da jeg startede i specialtandplejen, brugte jeg lang tid på at sætte mig ind i, hvad patienten fejlede, men nu forsøger jeg mere at se mennesket bag. Hvad har lige præcis denne patient brug for lige nu? 
Man skal være menneskekender og have en sjette sans i det her job. Det er også det, jeg så godt kan lide. Man får noget igen og er med til at gøre en stor forskel for en gruppe borgere, der er særlig sårbare og ofte har mødt modstand fra systemet. Jeg ser mange skæbner, og det giver mig en daglig reminder om at være taknemmelig for min egen sundhed og mit liv. 

15.00

Efter journalskrivning hopper jeg på cyklen og henter ungerne. Det er gymnastikdag, så vi er først sent hjemme og spiser rugbrød til aftensmad.