Leder:

Ingen skal ligge søvnløse over deres arbejde

60 % af alle privatansatte tandlæger følte sig udbrændte. Jeg kender selv flere kolleger, der ligger søvnløse over en tvist med en patient, frygt for en klagesag eller i forbindelse med en fejlslagen behandling. Det skriver Rune Hyldgaard, formand for de privatansatte tandlæger.

07 Kursusdeltagere NIT NIT8137 Vn
Tekst: Rune Hyldgaard

Trivslen og balancen i arbejdslivet er presset blandt landets tandlæger. Det satte en undersøgelse i Tandlægebladet sidste år en tyk streg under. Den viste, at 60 % af alle privatansatte tandlæger følte sig udbrændte. Det er dybt bekymrende tal, der kun bliver værre af, at det i høj grad var de 20-29-årige, som gerne skulle have et langt arbejdsliv foran sig, der følte sig mest udbrændte. 

Jeg kender selv flere kolleger, der ligger søvnløse over en tvist med en patient, frygt for en klagesag eller i forbindelse med en fejlslagen behandling. Undersøgelsen er tydelig omkring, at det særligt er myndighedskrav, risiko for klagesager og pres fra patienter, der er udslagsgivende som de faktorer, som fylder for meget hos tandlægerne. I den ideelle verden var det ikke noget, man tog med sig hjem og bekymrede sig om i sin fritid. Det er desværre ikke så nemt, som det er sagt. 

Som formand for PATU vil jeg gerne tage livtag med mistrivslen

Står du i en konkret situation, hvor du har brug for faglig støtte? Så står Tandlægeforeningens Sundhedsfaglig Rådgivning altid parat til at hjælpe vores medlemmer trygt igennem både klagesager, erstatningssager og tilsyn. Men som forening skal vi også gøre noget. Og som formand for PATU vil jeg gerne tage livtag med mistrivslen, der er ødelæggende for vores fag.

Derfor har vi i år valgt at dedikere PATU-konferencen til netop trivsel og balance i arbejdslivet. Konferencen sætter især fokus på klagesystemet, hvor vi vil prøve at afmystificere hele processen med hjælp fra Styrelsen for Patientklager, så den bliver mere forståelig. Samtidig skal vi se nærmere på gode vaner, der kan forbedre vores work-life-balance og generelle livskvalitet, når tidligere tandlæge og nuværende coach Annette Kledal gæster konferencen. 

Jeg håber, at de rette værktøjer kan give den hjælpende hånd, som mange ansatte tandlæger efterspørger i en presset hverdag. Samtidig håber jeg også, at en masse kollegaer vil bakke op om konferencen og vores fokus på trivsel og work-life-balance og dermed stemple ind i vores fællesskab. 

Jeg ser nemlig også fællesskabet som et beskyttende værn mod mistrivsel. Et rum med plads til at dele erfaringer og bakke hinanden op, så vi sammen kan stå stærkere og løfte glæden ved vores arbejdsliv. Husk også, at hvis du er en af dem, der har brug for en hjælpende hånd, har Tandlægeforeningen allerede en lang række gratis tilbud, der både tæller stresscoaching, psykologhjælp og krisehjælp. 

Din trivsel er vigtig, så jeg håber, du vil række ud, hvis du har mistet balancen. Klik ind på Tdlnet.dk/trivsel 
Jeg håber at se rigtig mange af jer til efteråret til PATU-konferencen i København.